Allerførst var der to bands som lyste klart på stjernehimlen over mine forældres hus ude i de fjerne provinser: Gasolin’ og så Sparks. Sidstnævnte red med på samme glam-hitlistebølge, som Sweet og Slade her til lands var kronede konger af, det selvom David Bowie og Marc Bolan/T. Rex ellers leverede både rammer og indhold til festen. Sparks, de var for outsider-mærkelige og asexuelle til at nå helt bredt ud. Da ikke mindst fordi Ron Mael, den keyboardspillende part af de to brødre, bandets kreative kerne, gjorde dyd ud af at ligne en ung Adolf Hitler, hvilket nok ikke ligefrem satte mange teenagepigehjerter i brand. I anledning af Ron’s 74-års fødselsdag i dag, her en af bandets største singler fra det Sparks-gyldne år 1974, hvor de udsendte deres to stærkeste albums, Kimono My House og Propaganda. Tak skæbne, man fik lov at opleve hitlistemusik af denne kaliber og luksuriøse særhed…
PS – Endnu et bevis på Sparks’ format dengang? Deres trommeslager hed Dinky Diamond.
Det er jeg også, JEDI. Desværre ikke min, bare en ude fra nettet. Mit eget eksemplar fremstår pludselig lidt fattigt uden autografer.
Wow, en original single med autografer!! Jeg er misundelig.
Det er sgu også forbandet, at Hitler lige skulle have dét skæg – toothbrush moustache, som det hedder.
Synes det er et sjovt skæg – men har aldrig haft modet til at anlægge det.
Hitler har i dén grad ødelagt det skæg for alle kommende generationer!
For at turde bære det, kræver det nok, at man er en modig kunstner som Hr. Sparks, som ikke giver en fuck.
Norman Victor “Dinky” Diamond kom fra Aldershot i engelske Hampshire, så næppe.
Dinky fik iøvrigt problemer med alkoholmisbrug og tog tragisk sit eget liv i 2004. Mael-brødrene postede i den anledning følgende hyldest på Sparks’ website: “We are very saddened by the news of Dinky Diamond’s death. We hold fond memories of working with Dinky and of his contribution to several of our albums during the ’70s. Our hearts go out to his family and friends”.
Var Dinky i familie med King og Neil?