Søren taler et andet sted om den berømte dyst mellem Manchester United og West Bromwich fra 1977, som den bedste TV-tipskamp nogensinde. Husker nemt WBA’s Cyril Regis og Laurie Cunningham i Old Trafford-mudder og fremstormende løb, men har selv en anden favorit; 16. december, 1972 tog Crystal Palace – iført sæsonens stilfuldt Ajax-inspirerede hjemmebanetrøje – i det sydøstlige London imod Manchester United. En af den slags absorberende kampe, der fik mange af os gjort forelsket i engelsk fodbolds speed, intensitet og drama. Et seværdigt ni minutters sammendrag fra den lørdag eftermiddag på Selhurst Park findes lige her. Don Rodgers må have haft sit livs kamp mod United, der iøvrigt fyrede manager Frank O’Farrell ikke mange timer efter, til fordel for Tommy Docherty. Og Crystal Palace? De rykkede ned i 2. division fem måneder senere. Ikke at det stod i kortene denne eftermiddag. Tag om ikke andet klippet som blød startterapi for enhver Mascherano-hangover og Manc-depression efter i går.
Hmmmm… Mascherano smilende? Og han var bare henne og spørge? Det var ikke den Mascherano jeg så 🙂
Han brokkede sig nonstop gennem den halvleg, og om noget viste Bennett en engels tålmodighed ved først at smide ham ud efter små tre kvarter. Og det var temmelig tydeligt at det var for vedholdende brok – det kan man altså også…
Det er bizart, når Benítez så endda bagefter vil have indkaldt Bennett til møde om hvad man gør – hvad man gør er at lade være med at kværulere konstant, og så i øvrigt at forlade banen nogenlunde frivilligt når man har fået et rødt kort…
Jeg husker godt den sommer. Jeg var på ferie i England og købte faktisk Southamptons finaletrøje derovre. Jeg var på vej mod de ni år og havde allerede et sundt mishag mod Verdens Grimmeste Fodboldhold, som alle mine fodboldkammerater sjovt nok begyndte at blive fans af.
Ang. drengene i blå/hvide striber fra South Africa Road, Shepherds Bush:
http://www.youtube.com/watch?v=uo3bIhoWqE8
Se fra ca. 2:00 Q.P.R. miste mesterskabet i sidste runde til Liverpool, samt S’hampton’s FA-Cup-finalesejr over Manc United samme år, 1976, the hot summer punk broke. Og så er der endda et mål af Kevin Keegan fra L’pool’s samtidige UEFA-cup-sejr over Club Brügge…
En legendarisk kamp behøver desværre ikke at være god.
Hvem husker Vesttyskland-Østrig ved VM i 1982? Førstnævnte skulle vinde for at gå videre, sidstnævnte måtte ikke tabe med mere end ét mål. Det endte 1-0; efter scoringen tidligt i kampen skete der… ikke noget.
Orv Søren… Troede kun det var mig, der havde en svaghed for the Mighty Superhoops og ikke mindst deres meriterende sejr på det skrækkelige sted, som vi i den blå og hvidsribede del af London ynder at omtale som the Dennis Bailey Memorial Stadium…
Tænk der allerede var så stille på Old Trafford dengang! Vildt også i søndags, hvor man, ialfald så længe det stod 0-0, næsten hørte Liverpool’s få medrejsende mere end de massivt mange United-tilhængere. Så en del af kampen igen i går aftes, og syntes iøvrigt ikke FA-official Bennett’s præstation vandt ved gensyn.
Al den sidste uges snak om ‘beskyttelse’ af dommerstanden er måske fin nok – for specielt Chelsea og Man United har virkelig tit været efter officials på en decideret aggresivt omringende måde – men når den nye dagsorden så konkret håndhæves i forbindelse med én spiller, der smilende stiller sin dommer et spørgsmål, er det proportionsforvrængende. Ganske som den hetz, der siden er kørt på Mascherano i de engelske medier.
Bennett gav lige inden sin udvisning også Torres et gult kort, for ytring af utilfredshed over konstant at skulle skæres ned af Ferdinand og Vidic, hvorefter Mascherano altså desværre ikke kunne holde sin forundring tilbage. Ærgeligt for ham og Liverpool, at Bennett’s skolemesterattitude satte FA-dommerens egen konduktørrolle højere end den superspændende kamp, en hel fodboldverden havde set frem til.
Ferdinand/Vidic fik herefter lov at sparke videre på Torres, og Ronaldo smed sig ligeledes fortsat rundt i græsset, som et helt dilettantteater på sommerlejr. Fair play-håndhævelsen blev svær at få øje på. God var denne søndag derfor ikke ved topfodbold i England, hvor pedanteri vandt på teknisk knock-out over almen sund fornuft.
Endnu en mindeværdig kamp:
http://www.youtube.com/watch?v=35SXBpIyG_k
Hov, hov. Hvad med FA-cup finalen 1977?
http://www.youtube.com/watch?v=MWnVqBBb93A
Derudover var det et underligt årti, at begynde at holde med United. Måske det var fordi, at alle andre enten heppede på Leeds og Liverpool?
Tak for linket, Jens. Altid en fornøjelse at se MU få tæsk. Husker ikke selv den kamp – men mine forældre havde vist heller ikke fået fjernsyn endnu.
Påskens absolutte højdepunkter var dog Borrings to kasser.
Tak, Vermouth – Man United tabte så ofte dengang, at årstallene let fortaber sig.
Husker tydeligt den kamp. Så den hos noget familie i deres nyopførte parcelhus i Tune ved Roskilde. For at være en smule pedantisk, så blev omtalte United kamp mod West Bromwich spillet 30. december 1978.