Is this a cinema or what?

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Dryice.jpg

Ordene ovenfor var Ian McCulloch’s, da Echo & The Bunnymen d. 16 marts 1983 DK-debuterede på 3 Falke Scenen, ved Falkonerteatret i København. Og jo, det var vist egentlig en biograf, men ikke denne sjældne aften, hvor Liverpool’s fineste var på besøg. Den lille sal havde sikkerhedsvagter, der krævede folk ned i sæderne, noget de 500 fremmødte først satte sig udover, da McCulloch efter 4-5 numre endnu en gang bad alle om at rejse sig op. Setlisten til koncerten, hvor Pete De Freitas’ trommer stod placeret helt fremme til venstre på scenen, og hvor Sort-Hvide Landskaber først havde varmet lidt op på jysk, så så sublim ud:

Going Up
With a Hip
Gods Will be Gods
Show of Strength
All My Colours (Zimbo)
The Cutter
Rescue
My White Devil
Porcupine
Crocodiles
All That Jazz
Heads Will Roll
The Back of Love
Heaven up Here
Over the Wall
+ + +
Do It Clean
Villiers Terrace
+ + +
No Dark Things

Små 4 måneder senere, søndag d. 3. juli om aftenen, indtog Echo & the Bunnymen igen Danmark, nu via den orange Canopy-scene på Roskilde, bag tyk røg og dronende gregoriansk munkesang. Under sjællandsk sommeraften blev helt nyskrevne sange som “The Killing Moon”, “Never Stop” og “Silver” prøvet af foran et meget større, vindende publikum. Men det er en anden historie…

18 tanker om “Is this a cinema or what?”

  1. Pastoren er noget hård ved The Feelies – vel har bandet en nærmest overdrevet repetetiv tilgang i deres musik, der for nogle kan virke kedelig, mens andre bliver indfanget af magien uden chance for at undvige…..jeg tilhører den sidste gruppe….

  2. Er også begejstret for Yo La Tengo – ikke mindst det omtalte album “And Then Nothing Turned Itself Inside-Out” fra 2000. Det er netop på det album, at trioen redefinerer udtrykket og foretager en kulturel og følelsesmættet rejse. Sange som “Let’s Save Tony Orlando’s House”, “The Crying of Lot G”, “The Last Days of Disco” og ikke mindst “Our Way to Fall” er fabelagtige.

    Albummet “Summer Sun” fra 2003 er også et lyt værd (og kan give gode minder til bandets optræden på Roskilde Festival samme år).

  3. Nu hvor talen er på Yo La Tengo, vil jeg slå et slag for det gamle dB’s medlem Chris Stameys album “A Question Of Temperature” fra 2005, hvor på Yo La Tengo medvirker som backing band.

  4. And then nothing turned itself inside-out (2000) er et lille mesterværk fra Yo La Tengo’s hånd.

    Misbrugte Hr. Olesen også knust druesukker da stod bag disken nede i Gry i Studiestræde? Husker ham som en sur lidt indebrændt fyr. Martha solgte mig House of Love og Public Enemy. Tak!

  5. Hvis bare andre mennesker kunne holde sig til knust druesukker…

    Det er længe siden, jeg sidst hørte The Feelies. Jeg endte med at synes at de var kedelige. Yo La Tengo er også fra Hoboken, men de har til gengæld altid slået mig som værende interessante.

  6. Nu vi snakker Greene, så spillede de support til Feelies i Barbue, Kbh. engang i slut-80’erne – et originalt og meget overset band, The Feelies! Og så fra Hoboken, New Joizy…

    Jeg er SÅ enig i din E&TB-argumentation.

    Ja, knust druesukker, tænk engang:-D

  7. Kære Jens U…klasseinformation…knust druesukker(!)…”Heaven up Here” og/eller “Crocodiles” er de bedste startsteder for E&BM…det giver hele udviklingsperspektivet i bandet, hvilket vil blive misset ved start med “OC”, der kan opleves som en radikal forandring i instrumenteringen og arrangementerne….

  8. Vedr. Feelies skal det til de REM interesserede oplyses, at Peter Buck (senest set ved en Figurines koncert i Portland) sammen med bandets guitarister Bill Million og Glenn Mercer var producer på The Good Earth.

    Albummets fjerde sang hedder “Slipping (Into Something)” og har følgende tekst:

    Looking for something
    Eyes closed in suspense
    Waiting for someone
    Does it make any sense?

    Only an hour
    To make it all mine
    Hardly worth waiting
    And I don’t have the time

    Search for conviction
    With eyes open wide
    Feeling so restless
    So empty inside

    Plenty of chances
    And no one will win
    Over and over
    And over again
    Needing somebody
    Needing some help
    Slipping into something
    And out of something else
    (Mercer/Million)

  9. “Berusende intensitet og forløsning” – godt beskrevet og 2 afgørende grunde til at begynde med netop Heaven up Here og/eller Crocodiles.

    PS – Den Greene-koncert på Vestergade husker jeg: I sin flirten med de vilde rockmyter sniffede den unge Peter H. Olesen den aften knust druesukker (!) i bandrummet før koncerten.

  10. Får lige lyst til at henlede opmærksomheden på amerikanske The Feelies…et fantstisk NYC band, der formåede at få spillet en nervøs, nørdet og støjende rock med klar reference til bl.a. Velvet Underground (uden at være en kopi)og Television. De udsendte fire (must have) plader.

    CRAZY RHYTHMS (1980)
    THEONLY LIFE (1986)
    GOOD EARTH (1988)
    TIME FOR A WITNESS (1991)

  11. Mindes at have set Jens U på bas og iført hår sammen med brd. Olesen og andre i Greene på Vestergade 56 i Århus i slutningen af 80’erne.

    Vi var vist en flok, der i beruselsens navn blev ved med at insistere på at høre nummeret “sailor come back to me”……

  12. “Ocean Rain” rummer bandets bedste nummer “the killing moon” og har flere gode momenter…men “OR” har ikke den berusende intensitet og forløsning, der præger E&TB første albums…….men musik er jo en subjektiv størrelse…

  13. Er man helt blank ville opsamlingen “Songs To Learn And Sing” også være en fin introduktion til bandet.

  14. Echo & The Bunnymens karriere er en rejse fra hysteri til hyggerock.

    For mig er Ocean Rain kulminationen på kaninmændenes karriere. Dét album er broen mellem de tidlige, mere “hysteriske” albums (der bestemt rummer væsentlige sange) og de senere albums mere tilbagelænede atmosfære.

    Fans af U2 vil nok synes om Porcupine, forgængeren til Ocean Rain. Introen til åbningsnummeret “The Cutter”, spillet af den indiske violinist L. Shankar (ikke at forveksle med Ravi Shankar) giver mig stadig gåsehud.

    Comeback-udgivelsen Evergreen har sine kvaliteter, men herefter synker gruppen ned i hyggerockens hængedynd (hvilket kan ses af samarbejdet med Oasis-brødrene og Coldplay).

    Hvis man taler om grader af beruselse hos sangere, overgås både Jens og Peter klart af Ian McCulloch. (De skal de to nu ikke skamme sig over.)

  15. “Halvfuld”, Lars…….så skulle du bare have set Peter H Olesen himself:-D

    Uenig med Pastoren, sorry. Synes ikke Ocean Rain trods store kvaliteter er begynderpladen. Jeg ville anbefale at starte med 2’eren, Heaven Up Here, hvor E&TB som højtflyvende band virkelig træder i karakter, eller debutpladen, den mere enkle, skarptskårne Crocodiles.

  16. Sjovt Sort-Hvide Landskaber bliver nævnt. Var til koncert i går i Huset med Olesen Olesen. Peter fortalte at de første gang spillede i Huset for 23 år siden. Som han sagde: Blandt publikum såes en Poul Borum, Michael Strunge og en halvfuld Jens Unmack med kinasko og hår på hovedet.

  17. Og sidenhen blev Kanindrengene overhalet af et irsk band med en forsanger, der ikke satte sit lys under en skæppe. Mens U2 blev verdens største rockband og i dag nærmer sig classic band status a la Beatles, Stones og The Who, så husker den brede musiklyttende verdensbefolkning ikke rigtig Echo & The Bunnymen, mærkeligt nok.
    Jeg må indrømme, at jeg er mest til U2 i denne her sammenligning (rynkede øjenbryn fra Jens, formoder jeg?), men jeg vil prøve at bruge lidt mere tid med trommemaskinen og venner. Og måske finde ud af hvorfor helvede de valgte at supplere noget alvorligt og tankevækkende musik med et bandnavn, der ikke er meget bedre end Cartoons???
    Hvor starter man album-mæssigt, hvis man vil introduceres til bandet?

Skriv et svar