Let modstræbende skriver jeg dette indlæg. Der har nemlig været så megen omtale af både filmen og dem, den handler om – også her.

Men så alligevel. I går aftes fik jeg omsider set Anton Corbijns film Control om Ian Curtis, hans korte liv og korte musikkarriere i Joy Division. Control er en gribende film, som sagtens vil kunne ses blot som sådan. For de af os håbløse rockfans, der kan huske Joy Division fra dengang og har lyttet meget til deres musik, er filmen selvfølgelig endnu mere spændende. Historien om Joy Division er i høj grad fortalt gennem en lang række sort-hvide fotos taget af netop bl.a. Corbijn, så det er helt naturligt, at filmen er i sort-hvid (ligesom det var både naturligt og nødvendigt, at Schindlers liste var det).

Nogle har kritiseret, at personerne i filmen, her specielt de endnu levende Peter Hook, Bernard Sumner og Stephen Morris, fremstår så decideret umodne og til tider fjollede. Men vi glemmer tit, hvor unge, de alle var – alderen forklarer meget. Ian Curtis blev kun 23. Reelt var de, der tog Joy Division allermest alvorligt, vel også deres fans.

Det er for mig interessant, at “filmbandet” bestående af de fire skuespillere faktisk laver nogle mere end hæderlige udgaver af Joy Divisions sange. Det er ikke de teknisk sværeste numre at spille, men til gengæld kræves der en del for at ramme den rugende, dystre stemning på en ordentlig måde.

Filmen skal også have ros for at give et nuanceret og formodentlig meget realistisk billede af, hvordan det er at være ung og skulle leve med at have et handicap; Ian Curtis var epileptiker.

Og endelig gik det op for mig, at det faktisk var på Kurt Cobains dødsdag, at jeg endte med at se Control (og at Ian Curtis døde på min datters fødselsdag, omend mange år tidligere).

En interessant krølle er at Sam Riley, der spiller Ian Curtis, i det virkelige liv er kæreste med Alexandra Maria Lara, der i filmen er hans belgiske elskerinde Annik Honoré. Alexandra Maria Lara er af nogle nok bedst kendt i rollen som Hitlers sekretær Traudl Junge i Der Untergang.