Dagen her på siden tilhører Webmaster Pastor, der fylder år i dag – stort tillykke!

Men 8. januar tilhører også David Bowie, født for 78 år siden. Og nu vi er ved de fandens mærkedage, så er det samtidig også i dag præcis 12 år siden, at Bowie, som i adskillige år med sit totale fravær ikke havde givet indtryk af nogensinde at skulle lave mere musik, pludselig var tilbage med en ny single. Hvilket chok og hvilken sang at vågne op til den sneklædte januar morgen. Med den var verdenssituationen pludselig en helt anden; den så længe slukkede stjerne Bowie’s lys var pludselig igen at skue så klar på himlens bue. Og ikke nok med det, hvor Bowie’s legende var gjort af de mange maske- og identitetsspil gennem karrieren, gav han på denne vemodige sang om de for ham så lysende genfødselsår i sen-70’ernes Vestberlin for første gang en usminket stemme til sin egen historie; et regulært maskefald og tilbageblik som sig selv på den han var. Sangen lød med sin langsomme gang og tøvende melodi på ingen måde som noget klassisk Bowie-hit, ikke desto mindre blev mange af os sælsomt bevæget af den. Måske fordi vi pludselig hørte en skrøbelighed i hans stemme, måske fordi dette uventede tidsspejl satte reflektioner igang om os selv og tiden dengang mod nu…