Det var bidende minus 12 grader da Thåström spillede en fredag aften på Orion Teatern i Stockholm lige før jul i år. Kom selv langt over midnat forbi mindepladen ude på frostdampende Sveavägen, hvor Olof Palme blev skudt og myrdet i 1986. Her til aften dukker dette billede så op af dem begge. Palme over til højre ved siden af Björn Afzelius og Imperiet’s nu også afdøde Christian Falk, Thåström helt til venstre, siddende på knæet af Michael Wiehe fra Hoola Bandoola Band, hvis sange ‘Fred’ og ‘Keops Pyramid’ han selv har indspillet. Således giver tingene alligevel en vis mening i denne usammenhængende verden.
Punk rock er blevet voksen. Dags dato 1978 udsender The Clash sin fjerde single. Efter den mere musikalsk sofistikerede ‘Complete Control’ er ‘Clash City Rockers’ en mere grov back-to-basics punk-rocker, hvor man tydeligvis har lånt lidt rif-essens fra egen ‘Capitol Radio’, der så igen skyldte tidlig The Kinks ikke så lidt. Anyways en selvmytologiserende og skarp single i bandets målrettede vej mod det, de er på vej til at blive; Englands vigtigste rockband…
I punken/postpunken kigger utallige navne (Pistols, Wire, Bauhaus, The Associates, Japan, etc.) langt efter David Bowie. Men ikke John Foxx og hans Ultravox, der istedet har zoomet det infrarøde kikkertsigte ind på Bryan Ferry’s Roxy Music, hvis tidlige pladers kantede retrofuturisme Ultravox med dygtighed låner og bruger som eget brændstof. Her Ultravox – længe inden Midge Ure overtog fra Foxx og gjorde dem til et helt andet band – på vesttysk TV med andensinglen ‘Young Savage’ fra foråret 1977…
Svært at lave covers af sine heltes sange og bryde ud af deres skygge. Det må Paul Weller også sande på denne demo-version fra 1980 af The Kinks’ ‘Dead End Street’, der lægger sig ligeså tæt op ad originalen som The Jam gjorde det to år tidligere på deres single-udsendte cover af The Kinks’ ‘David Watts’. Omvendt kan man måske også bare se covers a la disse som en nødvendig og kærligt ment afbetaling på en større musikalsk gæld, der altid vil stå…
Verdens smukkeste hysteri? The Associates’ John Peel-version fra april 1981 af deres egen ‘Nude Spoons’ er et godt bud. Denne første indspilning af nummeret står i al sin hvileløse og anarkistiske sindssyge/genialitet endnu mere fascinerende speedet end den senere officielle og blivende version på Sulk, der udkommer i maj året efter. Billy Mackenzie og Alan Rankine har da slidt hinanden kreativt op, og Rankine forlader The Associates netop som de skal afsted på tour med Sulk…
Lørdag aften deltog Depeche Mode på italiensk TV i den traditionelle San Remo Festival med en gæsteoptræden på to numre. ‘Personal Jesus’ kan vi udenad i søvne, langt mere interessant den nye single ‘Ghosts Again’, der overraskende nærmest bliver ved med at vokse for hver gennemlytning. Om det er sangens glødende melodiske kvalitet eller bare en overreaktion på tidens kalorienærige populærmusik, det skal endnu ikke kunne siges. Jo ældre Dave Gahan bliver, jo bedre synger han øjensynligt, og jo mere bringer hans fysiske fremtræden diskrete mindelser om LS’s egen Dr. Risell. Specielt det sidste er et stort kompliment til Dave…
The Crucial Three, den myteomspundne Liverpool-trio af (for) store egoer, der aldrig nåede nogetsomhelst inden den gik i opløsning, bestod af Ian McCulloch (snart sanger i Echo and the Bunnymen), Julian Cope (snart sanger i Teardrop Explodes) og så Pete Wylie, der ligeledes som forsanger fortsatte med sine Wah! Heat, der var akkurat ligeså lidenskabeligt dedikerede og Merseyside-karakterkæntrende stærke som de to førstnævnte bands. I dag er han sørgeligt nok lidt overset, glemt og borte fra de større scener, men det er ialfald ikke hans dengang fornemt profilerede sangskrivnings skyld. Her en liveoptagelse fra Channel 4 i 1983, et tidspunkt hvor han med Wah! når helt op i top-3 på den engelske hitliste med sin Merseysoul-hitsingle ‘The Story Of The Blues’, der i klassisk Wylie-stil rækker ud efter de helt store følelsers klimaks. Wylie havde lige da med Wah! hele verden – okay så, den engelske del af den – for sine fødder, men i klassisk Scouse enspænder-stil lykkedes det ham at miste momentum og formøble karrieren. Sangene fra hans lift-off er dog ret vidunderlige endnu, hør blot den her startende ‘The Story Of The Blues’ med sit næsten Marc Almond-svævende melodrama…
Her en af denne blogs favoritskæringer fra et nyt, koncentreret semi-klassisk værk (!) med højt til loftet, der positivt ment vil skulle høres mange gange før det kan registreres som kortlagt. Taler om Steen Jørgensen og Marina Botes’ albumdebut denne weekend under navnet Jørgensen/Botes, der forfriskende byder på et for dette land uhørt højt ambitionsniveau…
Pet Shop Boys har netop lagt en ny sangdemo op, sunget i 1. person fra vinklen af en i dissekrigsplagede tider yderst omstridt statsleder. Bliver det hele for fodformet og afkodeligt uinteressant trods de gode intentioner? Måske, men den stærke melodi bærer godt igennem. Bemærkelsesværdigt er det også at Neil Tennant, som sangen udvikler sig et par steder nærmest vrænger med stemmen, noget aldrig nogensinde hørt før i normalt så køligt afmålte PSB, og det endda her, ovenpå en soft klaverballade…
Det er her det starter. 13. maj 1983 udsender Rough Trade de nye og helt ukendte The Smiths’ debutsingle ‘Hand In Glove’. Sangen starter i sit tilbagevendende grundstykke – slet ikke ulig The Beatles’ debutsingle ‘Love Me Do’ – med et ensomt wailende mundharmonika-tema henover tre kontant spillede akkorder. Da versstykket straks ankommer, smart transponeret en hel tone op, åbenbarer Morrissey’s stemme sig. Svært at beskrive i dag hvor anderledes og feminin han straks lyder der allerførst i sine så kokette, forfinede og selvbevidste melodifraseringer. Og hans så følsomme ord som holder fanen højt for de outsidere i livet, han her selv tæller sig iblandt, er også atypiske og nye for tiden. Ligesom det er det, da han tilsidst forudser sit eget personlige nederlag med “Yes, I know my luck too well / And I’ll probably never see you again…” før Johnny Marr’s mundharpe sangen ud atter parafraserer The Fab Four, det bare på en måde så man straks intuitivt ved, der regner meget mere misery ned på Morrissey/Marr’s Manchester end på Lennon/McCartney’s Liverpool.
En markant engelsk debut, men også en usleben diamant, for sangens mix ser sig ikke fri for at være mudret. Det står mest af alt som et slagsmål instrumenterne imellem om at blive hørt. Det vil der blive rådet bod på da denne optagelse mixes om til The Smiths’ debutalbum året efter. Resultatet da er hifi-mæssigt langt mere tilfredssstillende, men de stemmer der argumenterer for denne oprindelige versions charme og integritet har ikke nogen dårlig sag.
Den nøgne mand på coveret – Morrissey’s kald naturligvis – tiltrækker sig straks voldsom opmærksomhed, mere skal der ikke til i den gamle verden af 1983. At han på singlens b-side, en rå liveoptagelse af den nærmest skitsesimple ‘Handsome Devil’ med glimt i øjet synger “A boy in the bush is worth two in the hand / I think I can help you get through your exams / Oh, you handsome devil / Oh, let me get my hands on your mammary glands” får næsten hele The Smiths-snakken i England til kun at handle om Morrissey’s formodede homoseksualitet. Hvilket er synd, for der er så meget mere til historien her end seksuelt sladder; et enestående nyt band, tydeligvis med sit helt eget sprog både musikalsk og i ord, har meldt sig på banen…
Havde den stærke nye Depeche Mode-single her i går. I dag markeres 37-årsdagen for en anden. 10. februar 1986 udsendes forløbersinglen for Black Celebration, der skal udkomme måneden efter. Og ‘Stripped’ er vel det øjeblik, hvor DM smider sit musikalske hvalpefedt og for alvor leverer den grandiøse storhed, popudgivelserne op til da kun momentvis har antydet. ‘Stripped’, en tålmodigt dunkende elektroballade, der får luft under sine brede vinger tilsidst, da det simple men mægtige keyboardtema på tværs af de roligtstående akkorder sætter ind. Og som sådan forvarsler dette nummer vel ikke bare Black Celebration, men overordnet også tilgangen på de kommende mesterplader Music for the Masses (1987) og Violator (1990), der vil skyde DM’s karriere lodret op. Her ‘Stripped’ i den rørende version fra livealbummet 101, indspillet 18. juni 1988 i Rose Bowl, Pasadena, Californien…
Denne nye Depeche Mode-single er blevet udsendt i dag. Engang var de fire i bandet, nu er de to. Martin Gore og Dave Gahan genopfører her i videoen Ingmar Bergman’s Det Syvende Segl (1957), hvori Max Von Sydow spiller skak med Døden. Opløftende med en regulær poptune fra DM igen…
En sangskrivernes sangskriver, en der lavede så elegant svungne sange sammen med sin tekstforfatter Hal David, at næsten alle andre – samtidige som senere – bare måtte træde to skridt tilbage og anerkende den mesterlige musikalitet og enkeltlydende kompleksitet, der gav deres fælles katalog dets helt uforlignelige melodiske tone og overordnede identitet. Og hvor kender man dog mange af de sange, bevidst som ubevidst, når man går en liste igennem med samtlige. Kvalitetspakkede, tidsdefinerende swinging 60’s-pophits med Dianne Warwick, Dusty Springfield, Jackie DeShannon, Aretha Franklin, Carpenters, Gene Pitney, Tom Jones, Herb Alpert blandt de mere kendte. Her to af Bacharach/David’s hits, det ene sunget af Lyngbys egen Scott Walker i 1965, det andet en cover af punkbandet The Stranglers i 1978. Så stærkt defineret var Burt Bacharach melodisk, at hans sangs melodiske klasse ubesværet skinner igennem selv The Stranglers’ soniske, uhm, kvælertag på den…
