Miraklet i De Pijp

Sidste onsdag løb denne side ind i en af den slags vinyloplevelser, enhver pladesamlers drømme er gjort af. I Amsterdam-kvarteret De Pijp ligger second hand-butikken record Mania. På den regnøsende onsdag, hvor jeg kom derind, havde ejeren på disken stående to meterlange singletrækasser, som han var igang med at undersøge. Adspurgt fortalte han, det var en ny samling, en kvinde netop havde bragt ind for at afhænde. Den slags er der intet opsigtsvækkende i, for så mange sælger usentimentalt deres musikalske historie. Som oftest (= altid) bærer brugte plader naturligvis konkret præg af slitage, liv og tidernes gang, men da disse to kasser på disken blev vendt om, stod det straks klart, at denne samling var noget ganske andet.

For i samlingen, hvor der udelukkende gemte sig originale 7-tommere fra 1979-81, bestående af den tids ypperste britiske nye musik, var standen på disse vel +2-300 titler ikke blot opsigtsvækkende god. Nej, singlerne fremstod uden undtagelse som kom de netop fra fabrikken, så uspillede, helt ukrøllede i cover, shiny nye var de. Virkelig en sjælden glæde at stå med hænderne i en gylden tidslomme så perfekt bevaret, men uforklarligt aldrig nogensinde brugt. Mange af de uangribeligt velholdte singler stod endda med dubletter. Og mit udbytte? Havde i forvejen alt det essentielt ønskværdige som fandtes, så købte blot denne fine 7’er med Siouxsie and the Banshees, ikke mindst for at få et konkret stykke med hjem af dette uspolerede stykke hollandske paradis. Det gjorde ondt at forlade record Mania og gå ud i De Pijp’s mørke regnspejlende gader igen.

Skriv et svar