
Murder on the dancefloor


Varme tanker til Henrik Hall, der i morgen ville være blevet 75…
Her er et nummer med Courtney Marie Andrews fra hendes ganske udmærkede album Loose Future, der udkom sidste år. Hun kommer i øvrigt snart til Danmark, nemlig til København, hvor hun giver koncert i Vega den 17. marts.
Er der ikke bare de dage, hvor ‘Lady Stardust’, åbningstracket på side 2, er måske det allerbedste øjeblik på et album, der ellers har så mange af dem, nemlig David Bowie’s 1972-smash The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars? Det hele forløses i sangen så forbilledligt i omkvædenes gentagende ‘and he was alright…’, hvor selv den mest uelskelige outsider indirekte inviteres indenfor i varmen og får sig lidt inkluderende accept. Andre dage er det en af de Mick Ronson-hæsblæsende amfetamin-rockere der løber med opmærksomheden, men lige i dag, nej…
Siouxsie Sioux har dette kommende forår med fem shows – fire europæiske og et nordamerikansk – sine første liveoptrædener siden 2013. Dengang for ti år siden var det helt naturligt med setlister, der trak tungt på kataloget med hendes da forlængst opløste The Banshees. Kunne Siouxsie mon være en mulig tilføjelse til det allerede opløftende juni-program, den nye store københavnske festival SYD FOR SOLEN har præsenteret? Her anden single fra Superstition (1991), det overraskende lyse og næstsidste Siouxsie and the Banshees-album…
Hvad er The Specials’ bedste single? Formodentlig vil ni ud af ti pege på zeitgeist-stærke ‘Ghost Town’, men slentrende ‘Do Nothing’, dens single-forgænger fra december 1980 med Terry Hall i tilbagelænet storform, er heller ikke noget dårligt bud. Her sidstnævnte fra The Specials’ optræden med den på Top of the Pops…
Favoritsinglen her med amerikanske Neil Diamond er hans så suverænt førte ‘Solitary Man’, men der er andre fine bittersøde bolcher i den New York City-fødte sangers slikpose. Lørdag formiddag i sydfynske Svendborg dukkede således nedenstående 1967-single – der i dag nok mest er kendt for Urge Overkill-coverversionen i Pulp Fiction – op i en singlekasse. Bingo!
Basildon-drengene på amerikansk TV med den nye single…
Af en eller grund skulle der gå meget lang tid, inden jeg blev mindet om The Ukrainians, der begyndte som et sideprojekt for Peter Solowka – oprindelig guitarist i The Wedding Present fra Leeds (dem er der sikkert læsere, der kan huske). Som efternavnet antyder, har Peter Solowka ukrainsk baggrund. Тебе Жду betyder i øvrigt “Jeg venter på dig” – både på ukrainsk og på russisk.
The Clash’s Paul Simonon – der i tiden med dem sang uskolet men fornemt for på både ‘Guns Of Brixton’, ‘The Crooked Beat og ‘Red Angel Dragnet’ – i et nyt duo-samarbejde med den engelske sangerinde Galen Ayers. De høres begge to her på ‘Lonely Town’, en forløbersingle til det Tony Visconti-producerede album Can We Do Tomorrow Another Day?, der udsendes til maj. Har musikken herunder et sydlandsk anstrøg? Tyrefægtnings-maleren Simonon begyndte ialfald de første sange til projektet under et længere lockdown-ophold på Mallorca…
De var måske verdens bedste rockband i slut 00’erne/start-10’erne, men kommerciel medgang undgik dem, så tilsidst kastede de håndklædet i ringen, kaldte den faktuelle opløsning for en ekstrem pause og påbegyndte solokarrierer. Men i november sidste år blev nogle reunion-shows i New York City til april pludselig annonceret, så nogle flere i andre amerikanske byer, så et par aftener til august i London, og nu i dag er The Walkmen blevet offentliggjort til den nye københavnske festival SYD FOR SOLEN i Søndermarken, hvor de – bl.a. sammen med The War On Drugs og Iggy Pop – er på plakaten lørdag 10. juni.

Ned i 1993-rendestenens urolige rus af fucked up ungdomsliv og billige stoffer på Suede’s tredje single, der udkom i dag for 30 år siden. ‘Animal Nitrate’ strøg med sin næsten glamrock-potente swagger direkte ind på den engelske hitlistes 7. plads, det i en skillevejenes kulturtid hvor den slags stadig var muligt. Var selv i England lige omkring udgivelsen, og ‘Animal Nitrate’ var overalt; i pladebutikker, på radio, i klubber. Det var Suede’s tid i UK denne, året før Britpop gik amok og overflødiggjorde Brett & co, der forsvandt som et nærmest elitært sideshow i ladism-bevægelsens forsimplede begrebsverden. Siden skulle Suede gå grueligt meget igennem før den rehabilitering, der de senere år har bragt dem tilbage til et større britisk publikum. Og hvilken stærk single ‘Animal Nitrate’ da heldigvis stadig er i dag…

Det er her det sker. Med ‘This Charming Man’, en af de klassiske britiske singler i rockhistorien, ankommer The Smiths’ allerede på sin anden udgivelse i oktober 1983 som et formfuldendt band, hvor hele pakken spiller optimalt. Selvfølgelig har det hjulpet denne gang at have en rigtig producer – John Porter, der tidligere har arbejdet med Ferry/Roxy Music – til at få styr på det lydmæssige. Men udtrykket og dets renhed er tydeligvis The Smiths’ helt eget. Johnny Marr udviser her allerede – han er kun 19 år! – en forunderlig evne til at skrive musik med en ganske speciel nordengelsk tone og arrangere sine melodiske forløbs fjerlette guitarfigurer i lag. Rytmesektion Mike Joyce/Andy Rourke’s Motown-take på sangens uptempo-friske, uhm, skiffle-pop leveres som det naturligste uden nogen slinger, og den unge Morrissey er noget så (på dette tidspunkt i UK) sjældent som en indie-sanger, der både kan synge og afsøge profileret melodistruktur.
Morrissey’s stilsikre fortælling her om cykelpunkteringen ude i de øde Yorkshire-bakker, hvor en beleven, flirtende mand kommer ham til mere end bare almindelig undsætning, er en usædvanlig og billedstærk novellefilm. Med indbygget social kommentar endda. Og den koketterende unge Morrissey’s falset-skrig der signalerer omkvædskavaleriets angreb er ikke uden triumf. For et nyt popsprog er født, engelsk musik skal tydeligvis aldrig blive den samme som før…
Her i Danmark er det 12″eren man kan købe, 7″eren dukker aldrig op i importkasserne. Men det er måske også fint sådan, for hvor sidstnævnte har den lidt øvelokale-grovkornede ‘Jeane’ på b-siden, kommer 12″eren omvendt med hele to sange af en for b-sider sjældent høj kvalitet. Både ubesværede lette ‘Accept Yourself’ og den underskønt blåtonede ‘Wonderful Woman’ viser flere af de facetter frem, The Smiths vil byde på fremover. Det er Morrissey’s person der umiddelbart lægges mærke til ved dette møde med verden, men det er Johnny Marr’s musik, guitar og mundharpe der maler det fuldkomne billede, han kan stråle i. På 12″eren findes iøvrigt to versioner af ‘This Charming Man’; den rigtige ‘Manchester’-singleversion og – også på A-siden – en ‘London’-version, den første der blev indspillet af de to, som er langt mindre tør i lyden. Hvis man er til f.eks. jinglejangle-klangen på The La’s ‘There She Goes’ vil man nok foretrække denne. Her har den altid været favoritten af de to…
‘This Charming Man’ bringer The Smiths på forsiden af de ugentlige engelske musikmagasiner, endda lige ind på singlehitlistens top-30. Og rundt omkring i engelske byer begynder utilpassede unge, sikkert de der ikke kan se sig selv i Duran Duran-pop, at klæde sig som Morrissey og gå med blomster i baglommen, som de har set ham gøre det på billeder og på den omfattende efterårstour The Smiths giver dette år fra Ormskirk til Colchester. En outsidernes popstjerne er født.
Her demonstrerer Marr lige hvordan sangens musik er sat op. Det lyder måske ret enkelt og ligetil når han spiller det, men det er netop kunsten…
20. februar 1984 udsender The Smiths sit debutalbum, hvor ‘This Charming Man’ (samt disse tre b-sider) kun glimrer ved fravær. En nobel beslutning af bandet måske, men også en der i dag nemt kan stilles spørgsmålstegn ved, da albummet naturligvis ville stå langt stærkere et så uomgængeligt stærkt nummer ombord. Et mønster der iøvrigt skulle gentage sig i The Smiths’ korte karriere, hvor adskillige singler og deres b-sider kunne have højnet albumstandard, var de ellers blevet inkluderet. Omvendt gjorde den politik singleudgivelser med The Smiths ekstra attraktive, så snart man havde luret at guldet ofte kunne ligge kun der. I USA blev ‘This Charming Man’ aldrig udsendt, så som ses herunder var den derfor med på debutalbummet derovre, limet på som sidste skæring af side 1.


En 7″er-fødselsdag vi gerne fejrer for igen at kunne nyde en af David Bowie’s helt centrale singler. 21. februar 1975 udsendes ‘Young Americans’ som forløber til marts-albummet af samme navn. Her den optræden fra Bowie’s coke-berygtede besøg på The Dick Cavett Show…

Depeche Mode pladedebuterer dags dato i 1981 med singlen ‘Dreaming Of Me’. Husker hvor næsten usandsynligt letvægts-friske og uskyldige de lyder hørt først på synthpop-sangen her, samt på single-efterfølgende ‘New Life’. De prikkende én-finger-synths ovenpå den sprøde rytmebox er i februar 1981 tydeligvis lyden af i morgen…