Når rockstjerner bliver myrdet, tager deres eget liv, eller omkommer ved ulykker, holder vi vejret for dem en kort tid, inden livet atter tager videre. Den døde stjerne fastfryses i præcis den tidsalder og på det sted han/hun checkede ud i, og vil for altid i vores kollektive billede være fastlåst der. Læs navnet Jim Morrison og rejs tilbage til hippie-burnout a la Paris, 1971. Ian Curtis er lig visionen af tilsodede, industri-nedstyrtende Manchester små ti år senere, klædt i kulsort naturligvis. Kurt Cobain betyder Seattle, 1994, april-regn, ingen Courtney Love, men et jagtgevær, ligesom Jeff Buckley er Memphis, 1997, drukning og altfavnende Mississippi, næsten som Johannes V. Jensen godt 90 år tidlligere beskrev den.

Sangeren og sangskriveren Elliott Smith var ved sin død i 2003 ikke kommercielt så stort et navn som de her nævnte, men inden for sin niche, den intime, elegant melodiske, ofte brutalt nøgne bekendelsessang, var han et sandt es. Gennem et voksenliv med åbenbare problemer spyttede han sange ud, først sammen med punkbandet Heatmiser, siden alene, på en række opsigtsvækkende plader, hvis tyst indtrængende sangstemme, kontroversielle (= suicidale) ord og underspillede lo-fi-produktion høstede uforbeholden anerkendelse. Her i Danmark var Elliott Smith dog symptomatisk ikke større, end at vi kunne opleve hans sky væsen og specielle sange på et halvtomt Rust i 1998, den eneste gang han kom forbi.

Politiet i Echo Park, Los Angeles har aldrig med sikkerhed fundet ud af, om Elliott Smith’s død, forårsaget af to knivsik i hjerteregionen, var mord eller selvmord. Hans sangtekster, selvhadende som de står, peger klart i retning af det sidste, men uanset hvad, gør det ingen forskel. Elliott Smith er væk, vi kommer ikke til at blive beriget mere af ham.

Set på den baggrund er New Moon, den ‘nye’ dbl-cd, virkelig en overraskelse. Elliott Smith skrev og indspillede i et omfang, så langtfra alle sange kunne få pladsbillet på hans plader. Post mortem er der dukket rigtig mange næsten færdiggjorte optagelser op, hvoraf 24 af de bedste fra 1995-97 – hans nok mest kreative periode – er blevet shinet sonisk op og altså nu gives fri under titlen New Moon.

Når rockstjerner dør, udsendes der ofte bagefter mange ting i deres navn. Gerne fordi den familie, som har arvet efterladenskaber og rettigheder, godt vil se valuta. Et eksempel på det er Jeff Buckley, hvis mor ikke har ligget på den lade side med sin bankrådgiver. Tilsvarende har Courtney Love også solgt grundigt ud af Kurt Cobain’s private demoer og skriverier, selv hans dagbog findes vist nu udgivet. Og sådan er det tit. Fint for business, men ofte knap så befordrende for artistens eftermæle, der vel ikke fortjener at blive punkteret af mere eller mindre tvivlsomme produkter, hvis indhold først – og ofte med god grund – blev gemt bort af artisten selv.

New Moon er heldigvis ikke sådan en udgivelse. Ingen følelse af uinspireret materiale eller overkill her. Selvom sangene, som næsten altid hos Elliott Smith, mest dealer med drugs, misbrug, tvivl, selvhad, ensomhed, frustration, vrede, you name it, er det ikke nogen mørk nedtursspiral de lokker ind i. En omstændighed der skyldes Elliott Smith’s ligefremme, fortællende stemme, og så hans suveræne tag på hjemsøgende melodi. Resten er flygtige Beatles-akkorder og hviskende stilhed. De bedste optagelser her står ikke tilbage for noget han udsendte mens i live. En større ros kan New Moon vel næsten ikke få…