45 år siden i dag at håbefulde Joy Division gik i BBC’s studie i Maida Vale i London og indspillede deres første John Peel-session for BBC. Og hvordan lød Joy Division så et halvt år før Unknown Pleasures blev udsendt? Overordnet interessant at bemærke, hvordan fraværet af JD/Factory-producer Martin Hannett – Bob Sargeant producerer her – får dem til at lyde langt mere som et almindeligt rockband. Men lyt selv…
Disco onsdag
Denne formiddag har Pet Shop Boys udgivet singlen ‘Loneliness’, samt løftet slør for det nye PSB-album Nevertheless, der udkommer til april. Tennant/Lowe og svenske ABBA har jo den særegenhed tilfælles, at deres hver for sig forfinede musik udgår fra det meget smalle ingenmandsland mellem skamløs popmusik og forfinet musical-schmaltz. Det er med lettelse man konstaterer, nye ‘Loneliness’ helhjertet bekender sig til førstnævnte genre…
En mesterfotograf er død
Farvel til den engelske Black Country-fotograf Brian Griffin, der døde i går i London. I denne del af verden har vi værdsat ham ikke mindst for hans mange fornemme billeder til rockmusik, både af især dens britiske udøvere og dens cover-artwork, som ville have ikke så lidt fattigere uden hans ofte natur- og landskabs-favnende skud. Hvil i fred, Brian!
Punk mandag
En af de mest udsøgte tidlige engelske punk-7″ere er EP’en Spiral Scratch, debutudgivelsen som Buzzcocks selv indspillede og udsendte for et budget på £400 på deres eget lille New Hormones-selskab. Datoen for udgivelsen var 29. januar 1977, situationen at forsangeren på indspilningerne af EP’ens fire numre er Howard Devoto, som meget snart skulle forlade Buzzcocks og istedet danne Magazine. Hans snerrende vokale tilstedeværelse giver naturligvis et mere kynisk udtryk, end når Pete Shelley siden nærmest bittersødt synger i Buzzcocks. Nyd herunder de fire Martin Zero (Hannett)-producerede numre fra Spiral Scratch, der siden er blevet berømmet for sin vitale no nonsense-punk, for den berømte to-toners ‘guitarsolo’ i ‘Boredom’, men også overordnet for at vise vejen for så mange andre nye bands til selv at udgive deres plader udenom den etablerede pladeindustri, en indtil Spiral Scratch uhørt kotume. Buzzcocks selv skulle snart blive signet til store United Artists og naturligvis få en meget mindre lo fi-krads lyd, så EP’en her fanger dem perfekt i deres allerførste fase; helt nye, sprøde og uden filter…
Glen Campbell efter døden
Nu kommer der et posthumt album, hvor kendte nulevende sangere synger duet med Glen Campbell – lidt på samme måde som Natalie Cole sang duetter med sin afdøde far. Det er en underlig øvelse, synes jeg.
Og så kan jeg se, hvem der er med. Den usympatiske Eric Clapton, der gennem en menneskealder har forklædt sig som syngende formningslærer, men reelt bare er en ikke-rehabiliteret racist og konspirationsteoretiker, er med. Til gengæld er manden, der skrev “Ghost On The Canvas” til Glen Campbell, nemlig Paul Westerberg, ikke med. Jeg håber at fraværet simpelthen skyldes at Paul Westerberg i al stilfærdighed har trukket sig tilbage som sanger og sangskriver, sådan som jeg længe har fornemmet.
(Paul Westerberg er til gengæld med i den oprindelige musikvideo til sangen – prøv at lede efter den på YouTube.)
Før det moderne gennembrud
Soft Cell’s kradse debutsingle, nogle måneder før efterfølgeren ‘Tainted Love’ i sommeren 1981 gør Leeds-duoen til regulære popstjerner, peger måske ikke ligefrem i retningen af en fremtid i Smash Hits og på Top of the Pops for de to, men heftig er den ialfald. Og i omkvædets ‘hi dear, bye dear’ findes jo allerede tegningen til titlen ‘Say Hello, Wave Goodbye’…
Bela Lugosi lever
45 år siden i dag Bauhaus gik i studiet og indspillede debutsinglen ‘Bela Lugosi’s Dead’, en ni minutters dunkel sag med kvikke dub-effekter, der sin længde taget i betragtning kun findes som 12″er. Efter sigende er nummeret her en first-take og ovenikøbet første gang sanger Peter Murphy åbner sin mund for at synge i en mikrofon…
Smile if you mean it
En musik der kan lindre mod den dystopiske tilstand kaldet januar? Forløbersinglen og titelnummeret til det nye album i morgen med Radiohead-styrmændene Johnny Greenwood og Thom Yorke’s The Smile er ikke det dårligste bud. Selv har jeg ikke været tunet ind på hverken Radiohead eller de mange andre sideprojekter derfra siden In Rainbows (2007), så her føles dette nummer både som et skud velgørende fortid og (måske) en ny begyndelse…
Don’t give a f*** anymore 👍
En musik der kan lindre mod den dystopiske tilstand kaldet januar? Den nye single ‘Bliss’ her med Arab Strap er ikke det dårligste bud. Det kommende album hedder iøvrigt I’m totally fine with it 👍don’t give a f*** anymore 👍. Og ja, de håbløse thumbs up-ikoner er med i titlen, skotsk humor kan være knastør…
Golden years indeed
Station to Station fylder 48 år i dag. Tillykke herfra til mesterpladen – indspillet i Cherokee Studio i Los Angeles på en Bowie-diet af mælk, rød peber og kokain, intet mindre – med en afspilning af dens luftige slutnummer, David Bowie’s cover af Nina Simone’s cover af Johnny Mathis’ ‘Wild Is The Wind’…
Mary Weiss RIP!
Det gør os ondt at høre forsanger Mary Weiss fra Queens, NYC’s The Shangri-Las, der vel er den bedste klassiske amerikanske girl group fra 60’erne, kun for alvor rivaliseret af The Ronettes, er gået bort, 75 år gammel. Her skal hun også høres i hovedrollen på den mesterligt iscenesatte ‘I Can Never Go Home Anymore’…
The Killing Moon
Denne dato for 40 år siden er en stor dag for Liverpool’s Echo and the Bunnymen, der udsender første single fra det nye og fjerde album der vil udkomme til maj. ‘The Killing Moon’ er ikke bare en stort anlagt sang af nærmest Scott Walker’sk snit, men byder også på en radikal ny Bunnymen-sound. Væk er det helt traditionelt besatte og hårdtspillende rockband, istedet afløst af lette whiskers, svævende strygere, et mægtigt klaver og luftige akustiske guitarer. Samt en oldskool-romantisk sværmen for, uhm, naturens krafter og skæbnens lunefulde spil. En engelsk klassiker er født…
JAMC goes synth-pop?
‘Chemical Animal’ er en ny og meget anderledes single fra Reid-brødrene som forsmag på albummet Glasgow Eyes, der udgives senere på vinteren…
Introducing…Boeckner!
Dan Boeckner, især kendt som en af de to frontmænd i canadiske Wolf Parade, men også for sine mere afsøgende projekter i bl.a. Handsome Furs, Operators og Divine Fits, udsender til marts sit første album under efternavnet Boeckner. I går blev denne forløbersingle kaldet ‘Lose’ sendt i omløb. Som så ofte før er Boeckner også her en elektrisk forsanger…
Harmony in my head
I de klassiske Buzzcocks-år i slut-70’erne var det Pete Shelley som sang på bandets ultrakorte, bittersøde punk-singler. Men der er en undtagelse. ‘Harmony In My Head, den vistnok 8. og sidste entry på den kronologiske paradeopsamling Singles Going Steady (1979), er skrevet og sunget af Buzzcocks-guitarist Steve Diggle. Huskede den som lidt grov i det, men et genhør forleden gjorde underværker. Diggle synger de kværnende vers forceret punk-aggressivt, faktisk som er han til audition for Hugh Cornwell’s job som sanger i The Stranglers. Det kan man godt få nok af, men der er mening med galskaben, for de påtrængende vers er den perfekte ramme for det helt anderledes sødmefyldte omkvæd at forløses i. Specielt da Buzzcocks laver breakdown på det efter 2. omkvæd ønsker man, de bare skal blive ved og ved i dets cirkulære bevægelse. Det er også Diggle som playback-synger de omkvæd på TV-optagelsen herunder, men i disse engang så Buzzcocks-trænede ører lyder det mere som Pete Shelley’s stemme. Under alle omstændigheder en fornøjelse at genopdage denne sidste single før bandet – måske ansporet af deres engelske tour i efteråret 1979, hvor et supportband ved navn Joy Division efter sigende viste dem skriften på væggen hver eneste aften – søgte fornyelse og i den bevægelse mistede den centrale naturlighed i udtrykket, der gjorde dem så specielle…