Det syntes dejligt Echo and the Bunnymen i 90’erne pludselig blev gendannet og kom tilbage. Men skal man være usentimentalt ærlig, så har kvaliteten af Liverpool-bandets tidligere så opløftende musik siden ladet meget tilbage at ønske. Ian McCulloch’s stemme, engang så himmelstræbende og nuanceret, har ikke overlevet sin ejers berygtede faste gang på Liverpool’s tilrøgede pubs uden alvorlige men i det høje register, og at den engang så spændstige rytmesektion er blevet afløst af en lokal cementblander-duo skulle aldrig være nogen kvik idé. Så det er ikke den himmelstræbende rock a la Heaven Up Here (1981) man skal høre nutidens Bunnymen forsøge sig – og snuble – i, men derimod de glødende ballader, bandets nuværende tilstand langt bedre mestrer. En af de fineste fra nyere tid af disse hedder ‘Rust’ og blev singleudsendt for 24 år siden i dag. Havde Liam Gallagher, Richard Ashcroft, ja, Robbie Willams indsunget og udsendt ‘Rust’, ville sangen være standardklassiker på de voksnes karaokebarer i Nordengland hver søndag aften. Men med Bunnymen her er det bare en skjult perle…
Husker vi købte denne single på udgivelsesdagen 14. marts 1983. En stor omstilling efter Scary Monsters-albummets informerede rockmusik. Pludselig anedes her med et David Bowie’s ønske om at træde ind under scenes allerstørste projektør, hvor det helt brede publikum ville kunne se, høre og forstå ham. Men hvordan lød dette nye Nile Rodgers-producerede stykke state of the art-pop så for os andre, der kendte ham i forvejen? Præcis som i dag: Anderledes lyst, let og så friskt som smagen af en hel tube ny Colgate. Dette, den perfekte popstjerne, var endnu en rolle kamæleonen David Bowie kunne spille med overbevisning. ..
Det unge Birmingham-geni Lawrence med hans og Felt’s fjerde single, juni 1983. Har popmusik lydt så drømmende perfekt før eller siden?
I didn’t want the world to know That sunlight bathed the golden glow Loneliness is like a disease Triggers off my sense of unease I was lonely till I found the reason The reason was me Oh, Penelope Tree Why don’t you just enter the night? Why don’t you just do what you like? Loneliness and all that heartache That’s something I just can’t take You’ve got your head on back to front That’s easy, so easy for me Oh, that’s easy for me You know that’s easy for me Oh, Penelope Tree Hey, tell me: Why are you so scared? It’s like the beginning Go there Goldmine trash seeks brave dark warrior What are we doing and why are we here? Why must we die? Oh, no no no, that’s easy, so easy for me Oh, that’s easy for me You know that’s easy for me Oh, Penelope Tree For me Oh, Penelope Tree…
Vi hører på vandrørene, det denne regngrå mandag er syv år siden Kent med en selvmytologiserende video bekendtgjorde sit eget farvel som band. Eskiltuna-drengenes opløsning gjorde ikke på nogen måde verden bedre, tværtimod, men et mere effektivt eksekveret farvel-telegram end dette er vel aldrig blevet sendt afsted af noget livstræt poporkester…
56 år siden i dag at debutalbummet med The Velvet Underground & Nico udgives på Verve Records. Andy Warhol har designet coveret, betalt for indspilningerne og overtalt bandet til at have Nico med her. New York City er rammen for lyden; monokrom, illusionsløs og kantet, med VU i skarp kontrast til den samtidige musik fra Californiens hippie-oprør. Umiddelbart er Bananpladen ingen succes, uden noget salg og groft overset, men i dag står den vel som en af de mest indflydelsesrige rock-udgivelser overhovedet. Her en af dens uforglemmeligt særegne numre. Lou Reed’s uforstillede sangstemme skal verden med tiden komme til at sætte større pris på, men her, for allerførste gang, må den for mange have lydt foruroligende illusionsløs og depraveret…
Spillede i Birkerød lørdag aften. Tænkte i den forbindelse deroppe på den lokale CV Jørgensen. Her en af dennes stærkeste sange sunget af en anden Jørgensen, der med sit nye musikalske projekt selv spiller på samme scene i Birkerød næste weekend…
I Kolding må der i slut-60’erne have boet en pige eller ung kvinde, der kunne lide soul. For i den lokale pladebutik Jungle Records stod der denne formiddag en håndfuld brugte singler fra dengang med navnet Tove Jensen skrevet sirligt bag på coverne. Blandt sange med Otis Redding, Wilson Pickett og Marvin Gaye fandtes denne, P.P. Arnold’s fine version af ‘Angel In The Morning’, udsendt på Andrew Loog Oldham’s mod-hippe Immediate Records i 1968. Vi ved at Led Zeppelin’s John Paul Jones har arrangeret smagfuldt her. Men vi ved ikke hvad der blev af soul-begejstrede Tove Jensen fra Kolding…
Den næste nye sang fra det kommende DM-album. Den her helt uden førstesinglens popshine og sødmefulde melodi, men til gengæld med et indsat korstykke, der giver besynderlige mindelser om Champions League-hymnen…
Før de skifter personale, justerer kurs og overraskende slår igennem som hitliste-superstjerner med state of the pop art-mesterstykket Dare (1981) er Sheffield’s The Human League en anderledes tværgående størrelse, der ved hjælp af moderne isenkram og alternative sangstrukturer skaber en musik, der lyder af en anden og kommende verden. I maj 1981 udkommer Travelogue, den første konstellations andet og bedste album. Her åbningsnummerets historie om et monsterhit ude fra rummet, der på sin vej op af hitlisten forsvinder alle dens andre sange, samt sluger de pladebutikker der sælger ‘the black hit of space’ og menneskeheden som sådan, for tilsidst at fortsætte sin himmelflugt fra nummer 1 videre op i de negative tal. De her tillagte levende billeder er fra en samtidig The Human League-promooptræden på østrigsk TV…
Detroit’s kridhvide kulsort-malende dommedagsprofeter fra Protomartyr varsler i dag nyt album til juni. En ny single derfra er samtidig sendt afsted. Make way!
‘Blue Monday’ var øjeblikket da New Order smed sin sidste skygge af Joy Division, og helhjertet rakte ind i popmusikkens elektroniske fremtid. En monumental 12″er-single der i sin tid ikke lignede eller lød som noget andet, og som den i dag stadig bærer på et løfte om lys fremtid. ‘Blue Monday’ blev udsendt 7. marts 1983, altså i dag for 40 år siden…
