Nej, det kan man i overført betydning hverken beskylde Cocteau Twins’ Elisabeth Fraser eller Felt’s Lawrence for at være, snarere præcis det modsatte. Her en nyrestaureret video til Felt’s 1985-single ‘Primitive Painters’, hvor de to synger op mod hinanden. En sang der desværre kun findes som 12″er-single og som album-track på samme års Ignite the Seven Cannons, begge iøvrigt produceret af Cocteau Twins’ Robin Guthrie…
15. januar 1983 udgiver Bauhaus karrierens 9. single, den fritstående ‘Lagartija Nick’. To uger senere præsenteres nummeret på BBC’s Top of the Pops, Peter Murphy iklædt sine vanligt amf-knivskarpe kindben og noget der ligner et matador-kostume…
Hvordan kan en plade som Low, der kommer så nutidigt moderne i både sindelag og musik, fylde 47 år i dag?
Herunder går åbningsnummeret på Bill Ryder-Jones’ nye album Iechyd Da, der udkom i går. Har kun hørt hele pladen – den er på ‘powder blue’ vinyl, hmm! – én gang til nu, så skal ikke gøre mig klog på andet end at det hele overordnet lyder ret så lovende på The Wirral/Liverpool-mandens så intime og ofte underspillede måde. Nyd Velvet Underground-korene her…
Al god countrymusik lyder ens, det ved jeg. Her er Katie Crutchfield alias Waxahatchee med en ny sang, der selvfølgelig minder mig om Tift Merritt, H.C. McEntire og mange andre. Katie Crutchfield er ikke fra North Carolina, men fra Alabama – en delstat, der ligger sydvest for North Carolina.
(Jeg opdagede i øvrigt i dag, at også Tift Merritt er født den 8. januar!)
En dissonant fløjte fra helvede, et klaver det falder ovenfra, et sort slips til et ditto jakkesæt, jo, postpunk-jukeboxen spiller lystigt. Her er det ‘4 Hours’, en single med Sheffield’s lidt oversete Clock DVA, vi tog med som cover i bandet Drift, da man lige var kommet ind med firetoget. Originalen her stadig lige billedefremkaldende i dag…
En favorit her på Lodger (1979) har altid været energisk-positive ‘Move On’. Historien om det nummer er blevet, at dets musik i virkeligheden er ‘All The Young Dudes’, hittet David Bowie i 1972 forærede til Mott The Hoople, bare spillet baglæns. Kan det virkelig være sandt? Tjek selv…
Davis Bowie’s dødsdag i dag, her med rå filmoptagelser fra Rainbow Theater i London, 1972, til den sang som til april er slutnummeret på Waiting in the Sky, det RSD-album der udsendes med Ziggy Stardust som pladen først var tænkt i sequence, inden en lille håndfuld numre blev trukket ud og nye kom til. Otte år uden Bowie i dag, alligevel er han her jo næsten lyslevende. Musik kan.
Paris fik en vej opkaldt efter David Bowie i går, hvor man altså fra nu af altid vil kunne køre galt i den samme bil. Tænk alligevel at det er lykkedes den franske hovedstad at komme før Berlin, der virkelig har sovet i timen i den henseende. Rue David Bowie ligger på venstre flodbred i 13. arrondissement lige mellem Gare D’Austerlitz og Seinen.
Vi er i dag præcis 11 år efter den morgen, da David Bowie ovenpå otte års fravær pludselig uden varsel var tilbage med denne forunderlige sang af bittersød reflektion og forgangen tids længsel, centreret omkring Bowie’s hurtige år i Berlin. Vi er også på Bowie’s egen fødselsdag, og Elvis Presley ville kunne være blevet 89 i dag, wow! Og sidst men ikke mindst er vi på denne sides Webmaster Pastors fødselsdag. Solen stråler gennem frost, der er hvid sne på tagene, ja, det er rigtig vinter, vi ønsker ham et stort og hjerteligt tillykke. Musikken dertil bliver her førnævnte sang, som en Bowie-tilhænger på YouTube har iklædt levende billeder fra Christiane F – Wir Kinder Vom Bahnhof Zoo. Ja, det lyder corny, men resultatet er sine steder forunderligt gribende både for musik og film, det selvom den font, der stenograferer teksten ud undervejs, er helt fejlcastet. Tillykke, Hans!
The Velvet Underground’s ‘Pale Blue Eyes’ fra NYC-bandets tredje album er et specielt og elsket nummer for mange. Her sangen i en udsøgt cover, begået og udsendt på single i sommeren 1984 af Orange Juice’s Edwyn Collins og Bourgie Bourgie-sangeren Paul Quinn. Det er naturligvis sidstnævnte der her ruller sin fløjlsbløde stemme ud på Lou Reed’s sang, og også hans ansigt der pryder forsiden af pladecoveret…
Ja, det er en skam med stærke bands, der ikke rigtigt bliver værdsat i deres eget hjemland. England er ellers en nation som i den grad lever sin egen musik ud, men alligevel er der ting som falder igennem. Som f.eks. Depeche Mode, der aldrig er blevet taget helt alvorligt i Storbritannien på samme massive facon, de er det i Europa, ligeså Nordamerika. Eller dem det drejer som om i denne post, nemlig Mark Hollis’ Talk Talk, der trods enorm popularitet i det kontinentale Europa til sammenligning har levet en skyggetilværelse i hjemlandet. Tag nu deres to 1984-hitsingler ‘It’s My Life’ og ‘Such A Shame’, der skabte bandets medvind hos os. De to nåede ikke engang blandt top-45 på den engelske single-hitliste. Var det mon så fordi briterne ikke har sans for – eller sætter pris på – den nærmest triumferende (europæiske) melankoli begge disse numre bød så skamløst på? Selv må vi da her tilstå stort hjerterum for dem begge. Specielt ‘It’s My Life’ er sådan en 7″er, der til enhver tid vil komme med på en desert island disc-liste. I dag er det 40 år siden ‘It’s My Life’ blev udsendt som forløbersingle til albummet af samme navn. Vi markerer den runde Talk Talk-dag med at tage en vild playback-afspilning fra et italiensk TV-show samme år. Musik kan.
Og nu tænker du nok, hey, Talk Talk er godt nok skudt af der, men de kan garanteret ikke spille i virkeligheden. Men sådan er det ikke, og der findes bevismateriale. For her er vi i 1986, Talk Talk er i Montreux, Schweiz, kun godt en måned før de gæster Valby Parken sammen med New Order og Depeche Mode…
I går havde både R.E.M.’s Michael Stipe, New Order’s Bernard Sumner, Talk Talk’s nu afdøde Mark Hollis og Cocteau Twins’ Robin Guthrie’s fødselsdag, men i dag er det et album som kan fejre år. 5. januar 1979 udsender Elvis Costello and the Attractions Armed Forces, der med sin mere imødekommende lyd og fængende melodiske sange bliver en af det års centrale udgivelser, der cementerer Costello som en af efterpunkens mest hørte britiske sangskrivere. Normalt ville man logisk markere Armed Forces med en af dets to singler, den nærmest Abba-melodiske ‘Oliver’s Army’ eller bittersøde ‘Accidents Will Happen’, men nutiden kalder nok mere på det bonus-nummer, der kun findes på den nordamerikanske version af pladen; ‘(What’s So Funny ‘Bout) Peace, Love And Understanding’…
Fra Orange Juice i Glasgow den korte tur over til dog så helt anderledes Edinburgh, hvor Josef K, deres labelmates på Postcard Records, holdt til. Her singleudgaven af ‘It’s Kinda Funny’, der siden optræder i en genindspillet version på Josef K’s enlige album, den monokromt skramlende mesterplade The Only Fun in Town (1981). Men denne mere lavmælte og intime version er nu også værd at høre, for man tænker jo nærmest, det lyder som Joy Division der står og spiller dæmpet i en lille dagligstue. De elektroniske trommer i de omkvæd er heller ikke uden akavet skotsk charme. Videoen her er uofficiel, lavet af en Josef K-tilhænger som den er, men af den slags virkelig i den heldige/dygtige ende. Musik kan.