Bliver det en lykkelig afslutning på League 1-sæsonen i eftermiddag for Sheffield Wednesday, der med sejr på Wembley over lokal-opkomlingene fra Barnsley kan vinde oprykning til den næstbedste engelske række, der som minimum må være acceptabelt niveau for en klub af så fin tradition og størrelse? Owls-tilhænger Jarvis Cocker vil se sikkert se med, formodentlig lettet ovenpå de første shows i mange år med Pulp denne weekend, hvor dette fremragende nummer ikke fandt vej til en iøvrigt udsøgt setliste…
‘…And I know no-one can ever know, Which way to head. But don’t you remember, That you once said, That you liked happy endings? And no-one can ever know, If it’s going to work, But if you try, Then you might get your happy ending…’
Vestberlin 1977: David Bowie skriver en natlig note til sin producer Tony Visconti. Den drejer sig om nogle nye plader, Bowie gerne vil sørge for at Visconti får skaffet ham næste dag. Og hvilken musik vil Bowie så gerne lytte til den nat i 1977? Læs selv…
I næste måned kommer det, der formodentlig er den definitive biografi om Nick Drake. I bogen fortæller de, der kendte ham bedst, om hans liv, og en af de overraskende beretninger fra dem er den om dengang, hvor Nick Drake mødte The Rolling Stones under Drakes rejse til Marokko. Jeg har aldrig læst noget fra Mick Jagger eller andre fra The Rolling Stones om dette møde (måske fordi de var “bombed out of their minds” ?). Men her er en kort udgave:
By coincidence the Stones were also in the crowd, making a field recording. The friends revived the idea of getting Nick to play for them. Having established that they were staying in an old French colonial hotel, La Mamounia, they went there that evening. Upon discovering that they were in its grand dining room, says Julian, “Rick went in with Nick and told them how great Nick was at the guitar. Nick then played for them.” It’s striking that Nick was willing to perform alone and at close quarters in front of such an intimidating audience. Rick does not recall what he played, but when he stopped, continues Julian:
“We all sat down. It was a large room with a long table immediately on the left, deserted but for the Stones and their entourage. Mick Jagger was at the head, and in my memory Nick sat at the opposite end. It was like a scene from The Decameron, with food everywhere, which they invited us to help ourselves to. We were very grateful, because we were starving. They were bombed out of their minds yet clearly impressed by Nick. At the end of the encounter Mick said to him: ‘You must come and see us when you’re back in London,’ which I doubt he said to everyone.”
Det var Madchester-bølgens pendant til den milepæl Oasis senere og endnu større satte på vegne af Britpop, da de manifesterede egen storhed ved at samle horderne på Knebworth i 1996. Seks år tidligere satte da ligeså zeitgeist-centrale The Stone Roses 27. maj 1990 sin flok stævne på den kunstige ø Spike Island i Mersey-flodens munding. 28.000 i bøllehatte og flares samledes på en flad mark omgivet af Widnes’ kemiske fabrikker til en koncert med det band, der om nogen afsluttede de engelske 80’ere og viskede tavlen ren til et nyt årti. The Stone Roses var efter sigende elendige den aften på Spike Island – præcis som de også var det i Alexandra ved Gl. Torv i København et lille år efter – men det betød ikke det store, da det mere var begivenheden som sådan og det den symboliserede, deres følgere tog med sig derfra…
Og her den mest aktuelle The Stone Roses-single, da de spillede Spike Island. Et top 10-hit i Storbritannien for et forrygende elegant og sært sneaky nummer faktisk…
27 maj 1977 udsender punk-sensationen Sex Pistols opfølgeren til singledebuten, den allerede da halvt år gamle ‘Anarchy In The UK’. ‘God Save The Queen’ kommer lige midt i Queen Elizabeth’s sølvjubilæum som britisk regent, og i et så værdikonservativt samfund som det engelske vækker den straks – som tilsigtet – enorm harme og forbydes afspilning på BBC. Det sidste ville normalt betyde en sikker død for en single, men for denne med dens kradse budskab sker stik det modsatte, hvilket resulterer i en vanvittig placering næstøverst på den britiske singlehitliste. Bag sangens kontroversielle ord gemmer der sig en enkel og fremragende catchy rocksang i den bedste britiske tradition, hvilket naturligvis er betingelsen for at ‘God Save The Queen’ spiller så upåklageligt godt i dag…
Mick Ronson, et af de helt store engelske guitaresser, ville have kunnet fejre sin fødselsdag i dag. Gad vide hvor Bowie var endt, havde han ikke fyret ham efter glamrakettens himmelfart. Her Ronson i eget navn…
The Coral’s nye single ‘Wild Bird’ – fra albummet Sea of Mirrors, der udkommer til september – følger i sporet af The Clash’s Paul Simonon og Galen Ayers’ fælles nye projekt, der ligeledes kommer ind på spansk spaghettiwestern-vind…
Navnet på den andalusiske by ved Middelhavet siges til allersidst af hovedpersonen i Serge Gainsbourg’s 1967-sang ‘Initials B.B.’. Og ja, BB er naturligvis Brigitte Bardot. De to har et forhold, der slutter brat, da hun tager afsted til netop Almeria for at indspille westernfilmen Shalako med Sean Connery. Og naturligvis kannibaliserer evigt kontroversielle Gainsbourg en så celeber affære i en højspændt popsang med musik baseret på Dvorak’s 9. Symfoni. Teksten, den låner mystik og kraft fra Baudelaire’s Les Fleurs de Mal, samt Edgar Allan Poe’s The Raven, og i dens første vers læser Gainsbourg på en pub i London den franske forfatter Louis Pauwels’ roman L’Amour Monstre. Så ja, der er andre end Håkan Hellström, som har skabt stor popmusik ved at støvsuge kreativt i kulturens enorme bagkatalog. Videoen er blot en ren kavalkade af vintage-Bardot…
Der ligger utilsigtet et lag tungt retro over videoen til ‘Wagging Tongue’, Depeche Mode’s nye andensingle fra Memento Mori. For har man glemt hvor kunstnerisk prætentiøse og gratis symbolladede promo-klips for pophits ofte kunne være i MTV-guldalderen, så vil The Sacred Egg/Anton Corbijn’s arbejde her bringe det hele tilbage. Er DM’s nummer bedre uden tilføjelsen af disse levende billeder, der så gerne vil kapre dets integritet til denne så tungt udførte visuelle idé? Utvivlsomt. Den helt rigtige musikvideo kan gøre en god sang endnu bedre, men den forkerte anholder sin seers egen oplevelse og sætter den i fængsel…
Tina Turner døde i dag. I modsætning til mange af sine samtidige (heriblandt den ét år yngre Bob Dylan, der fylder år i dag, og Mick Jagger, der indrømmede at have lært ganske meget af hendes fremtræden på en scene), trak hun sig tilbage for at hellige sig et mere stille liv uden for rampelyset. “I was just tired of singing and making everybody happy,” var hendes begrundelse.
Her er en af de første lejligheder, hvor hun kunne træde ud af sin voldelige ægtemands skygge for alvor – i en sang fra The Whos underlige Tommy, her i Ken Russells over-the-top-instruktion, flankeret af Roger Daltrey (selvfølgelig) og Oliver Reed.
Vi markerer her Tina Turner’s bortgang med det vel kreative peak på Tennessee-sangerindens karriere, her med ægtemand/hustrumishandler Ike ved sin side og producer Phil Spector bag sin Wall of Sound på ‘Rivers Deep, Mountain High’, en aldrig før eller siden hørt unik sammensmeltning af girlgroup-pop, orkestralt attack og helhjertet soul. Alt syntes muligt i popmusik indenfor denne boomende mini-symfonis tre minutter og 38 sekunder…
Vi har på afstand her fulgt med i NYC-bandet The Walkmen’s heftige comeback-tour, der om små tre uger for første gang rammer Europa i Søndermarken, Frederiksberg til SYD FOR SOLEN. Men denne uge gælder det fire homecoming-aftener på 9:30 Club i bandets oprindelige hjemby Washington DC. Der ligger allerede mange optagelser på YouTube fra tourens første måned, men få af dem kan i dynamik måle sig med disse +26 minutter, hvor der zappes gelinde ind og ud af en række Walkmen-højdepunkter fra showet d. 3. maj på Union Transfer i Philadelphia. Og jo, både ‘Juveniles’ og ‘All Hands and The Cook’ er stolt repræsenteret her…
Blur var denne weekend tilbage på scenerne for første gang i otte år. Det skete med to intime warm-up-shows til de store festivaler som snart følger. Fredag var det Damon Albarn’s hjemby Colchester, søndag den sydlige kystby Eastbourne. Rapporterne fra begge steder melder om Blur i form med et set, der fremviser en lang række af bandets store succeser, men mest interessant lige nu derfra er måske de to nye numre der peger frem. Det ene af dem er singlen ‘The Narcissist’ fra sidste uge, der lå blandt ekstranumrene, det andet, der startede begge aftener, hedder ‘St. Charles Square’ og sammenlignes under klippet her positivt med Scary Monsters– Bowie, Robert Fripp, Pixies og guldalder-Britpop. Lyden her er desværre virkelig mangelfuld, men ‘St. Charles Square’ lyder som alt andet end det…
Liveaktuelle Siouxsie med sine Banshees i skarp mandagsform her på Top of the Pops med ‘Spellbound’. Forløbersinglen for fjerdealbummet – og måske hovedværket – Juju udkommer dags dato i det herrens år 1981…
