The golden age of pop

Dags dato 1985 debuterer Birmingham’s Fine Young Cannibals med en af de førstesingler man positivt husker. De tidligere medlemmer af 2 Tone-bandet The Beat Andy Cox og David Steele har fundet sangeren Roland Gift, hvis specielle stemme deres nye musik (med ikke så få reminiscenser fra deres gamle band) ligger perfekt til. Her er de på BBC’s Top of the Pops få uger efter med hele pakken, der også visuelt vil frem i verden…

Casino Marc

Marc Almond forbereder udgivelse af sit coveralbum I’m Not Anyone med en ny single i dag, hvor han giver en absolut kampduelig udgave af Rita and the Tiaras’ northern soul-perle ‘Gone With The Wind (Is My Love)’. Almond, der tidligere med Soft Cell har versioneret northern soul på numre som ‘Tainted Love’, ‘What’, ‘Down In The Subway’ og ‘The Night’, lyder jo mere vital end længe her…

No future!

Rockmusik med konkret modtager på? Sjældent i dag, men ikke i 1977, hvor den engelske punk-generation for alvor begynder at udkomme på vinyl, ofte via 7″er-singler, der som medie synes perfekt til punkens korte, koncise form. Dags dato i 77 udsender London’s Sex Pistols således sin anden single, et kulørt frontalangreb på det britiske monarki, der netop det år går over sine bredder i en massiv selvfejring af Dronning Elisabeth’s 25 år på tronen. Sangen der først er gået under navnet ‘No Future ‘er nu ude på plade som ‘God Save The Queen’. England er næsten i oprør over denne uhørte tilsvining af det allerhelligste man har derovre; BBC forbyder straks enhver afspilning af singlen, flere store butikskæder nægter at sælge den, sanger Johnny Rotten overfaldes en sen aften udenfor en pub af en flok royalister med barberknive, ja, der flyder Sex Pistols-blod. Og selve sangen? I dag lyder den først og fremmest som et stærkt, stærkt stykke popmusik med noget på hjerte…

When you’re young

En af mine teenage-års store engelske punk-helte fylder 66 år i dag. For længe siden sang han vredt ovenpå pågående, enkel musik, at det er de unge der kender verden og ved hvad den virkelig handler om. I fredags udsendte den yderst produktive Modfather så endnu et nyt album, der byder på alt fra jazz-influeret soul til skæve akkorder ovenpå motorik-trommer fra grænseområdet til krautrockland. Alt sammen noget man kun kan beundre ham for at have udviklet sig til at lave, men her dagens fødselar Paul Weller med noget musik som jeg anderledes elskede og levede for dengang The Jam – sammen med The Clash – styrede England. Hvad er det egentlig sangere med lukkede øjne ser for sig mens de synger?

Serge & Brigitte

Serge Gainsbourg-fortolkeren Mick Harvey, ham der tidligere var kapelmester i den version af The Bad Seeds der øjensynligt savnes af mange efter Warren Ellis’ kup (han stjal Nick Cave’s opmærksomhed fra Harvey og The Bad Seeds), spiller på Loppen, Christiania i aften. Så det synes mere end almindeligt passende med denne repetitive duet-klassiker mellem Serge og Brigitte Bardot. Der er gangsterfilm på programmet i Frankrig…

Diamond Dogs forever

Hvad er et halvt århundrede? I dag for 50 år siden udsendte David Bowie sin Diamond Dogs. Forleden dag på Dronning Louises Bro havde en ældre hvilende mand dens titelsang blæsende højt ud på sin medbragte boombox. Det lød fantastisk. Her et filmisk tidsbillede fra 1974 af Bowie, der spiller albummets hjørnesten ‘Sweet Thing’, hvorefter følger en personlig og stærkt subjektiv top-8 over albummets regulære numre…

En dal af forladte sange

Catskills, New York-outsiderne The Felice Brothers, der er kendt for høj aktivitet, både hvad angår pladeudgivelser og koncerter, udsender til juni albummet Valley of Abandoned Stars, en samling af nyere sange og demoer som af forskellige årsager ikke har fundet vej til deres egentlige plader. At dømme efter følgende forløber skal The Felice Brothers vist lytte bedre efter i fremtiden, før de igen risikerer at kassere så melodisk stærk en sang som nu denne…

Broen fra glam til punk

November 1973: New York Dolls besøger for første gang London og optræder på BBC’s The Old Grey Whistle Test. En 14-årig Morrissey ser med på TV oppe fra Manchester og er forandret for altid. Mange af de engelske punkbands, der tre-fire år senere skyder frem, nævner ligeledes New York Dolls’ show her som noget af det der har sendt dem afsted mod selv at lave musik. Og ja, de i England så punk-centrale Sex Pistols læner sig tungt op ad både New York Dolls’ lyd og musikalske tilgang, samt ligeså deres heroin-guitarist Johnny Thunders’ snartkommende The Heartbreakers. Uanset hvad så er ‘Jet Boy’ fra debutalbummet her et udsøgt stykke råt New York City-rocknroll…

Beth Gibbons i Maida Vale

Portishead-stemmen Beth Gibbons udsendte soloalbummet Lives Outgrown i fredags. At der også er stor musik i hende på egne ben kan ingen vel længere betvivle ovenpå Out of Season-pladen for år tilbage. Her er Gibbons optaget i BBC-studierne i Maida Vale forleden med sit store og uhyre velspillende band. Hvad er det egentlig sangere med lukkede øjne ser for sig mens de synger?

11.59

Du finder dig selv langt oppe på et nyt årtusinde, i en konstant hektisk trafik af informationer, friktion og lydforurening. Men erindringen – du ved ikke længere om den er en velsignelse eller det modsatte – kræver også sin sin plads og sender dig til stadighed små referencepunkter fra det, du engang kom fra og som skød dig afsted. Små stik der gør virkelig godt, men også lidt ondt, på en og samme tid…

Thåström-kompendiet

Ved annonceringen i mandags af den kommende Thåström-tour kom det frem, at den elektriske guitar i bandet nu overtages af Christian Kjellvander, en nyhed der bragte positiv respons fra Thåström-tilhængere i Sverige. Her kender vi perifert Kjellvander fra de to tidligere bands Loosegoats og Songs of Soil, men en hurtig søgning viste at Kjellvander siden har haft en omfattende solokarriere i eget navn og med eget band. Så nu Kjellvander skal spille med Thåström føltes det i Malmö i lørdags påtrængende at købe hans nyeste soloalbum – sidste års Hold Your Love Still – for at blive klogere på hvad han bringer.

Hold Your Love Still lander en yderst positiv oplevelse, bydende på en alvorsklædt, smukdyster americana-rock – Christian Kjellvander voksede til sit 15. år op i Seattle, Washington – med billedeskabende tekster i et smagfuldt, groundet lydlandskab. Kjellvander’s evner som diskret guitarist er åbenlyse, hans sangstemme ligger i et mørkt register, der omslutter dens rugende musik perfekt. Det skal nok blive godt og slå gnister mellem Thåström og Kjellvander. Her en stærk smagsprøve fra albummet…

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.