I had a dream, Cat

Gennem hele sin karriere har det været en Cat Power-specialitet at udsende covers af sine favoritsange. Ofte endda covers hvor sangenes oprindelige melodi og akkordstruktur forsvinder til fordel for øjeblikkets indskydelse og nuets kraft. En fri sjæl, der sådan kaster hele sit musikalske oplæg på gulvet og tager chancen ud i det ukendte. I dag udsender Cat Power albummet Covers, 12 sange fra nær og fjern i tid som stil. Nogle af dem er indspillet med et rootsy band, andre blot med guitar og klaver. Vi havde set tracklisten forlængst og drømt stille om, hvor gode f.eks. Nick Cave’s ‘I Had A Dream, Joe’, Iggy Pop’s ‘Endless Sea’ og The Replacements’ ‘Here Comes A Regular’ kunne være, hvis Chan Marshall lod deres musikalske strukturer intakt, og ‘bare’ lod spillets temperament og det ekspressive sangtalent farve dem et helt andet sted hen. Men nej, samtlige nævnte sange skuffer umiddelbart, ialfald hvis man er bekendt med originalernes stærke melodiske identitet. Der er jo ofte en meget, meget god grund til en sangs infrastruktur og akkordspænd. Fjerner man de elementer er man igang med en slags kreativt remix, en unødvendig rodbehandling, der naturligvis kan blive spændende, men for ofte her berøver den givne sang sin musikalske raison d’etre. På den baggrund vil Cat Power’s Covers være en langt mindre udvandet oplevelse for de, der aldrig tidligere har kendt og levet med originalerne. Og hvad er idéen med det?

6 tanker om “I had a dream, Cat”

  1. Du er inde i sagerne! Tak for info. Nogle af de allerstørste artister leverer desværre bare deres bedste, når de er kørt i grøften.

  2. Det er to forskellige bands: The Memphis Rhythm Band løfter The Greatest helt op. På Jukeboxen er det nogle, der kalder sig Dirty Delta Blues. Så vidt jeg ved er der ikke overlap, men som navnene antyder er det jo samme stilart, de dyrker. Og det gør de begge virkelig godt, må man sige. Shit, hun swingede dengang. Paradoksalt nok samtidig med at hun personligt var helt i hundene.

  3. Ja, de kan deres ting. Er det også dem der spiller med på efterfølgende Jukebox?! Husker en Black Session på France Inter FM fra omkring det album, hvor et suverænt band også bare løftede hende helt op.

  4. Oh yes. The Greatest lever i den grad op til sin titel. Det band måtte hun gerne vende tilbage til.

  5. Talentet er ialfald uomgængeligt. Foranlediget af dette noget skuffende cover-projekt genhørtes her The Greatest-albummet forleden; wow!

  6. Åh, jeg ville så gerne være begejstret over det her album. Synes som sådan ikke jeg har en anke mod hendes tendens til at pille originalernes struktur fra hinanden – det er jo ligesom blevet hendes trademark, når det kommer til covers. Men altså, det virker lidt som om hun forfalder til den samme formel igen og igen, i hvert fald, når det kommer til de klaverbårne, nøgne arrangementer: et plink-plonk piano, der slår en melodi lidt skævt an, og så messer Marshall ind over. Ligesom coveret af Rihannas “Stay” på Wanderer, således også tilgangen til “I’ll Be Seeing You”. Det bliver sgu lidt forudsigeligt, desværre. Det er i hvert fald dommen efter de første tre-fire gennemlytninger af Covers. Wanderer og Sun er heller ikke albums, jeg vender tilbage til. Måske næste gang?

Skriv et svar