Så hvordan klarede Morrissey sig så i går i Aarhus? Siden her var ikke repræsenteret i SCC – scenen hvor LS spillede dobbeltshow med Sort Sol! – men i stedet i Helsingborg, på den perfekte rockklub The Tivoli nede i havnen, hvor stockholmske Hurula spillede et stærkt, intenst, højt show på den succesfulde tour, der i aften ligeledes har udsolgt på Filmstudion i GBG. Hurula er centreret omkring sanger/guitarist Robert Hurula, en sorthåret 46-årig tidligere punk fra Luleå med fortid i bands som The Vicious og Masshysteri. Det er dog under navnet Hurula og med en mere melodisk svensksproget indie-rock – tænk lidt en socialrealistisk Broder Daniel-version af Raveonettes, sidstnævntes americana-cool skiftet ud med Ebba Grön-betongförort – at han har fundet sig et større publikum, som har gjort det muligt at udsende og turnere til nu seks Hurula-albums. Her en anden af sangene fra i går aften (denne fra efterårets album EXISTENS), hvis repetitive guitarhook også stadig sidder fast et sted bag hyletonen i ørerne. 17 af den her slags lussinger på vel en time og 20 minutter; det var virkelig mægtigt.
6 tanker om “Hurula i Helsingborg”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Pter, måske du ser denne. Hurula er fremragende, og køb bare hele kataloget 😉.
Og mens du er i gang, så tjek Nektar ud. Ikke ulig tidlig Kent.
Jeg fangede ham tidligere på sæsonen i Malmø, som også var et rent sejrsridt.
Tænk sig, at de få koncerter der har været i Danmark, har solgt fra det skandaløst lave (HUSET) til det mellemfyldte (Loppen). Det forklarer, hvorfor DK ikke er med på touren. Men det er altså også sjovere at se på svenskernes hjemmebane. En helt anden energi!
Det skal i øvrigt ikke gå usagt hen, at den let slidte backupvokal på “Tänk inga dåliga tankar” tilhører James Allan fra Glasvegas. Hvordan de to har fundet hinanden, aner jeg ikke. Men det spiller!
@ pter k:
Undskyld det med pengene. 😉
Jeg ville starte med to’eren Vapen Till Dom Hopplösa (2016), som IMHO nok er den essentielle Hurula-plade med to af deres mest desperate bangers på, ‘Ont Som Jag’ (den linkede sang her øverst) og ‘Ny Drog’, eller også den helt nye EXISTENS, fordi den er aktuel og virkelig råfrisk.
En curve ball kunne være den forgænger Ingen Är Kär I År Och Andra Sånger (2022), som er produceret af Håkan Hellström’s kreative makker Björn Olsson og positivt lyder musikalsk ikke så lidt om helt ung Håkan, altså fra længe før han blev ham, som var bedre før. En anderledes Hurula-plade.
Det var aldeles fremragende i Helsingborg. Herligt band han har med sig rundt, selvom Robert selvklart stjæler showet. Opvarmningen Nektar havde nu også nogle fine momenter. Der er håb for ungdommen.
Og for at svare Peter K, om hvor man skal starte henne, så er det bare fra begyndelsen. Alle Hurulas plader har tårnhøjt niveau! Fremragende kunstner og skammeligt, at han er så overset i DK.
Det er rock med stort Å på den gode måde. Det er meget længe siden, den person, der spillede i Aarhus, formåede at lave noget i den dur/mol.
Jeg var slet skjult overraskende heller ikke repræsenteret i SCC…..men de jeg kender, som var….taler i dag med begejstring over stemmen og en stærk sætliste….de fik endda Now My Heart Is Full!!
Men jeg så jeres show med SS dengang….i det rum der mere indbyder til messe eller loppemarked….gav I begge bands en forrygende aften, også, dengang!
Hurula!? Endnu et nyt bekendtskab for mig…..du er dyr i plader pt ovenpå den ligeledes introducering af Krist Brud forleden!! Nu er spørgsmålet jo så….hvor starter jeg blandt de seks udgivelser? Fra begyndelsen?