‘The Figurehead’, åbningen på den magiske side 2 fra Pornography (1982), et nummer at dø for. Hvis jeg skulle vælge kun ét The Cure-favoritnummer at få med på den berømte øde ø, så ville det være det. En sang hvor hvert eneste ord, tomtom-hug, bass-anslag og guitarens økonomiserede tonevalg står helt perfekt. ‘The Figurehead’ blev spillet i aftes i arenakørslen af et show på Amager, som startede fint lovende, stallede undervejs, hvor den velspillende sekstet fortabte sig i en 90’er-rock, der lød mere af grunge-inspiration end af klassisk The Cure, men i den grad fandt sig selv igen under sidste nummer i hovedsettet, den nye, nærmest imponerende depressive ‘Endsong’, samt første afdeling ekstranumres overflødighedshorn: ‘The Figurehead’ over i ‘A Strange Day’ over i ‘Charlotte Sometimes’ over i ‘Play For Today over i ‘A Forest’, en overlegen stærk sekvens der i sig selv var hele aftenen værd. I disse numre hørte man igen, hvor stor guitarist – en af postpunkens mest markante og indflydelsesrige – Robert Smith er. Skal nok lade være med her at nævne den sidste række ekstranumre derefter, hele syv hits der skulle sende arenaen hjem i feststemning. Smith kan lave stærke popsange, og i kontekst fungerer de som modsætning til den tunge dunkelhed, men hele syv i træk var som en lyserød kage med for meget sukker, som The Cure på lattergas. Ikke at Royal Arena så ud til at være enig i den betragtning, for stemningen eksploderede, der blev kastet sombreroer mod aftenhimlen, lyshårede kvinder hengav sig i hedensk dans. Vi andre skyndte os tilsidst, da The Cure startede på aftenens sidste, ‘Boys Don’t Cry’, ud i det mørke, hvor Robert Smith’s største musik har hjemme.