The Cure blev ikke regnet for det store i 1979, hvor de havde debuteret med et akavet lyserødt debutalbum, der ikke helt kunne bestemme sig for, hvad eller hvem det ville være i postpunkens konfuse landskab. Et par singler havde antydet et stærkt popøre hos frontmand Robert Smith, der samtidig var blevet kaldt ind som reserve-guitarist i mandefaldsramte Siouxsie and the Banshees, men trods den prangende fjer i hatten blev The Cure set som et af de letvægtsbands, der gik mange af på dusinet i England lige da. Det var indtil 28. marts 1980, da forløbersinglen til bandets snartkommende Seventeen Seconds blev udsendt. Med ‘A Forest’ lykkedes det effektivt The Cure at kvæle egne børnesygdomme og nærmest genre-opfinde den særegne melodiske men dystre stil, der skulle blive bandets farbare vej frem mod en fornem karriere. Husker singlen fra første lyt på John Peel, hvor dens atmosfæriske letvægts-lyd og insisterende bassfigur straks imponerede. Vi har tidligere skrevet her, hvor undervurderet Robert Smith er som stildannende guitarist. Det er lige her han for alvor får sin karakteristiske lyd og det fjerlette anslag på plads…