Allerede i filmmiraklet Lost In Translation, hvor Scarlett Johansson på natklub i et Tokyo-højhus gav en slingrende karokeversion af The Pretenders’ ‘Brass In Pocket’, var kvaliteten i hendes sang opsigtsvækkende. At Bill Murray derefter stjal samme scene med sin underspillede udgave af Roxy Music’s ‘More Than This’, siger ikke små ting om hans evner. Men det er Scarlett der nu pladedebuterer med longplayeren Anywhere I Lay My Head, en samling Tom Waits-sange, med hendes stemme iklædt næsten oceandyb elektronik.
Og hvilke tæsk albummet kommer ud til. Har læst en 4-5 anmeldelser, der alle sender Scarlett Johansson på mælketoget tilbage til Hollywood, med dumpekarakter og slet skjult hån i bagagen. Utilfredsheden kører på hendes her ret dybe stemme, der ifølge anmelderne slet ikke træder ud af David Andrew Sitek’s (fra TV on the Radio) fyldige produktion. Samt at Tom Waits er en svær sangskriver at fortolke, endsige hamle op med som vokalist.
Forstår ikke den kritik. Anywhere I Lay My Head er vel ikke noget mesterværk, men lever fint på sin egen let tillukkede men vægtløse facon, slet ikke ulig den helt specielle musik, Angelo Badalamenti og David Lynch tidligere lavede sammen til bl.a. Twin Peaks/Julee Cruise. En rejse gennem harmoni og uskyldighed, der hele tiden trues med splintring mod et omkringsigliggende mørke. Scarlett Johansson bliver i det univers mere sangchauffør, end egentlig frontvokaliststjerne. En guide, der fører vej gennem pladens snørklede lydlandskaber, fra start til slut.
Når man hører Tom Waits på denne meget anderledes måde, står det klart hvor god en sangskriver han egentlig er. Det faktum glemmes ofte i Waits’ eget meget teatralske pladeunivers, men her, strippet for sømandsfuldskab og Brecht/Weill-maskespil, står hans sange virkelig op på en ny spændende måde. Bare det er i sig selv godt gået af Scarlett Johansson’s stemningsladede album, der i en uretfærdig verden allerede nu synes dømt som et af musikårets oplagte fejltrin. Vi er ikke enige.
Det er en stinker!
David Sitek er en dygtig mand, og hvis pladen skal høres for noget, er det hans produktion/arrangementer.
Scarlett er totalt ligegyldig og har vel det tætteste, man kan komme på en ikke-stemme, hvilket forklarer, hvorfor hun er lagt så langt nede i mikset.
Jeg er behersket glad for albummet – ville elske at se hende på scenen i Vega, mmmmm….så smelter vist alle hankønslæsere bare ved tanken…
De danske anmeldere har godt nok været ude efter pladen, men f.eks. NME er da på banen med en karakter på 8/10 og endda en optimistisk synsvinkel på en eventuel efterfølgende plade:
This is a brilliant album that will no doubt top some ‘best of 2008’ lists, but it’s hard to work out if it’s a one-off or not. Perhaps the answer lies in the one original track, ‘Song For Jo’, which stands out as a result of its sparseness. A lone acoustic guitar strums, as an ambient orchestra plays in the background. It recalls Karen O’s Squeak E Clean collaboration ‘Hello Tomorrow’ and suggests that if Johansson and Sitek collaborated on a second album, similar ghostly magic could happen again. Let’s hope they do.
Arrangementerne er pæne (måske næsten for pæne) og lidt This Mortal Coil-agtige. Men Scarlett J. har en lidt flad stemme, og hun rammer lidt for tit en halv tone forkert. Det lægger man især mærke til, når David Bowie dukker op.
Så selv om jeg er en voksen mand, er jeg ikke smeltet.
Det er en anonym plade ud over det sædvanlige, der ikke byder ind med det store. Den er ikke skidt, den er heller ikke god, den er bare anonym, men jeg tror nu nok den skal finde sit publikum i tøjbutikkerne og på caféerne – Scarlett Johansson er det nye lounge.
Smagfulde 4AD pasticher, men desværre formår Johansson ikke at fylde arrangementerne ud med noget interessant.
Egentlig enig i at det er en rigtig god plade. Det er spændende arrangementer, Sitek har lavet. Og det er pissegod smag i Waits-sange. Men ligemeget hvor meget jeg lytter til den, kan jeg ikke høre hendes stemme som andet end en androgyn, tonløs, kold og ensformig drone. Hvis pladen fungerer – hvad den delvist gør – er det på trods, snarere end på grund af hende.
Meget enig i din vurdering.
En fin og stemningsfuld plade, der vinder for hver gennemlytning. Det drævende tempo bliver en kvalitet, og masser af detaljer i den storladne produktion dukker op.
Nyder også Bowies korstemme på ‘Falling Down’.
Kom du nogensinde ind på livet af Orphans…, som voldte en del kvaler i sin tid ?
Glæder mig til at lytte til pladen. Jeg har fået den anbefalet varmt af en ven (og musikguru), som udtalte, at voksne mænd ville smelte over Scarletts vokal.
Et andet, fornemt eksempel på fortolkning af Tom Waits´ sange findes på Solomon Burke´s “Don´t Give Up on Me”, hvortil Waits skrev den dejligt skæve og slentrende “Diamond in Your Mind”. Mr. Burke har i øvrigt også en helt hæderlig vokal…