Ja, det er en skam med stærke bands, der ikke rigtigt bliver værdsat i deres eget hjemland. England er ellers en nation som i den grad lever sin egen musik ud, men alligevel er der ting som falder igennem. Som f.eks. Depeche Mode, der aldrig er blevet taget helt alvorligt i Storbritannien på samme massive facon, de er det i Europa, ligeså Nordamerika. Eller dem det drejer som om i denne post, nemlig Mark Hollis’ Talk Talk, der trods enorm popularitet i det kontinentale Europa til sammenligning har levet en skyggetilværelse i hjemlandet. Tag nu deres to 1984-hitsingler ‘It’s My Life’ og ‘Such A Shame’, der skabte bandets medvind hos os. De to nåede ikke engang blandt top-45 på den engelske single-hitliste. Var det mon så fordi briterne ikke har sans for – eller sætter pris på – den nærmest triumferende (europæiske) melankoli begge disse numre bød så skamløst på? Selv må vi da her tilstå stort hjerterum for dem begge. Specielt ‘It’s My Life’ er sådan en 7″er, der til enhver tid vil komme med på en desert island disc-liste. I dag er det 40 år siden ‘It’s My Life’ blev udsendt som forløbersingle til albummet af samme navn. Vi markerer den runde Talk Talk-dag med at tage en vild playback-afspilning fra et italiensk TV-show samme år. Musik kan.
Og nu tænker du nok, hey, Talk Talk er godt nok skudt af der, men de kan garanteret ikke spille i virkeligheden. Men sådan er det ikke, og der findes bevismateriale. For her er vi i 1986, Talk Talk er i Montreux, Schweiz, kun godt en måned før de gæster Valby Parken sammen med New Order og Depeche Mode…
Er det helt ved siden af at kalde talk talk for det mest undervurderede band målt på fantastisk musik, fremragende sangskriver og sanger, samt en imponerende musikalsk spændvidde og udvikling?
Vi er altså helt oppe og støde hovedet mod hitlister, når vi snakker de her to numre fra Talk Talk. De er godt tossede de englændere, at de ikke værdsatte Talk Talk mere, end det var tilfældet.