Sangen optrådte aldrig på nogen single i The Smiths’ korte levetid, og siden da har den heller aldrig været at finde på de best of-opsamlinger der har genfortalt og genoplivet Manchester-bandets historie. Alligevel er den IMHO vel en af The Smiths’ top-5-sange. Jeg taler om ‘Paint A Vulgar Picture’, gemt væk som tredje skæring på side 2 af opbrudsalbummet Strangeways, Here We Come (1987). En klassisk Morrissey’sk fortælling om musikbranchens kannibalisme, om hvordan selve rocknroll-drømmens renhed fra både fan- og stjerne-perspektiv bliver sparket ned og besudlet af sin egen industri. Ja, klassisk Morrissey-vinkel. Men det er Johnny Marr’s særegne musik der gør sangen så speciel. For på ‘Paint A Vulgar Picture’ giver han Morrissey et unikt musikalsk lærred at male det ovenliggende billede på. Hele midtempo-sangens infrastruktur er en enkel men rytmisk elegant trukket guitar-rundgang, der henover den omkvædsløse sangs mange vers transponeres frem og tilbage i grundtone (mellem D og H), så musikken vel nok synes repeterende, men samtidig har en følelse af altid at være på vej et nyt sted hen; et smart trick. Det hele forløses forbilledligt (omend på uventet vis) da Marr selv efter 6. vers af de ialt 10 (på 2:36) sætter ind med sin første guitarsolo nogensinde. Og selv her i følelsernes tulmultariske kulmination bevarer The Smiths som band beundringsværdigt det kølige overblik i sit kontrollerede spil, det mens Marr’s solo ellers slår gnister til håndklap i både hjerteskærende melodi og guitarens sært nærværende optaget-direkte-ind-i-pulten-lyd. Virkelig et specielt nummer, der ikke lyder som noget andet i The Smiths-kataloget. De nåede desværre aldrig selv at spille det live, men det gjorde Morrissey til gengæld i 1997 på sin på sin tour for både Southpaw Grammar og Maladjusted, hvor bl.a. Store Vega fik fornøjelsen af denne altid for hemmelige Smiths-klassiker. Enjoy!
50-års Raw Power
Sikke en dag i dag for et halvt hundrede år siden, hvis man gik ud og købte Iggy Pop’s eksplosive Raw Power, det ultimative proto-punkalbum. Selv i dag lyder pladens 34 minutters eksplosion af et liv på kanten stadig frygtindgydende utæmmet og lovløs. En moderne klassiker, men definitivt ikke den rette ledsager til en afdæmpet tirsdag aften.
The magnificent…
Normalt falder International Clash Day, hvor The Only Band That Matters hyldes gennem spilning af deres musik, 5. februar, men da den dato i år lå i en weekend, afholdes ICD – for 10. gang – istedet i dag. Vores indsats her er åbningsnummeret fra Sandinista! (1980) tilsat amerikanske billeder af The Clash på besøg i New York City i foråret 1981, lige efter de havde besøgt og spillet koncert i København…
De unge fædre er tilbage
Jeg har tidligere udtrykt min begejstring for denne trio fra Edinburgh, og deres nye album, Heavy Heavy, er ikke dårligt overhovedet. Hermed anbefalet.
Fransk mandag
I 1963 skriver Serge Gainsbourg sin langsomme vals ‘La Javanaise’ om svævende kærlighed til sangerinden Juliette Greco. Hun synger den teknisk langt bedre, specielt den så flot svungne melodi i omkvædet sætter hun langt mere forfinet elegant end Serge. Men hans version har mere sjæl, er mere tidsløs og fri i sin fortælling, så det er naturligt den som står øverst her…
Iggy Pop har indspillet en version på sit chansonflirtende-album Après (2012), og giver der denne vinkel på ‘sangen’La Javanaise’: “I just about flipped when I heard this song. The melody is so beautiful and obviously wounded, but does not become a bummer because of the great chorus and it is true that without love everything is fucked up but at the same time love is kind of a trick and maybe a problem” .
Fransk mandag
Kendte i 1983 en pige der var nede som au pair i Frankrig og kom hjem med et mini-album af et helt nyt new wave-synthband fra Paris ved navn Indochine. Åbningstitelnummeret og singlen derfra ‘L’aventurier’ blev spillet meget det år, stadig en top-catchy popsang i dag med sit mærkværdige mash-up af svajende speedet synthpop og Jørgen Ingmann’sk guitar-twang…
Hands and Feet, please!
Hands and Feet-Remix. Således hedder den bedste version af Depeche Mode’s ‘Enjoy The Silence’, der udkom på single for 33 år siden denne søndag. Alle kender nummeret til hudløshed, alligevel tåler det nemt et givende genhør mens der tælles ned til den nye single ‘Ghost Again’. For så overlegent kølige og majestætiske er dets virkemidler. Ikke ét ord for meget, ikke en lyd, et tema eller et anslag der ikke optimerer. Og så de der berusende, akkordbærende synths som netop er fremhævet på dette remix. Enjoy indeed!
Marquee Moon’s punk-satellit
Efter en Tom Verlaine-præget uge med meget Television på playlister og pladetallerken, da hørtes her til aften 1977-albummet Blank Generation med Richard Hell & The Voidoids. Pretty outlaw-boy Richard Hell var jo ham Tom Verlaine først drømte musik og poetry med i NYC. De lavede sammen bandet The Neon Boys, der hurtigt blev til Television. Hell spillede bass og sang heftigt, deres tidlige set havde ti sange, hvoraf Verlaine sang fire, Hell fire, andenguitarist Richard Lloyd to. Men Verlaine ville musikkens perfektion og lydhørhed, hvorimod Hell var til øjeblikkets vildskab, nuets intuitive fortabelse. To uforenelige størrelser, så Verlaine fyrede usentimentalt sin gamle ven, der skal nævnes var en ret lousy bassist. Helt naturligt nu han aldrig gad øve sig, men hellere villle…leve. Television fortsatte uden ham til hvad de nu skulle blive, mens Hell først startede Heartbreakers (med Johnny Thunders), dog snart fik sit helt eget band, The Voidoids, hvor han endelig kunne være the main man. Et halvt år efter udgivelsen af Marquee Moon udkom Richard Hell & The Voidoids så i september 1977 med Blank Generation. Et langt mere regelret punk-kaotisk og vildt album end Marquee Moon, men alligevel – når det opleves i den kontekst – kan man høre så mange lighedspunkter og referencer til Tom Verlaine’s Television; deres æstetik, tonesprog og hele den kantede måde at spille moderne rockmusik på. Tjek som bevisførelse for den påstand følgende nummer. Iøvrigt en præstation af den dengang narkoafhængige Richard Hell, det efter esserne Verlaine/Lloyd lykkedes ham at finde en guitarist, der i klasse helt kunne leve op til dem; den til da antivariat-ansatte Robert Quine, som siden skulle spille for og med Lou Reed, er også en af de helt store ekspressive New York-guitarister. Han Television-stråler jo også nærmest her på ‘The Plan’…
The Carpenters
Der skete meget i dag for 40 år siden. Det mest tragiske og triste var nok Karen Carpenter’s død af spiseforstyrrelser kun 32 år gammel. Kan du lide The Carpenters? Tænker de er sådan et band, man kun kan klare i meget, meget små doser før det hele bliver for sukret og klaustrofobisk perfekt. Men deres dygtighed udi amerikansk popmusik af reneste 70’er-snit fornægter sig jo aldrig. Vi mindes Karen Carpenter her med denne sides absolutte favorit med dem, 1971-singlen ‘Superstar’, som også Sonic Youth overraskende har lavet en meget, meget fin version af. Men her er det The Carpenters, der altid lød allerbedst på de mest længselsfuldt sørgmodige og fortabte sange…
Nogen fra Manchester
Et nyt band ingen har hørt om spiller i aften for 40 år siden på The Hacienda i Manchester. Det er kun deres tredje show nogensinde. Debutsinglen ‘Hand In Glove’ skal først udkomme fire måneder senere. Sådan lyder og ser The Smiths ud inden de får luft under vingerne…
Dagens 40-års…
Echo and the Bunnymen’s tre’er Porcupine udkom 4. februar 1983, efter sigende i en genindspillet version, da pladeselskabet Korova var utilfreds med første forsøg. Albummet har da heller ikke samme ubesværede flow og fornemmelse af fritflydende intuition som forgængeren Heaven Up Here (1981), og blev som sådan set som lidt af et tilbageskridt. Stadig dog et absolut høreværdigt album med Bunnymen-classics som ‘The Cutter’, ‘Heads Will Roll’ og ‘Back Of Love’ ombord. Halvanden måned efter udgivelsen gæstede Bunnymen iøvrigt Danmark for første gang, en eksplosiv aften på Tre Falke, den lille gamle scene i det daværende Falkoner på Frederiksberg.
Allez les rois de power-pop!
Får et interesseret spørgsmål – tak! – fra en formodet pladeentusiast om, hvilken Buzzcocks-single det var som kom med hjem fra Frankrig. Jo, det var ‘Promises’, endnu en ikke-album-single, denne fra november 1978, jeg fandt i FNAC i Strasbourg i forsommeren 1979. Og også denne med et specielt cover, dog her et virkelig flot et. Hvor det rigtige Malcolm Garrett/Assorted Images-design er sort med skrift/grafik holdt i lilla/lysegrønt, da vælger den franske model (set herover til højre) istedet et godt bandbillede under Garrett’s klassiske Buzzcocks-logo blæst op i rødt på billedets lyseblå baggrund. Oui, c’est trés cool. Og begge singlens sange – bagsiden er ‘Lipstick’ – står som værdige eksponenter for topklasse-Buzzcocks…
Singles going steady
70’ernes punkbølge byder sin vrede tiltrods på overraskende mange helhjertede og virkeligt gode popbands, der er leveringsdygtige i skarpskårne singler efter klassisk pop-melodisk snit. The Ramones, Blondie, The Undertones, The Rezillos, samt ikke mindst Buzzcocks for at nævne nogle oplagte. Sidstnævnte Manchester-band udsender fra 1977-79 otte-ni nær pop-perfekte punk-singler, der i efteråret 1979 samles på albummet Singles Going Steady. En rammende titel, da næsten alle disse Pete Shelley-skrevne sange tager udgangspunkt i uigengældt kærlighed. Den anden af dem hedder ‘What Do I Get’ og udkommer dags dato i 1978…
Buzzcocks-miraklet i Viborg
Buzzcocks’ albums eller singler dukkede ikke op hvor jeg dengang boede. Fandt deres 1978-debutalbum i London, efterfølgeren fra samme år i Malmö City, en lidt senere single i franske Strasbourg, således. Men lige præcis ‘What Do I Get’ var en uforståelig, mirakuløs undtagelse. En eftermiddag i en single-rodekasse i en lille ruin af en døende pladebutik, der lå den pludselig blandt en bunke mere eller mindre obskure europæiske disco/pop-singler. Ikke den engelske med det Buzzcocks-klassiske og grønne Malcolm Garrett/Assorted Images-cover, men istedet en officiel hollandsk bastard-version med et gammelt bandfoto af et ukorrekt line-up, forkert covertitel – ‘What Did I Get’ istedet for ‘What Do I Get’ – samt en anden forkert titel – ‘What Did I Say’ – på selve singlens label. Var lykkelig, selvom jeg hellere ville have haft den rigtige grønne, der først senere lykkedes. I dag er den lidt kiksede hollandske UA-version et samlerobjekt, der ikke sælges for under €200. Det havde vi aldrig set komme den dag i Gravene i Viborg.
Introducing…Wunderhorse!
Bør den her sitrende larm ikke kunne blive til noget? Det eneste vi her umiddelbart ved om Wunderhorse (fra Newquay, Cornwall) er, at Fontaines D.C. sidste år havde dem på som support ved nogle shows i England. Samt at ‘Leader Of The Pack’ her er den bedste sang med den titel siden The Shangri-Las…