Hvem har brug for punk rock?

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-TT.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-load_image.jpg

Hér, det har jeg ialfald. Men ikke konservativ punk som Offspring, der ligner og lyder som nogens forstemte farbrødre klædt ud som Muppet Show-Sex Pistols. Ej heller retro punk som Green Day, med fuck dit og fuck dat og fuck you very much hele vejen hen til US$-banken. Nix, det er kun stort når et band spiller med fire-spirit og overbevisning, uden at skæve til hvordan punk SKAL lyde, SKAL se ud, og uden at give en kæft for hvad MTV-stationernes playlistpræsidenter vil synes. Det klæder ikke punk at tænke forretning.

Netop nu, hvor så meget i det såkaldte offentlige rum er mere glat og ensrettet end nogensinde, hvor kloden lever i bedste krig, fornægtelse og undertrykkelse, og hvor min egen business – underholdningsindustrien – er så pisse behagesyg og berøringsangst, er det inspirerende, når bare nogle få indenfor den indimellem siger det rigtige HERTIL, STOP! og dermed går på tværs af mainstreams uskrevne regler for accept og samarbejde. Som nu Neil Young gjorde tidligere på året, da han udsendte sit anti-Irakkrigsalbum Living With War. Det album var ikke velset i USA, for Young udstillede på det den dobbeltmoralske, glansbillede-rosenrøde selvopfattelse, man som nation ejer derovre. Her hos os selv i DK kunne det sikkert også være mest harmonisk hvis vi alle flettede tæer med Rasmus Nøhr og hans slags, men nej for satan, alt det pis er hult, har intet hold i andet end åndelig fattigdom og resignation. Vi har brug for proteiner, ikke sjæleforladt junkfood igen og igen og igen. Den underholdning, der ikke på den ene eller anden måde tør sætte holdning på spil, er i bedste fald intetsigende ligegyldig.

Her kommer amerikanske The Thermals ind i billedet. Den amerikanske trio udsendte i mandags sit 3. album The Body, The Blood, The Machine, en uhyre fængende samling sange, i langt større musikalsk gæld til Pixies end Ramones, der forestiller sig hjemlandet USA styret af kristne fascister, og fokuserer på behovet samt mulighederne for at undslippe netop det mareridt – den problematik er vel iøvrigt ikke så fjern fra the real world, er den? Omkring The Thermals står der meget rammende i en nypostet amerikansk web-anmeldelse, at deres musik lyder præcis som punk rock bør i 2006; intelligent, kompromisløs og virkelig, virkelig pissed. Anger is an energy, vrængede PIL’s John Lydon for mange år siden, på en måde så man ikke kunne betvivle rigtigheden af det udsagn. Og vrede er der masser af her, på et kort, hurtigt album med fræsende guitarer og skarp, direkte sang. Jeg gør mig ingen illusioner; The Body, The Blood, The Machine ændrer selvfølgelig ikke nogetsomhelst. Men den udgør et tiltrængt frirum, en oase midt i vores mismods ørken.

“God reached his hand / down from the sky / he flooded the land / then he set it afire. / He said, “Fear me again, / know I’m your father. / Remember that no one / can breathe underwater.””

9 tanker om “Hvem har brug for punk rock?”

  1. hmm som gammel ls fan er det lidt hårdt at være prygelknappe på bossens hjemmeside 🙁 især når jeg får den klamme fornemmelse at hr jens ikke har hørt eller tænkt over hvad jeg laver før han disser. ( jeg mener vi er jo kollegaer) well, idag er jeg selv lidt en gammel mavesur mand og så er det jo ret handy at kunne komme af med gallen …
    I hylder punk- Punk er vel oprørets stemme…. men når punk er blevet accepteret af hele flokken af velbjergede popcoolere som gud hjælpe mig stadig hævder at være i opposition mens de hæver deres fede kodagage og scorer de smukkeste hunner, så er det mest oprørende du kan komme på sgu da dansktop ! og som punken i sin tid sparkede de gamle popere i røven så stak det glade pizzabud smilende en finger lige i ansigtet på poesieliten der indtil da kunne slippe afsted med at hykle at bare man var sur , mystisk og cool så havde man noget at komme med…
    … og så til de mange her på siden- jeg skriver ikke som jens eller andre men jeg tænker altså over hvad jeg laver – jeg skriver ikke om ensomme tog, men popsange til helt almindelige mennesker med helt almindelige problemer – det er der vel også brug for
    Det glade pizzabud er noget af det mest uncoole i verden. Han er formentlig flad talentløs og har ikke sådan et scorejob han kan brilliere med på de københavnske barer. I min sang får denne underdog alligevel kærligheden at føle til sidst. således sætter sangen spørgsmåltegn ved vores sociale pyramide… hvorfor har status , job penge noget med kærligheden at gøre ?
    min sang sommer i europa handler om en fyr som overvejer at droppe jobbet og leve af kærlighed og billig vin under varme himmelstrøg.
    det er vel ikke ligefrem en banal livsform i friværdi-dk hvor der måske sættes så stor pris på velpolstrede bankbøger at eventyret glemmes. en påmindelse om en drøm de fleste har for travlt til at huske.
    — og så lige et par afsluttende spørgsmål til de bedrevidende monopol på fedme-fyre … hvad er det sjove ved at være cool ? ……og hvad er der nu galt med forkert musik ?

  2. Og faktisk var både Darcy Gretzky i Smashing Pumpkins og Caitlin O’Riorda fra The Pogues “den ensomme kvindelige bassist”.

    The Breeders er endnu et sjældent eksempel på en gruppe med “det ensomme mandlige medlem”.

  3. Pastor, til din liste over bands med ét kvindeligt medlem (der ikke er forsanger) kan jeg umiddelbart tilføje:

    – Velvet Underground
    – Smashing Pumpkins
    – The Fall
    – The Pogues (i begyndelsen)

    Modstykket må være Hole, de var et band med ét mandeligt medlem

  4. Hey MusicLover – Har intet forhold til personen, så nej, man hans behagesyge sange er farligt tarvelige, synes jeg.

  5. Rasmus Nøhr er tydeligvis en glad dreng og sikkert også en venlig sjæl. Jeg synes personligt at hans musik er kedelig og tandløs. Han bruger mediet til at få andre til at høre sin musik, og det er naturligvis legalt. Kritik af ham er selvklart ikke personligt ment.

    Når det er sagt, er det nok utopisk at forestille sig, at Rasmus Nøhr nogensinde vil udsende en pressemeddelelse hvori han reflekterer over sin sangskrivning og derefter proklamerer at han fra nu af vil bestræbe sig på at lave musik, der lyder som en original og vred dansksproget variation over The Thermals (f.eks.).

    Det er dem, der bestemmer i medieverdenen, man nok først og fremmest bør kritisere, for det er dem, der har væsentlig indflydelse på hvad der bliver udgivet og spillet i radio og på TV. Nu kommer der således endnu en landsdækkende radiokanal. Hvad for noget musik mon de vil spille?

    Der er en masse talent derude, bestemt også herhjemme. Lægger medierne mærke til det? (Det var et retorisk spørgsmål, mine damer og herrer.)

  6. Har I en beef kørende med Rasmus Nøhr eller er han bare udnævnt til prügelknabe for alt der er gal med dansk musik?

  7. Pastor, som du kan se på billedet er der nu – med den nye trommeslager Lorin Coleman – hele to piger i The Thermals. Så sammenligningen med alle de nævnte bands holder ikke længere:-)

  8. Pixies-sammenligningen slutter ikke helt. The Thermals er nemlig også med i en lang række af rockgrupper, hvor der er ét kvindeligt medlem (her: Kathy Foster), som så er bassisten. Jeg kan i skrivende stund komme i tanke om:

    The Pixies
    Talking Heads
    Guadalcanal Diary
    Sonic Youth
    Concrete Blonde
    Jawbox (der måske minder lidt om The Thermals)
    Bolt Thrower (dødsmetal!)
    The Lemonheads (da Juliana Hatfield var med)

    (For så vidt kunne man også nævne Raveonettes.)

    Nogle har endog hævdet at der er tale om en regulær kliché (se et nyligt indlæg på en blog: http://voxacious.wordpress.com/2006/08/18/rock-cliche-the-female-bass-player/.

  9. Jeg har albummet, og det er ikke dårligt. Brendan Canty fra Fugazi har produceret. Pitchfork skriver meget apropos (det oprindelige indlæg med sammenlingingen med Pixies snarere end Ramones) i deres anmeldelse (http://www.pitchforkmedia.com/article/record_review/38033/The_Thermals_The_Body_The_Blood_The_Machine):

    Both in theory and execution, The Body, The Blood, The Machine hits like a less playful, less suburban American Idiot, its apocalyptic, heavily religious iconography conveniently layered over pounding, Ramones-style pop-punk.

    Selv hælder jeg ligesom Jens også mere til Pixies-sammenligningen.

    Forresten: Der er en lille forskel i engelsk sprogbrug – “pissed” (USA) = “pissed off” (UK) = “vred” (DK), men “pissed” (UK) = “pissefuld” (DK).

    En amerikansk bekendt skrev engang til mig om sit parforhold, der var gået i smadder, og tilføjede “one month later, I am still pissed”. Det forvirrede mig i sin tid!

Skriv et svar