Denne regnblæsende december-formiddag synes den besynderligt dystopiske Felt-titel ‘All The People I Like Are Those That Are Dead’ næsten lidt for aktuel, da ikke bare Terry Hall’s bortgang, men nu også nyheden om Felt-keyboardvirtuosen Martin Duffy’s død i en alder af kun 55, trænger sig på. Siden Felt’s opløsning i 1990 og til nu har Duffy været fast medlem af Bobby Gillespie’s Primal Scream, hvorfra de fleste nok kender hans usædvanlige tangenttalent. Men her på denne side er det arbejdet med Felt, han først og fremmest værdsættes for. Hør hans luftigt melodiske og brusende keys herunder på føromtalte Felt-nummer fra 1986-albummet Forever Breathes the Lonely Word, der passende i dag bærer Martin Duffy’s ansigt på sit cover…
Er vi ikke ret nede ovenpå den uventede nyhed om Terry Hall’s alt for tidlige bortgang? Jo, vi er. Så her endnu en sang, der giver ham i levende live. Kan man forestille sig denne ofte så mismodige The Specials-sanger, den måske mest engelske af alle engelske stemmer, placeret i et synligt priviligeret kærlighedsdrama på Den Franske Riviera, syngende en luftig popsang af så europæisk snit, den næsten lyder som Jarvis Cocker og Pulp fra deres bedste tid, præcis samtidig? Det er virkeligheden på denne single fra Hall’s soloalbum Home (1994)…
https://www.youtube.com/watch?v=bs-EUGH6CuY
PS – Var det underbevidsthedshukommelse det med Jarvis Cocker og Pulp her ovenfor, eller bare ren tilfældighed? Ser ialfald nu, at netop Pulp har lavet et samtidigt remix af ‘Forever J’. Poetic justice…
Den gør ondt den her. The Specials’ forsanger Terry Hall er pludselig død, 63 år gammel. Indenfor Two-Tone-bølgen, den engelske ska-revival som havde sit momentum fra 1979 og et par år frem, var The Specials bandet. Og Terry Hall den altid alvorligt udseende forsanger, hvis så specielt lydende stemme gav Coventry-bandet dets særegne melankolske, dog vitale identitet. Han vil stå savnet som en af sin generations mest markante stemmer. Men pladerne med Specials – plus hvad han også senere bedrev med bl.a. The Fun Boy Three, The Colourfield, Vegas, i eget navn, samt som gæsteartist hos Gorillaz – er der heldigvis endnu. Her Terry Hall på vej frem med The Specials i 1979, hvor ikke mindst en britisk tour som support for The Clash gav dem et hengivent publikum at spille videre for…
En ofte overset ting omkring The Cure? Hvor eminent dygtig og stildannende en guitarist Robert Smith er. I 1983, da The Cure for en tid som band er brændt sammen ovenpå Pornography (1982), får Robert Smith en tjans som fast guitarist hos sine venner i Siouxsie and the Banshees, der netop har mistet deres eget guitar-es John McGeoch. At gå ind og afløse JM’s teknisk komplicerede figurer og temaer skal slet ikke være nemt, men på Banshees-livealbummet Nocturne (1983) er der ikke det mindste slinger i valsen fra Robert’s side. Her Juju-åbningssinglen ‘Spellbound’ fra den aften i Royal Albert Hall, hvor nu ikke bare han men hele bandet stråler. Og Siouxsie Sioux ovenikøbet udfører besynderligt koreograferede moves som en stolt hest eller noget. Udover på dette ret så majestætiske live-dblalbum kan Robert Smith’s guitar for Banshees opleves på 1983-singlen ‘Dear Prudence’ samt på studiealbummet Hyæna (1984), der overordnet også bærer stort præg af The Cure-mandens musikalske overskud…
Kent har naturligvis også sunget om den svenske hovedstad, hvortil bandet flyttede de godt 100 km øst fra Eskilstuna, da karrieren blev det sats, der skulle præge samtlige bandmedlemmers fremtidige liv. Blandt Kent’s bittersøde Stockholm-kærlighedserklæringer trænger ‘Columbus’ fra Tilbaka Till Samtiden (2007) sig på…
Som undskyldning for at kunne sætte spotlight på et par af The Pogues’ så vidunderligt cinematiske sange har siden her den seneste uge fulgt med i king-Pogue Shane Macgowan’s hospitalsindlæggelse (vistnok for en infektion). Han er nu ude igen, ovenstående billede taget hjemme i går. Her endnu en af bandets grandiøse klassikere af sin tid, 1989-singlen ‘Misty Morning, Albert Bridge’, der med sit brede musikalske vingefang og fortabt-romantiske narrativ burde have været et smash, men peakede i forbløffende ubemærkethed som #41 på singlehitlisten i UK. Utaknemmelighed er England’s løn…
Udgivet fredag 14. december 1979. Det vildeste at de rent faktisk havde den i Lehmann Radio & TV i Gravene, Viborg på selve dagen. Det havde aldrig været muligt, hvis ikke The Clash havde været på et så stort pladeselskab som CBS. Stort tillykke, London Calling – evig ungdom.
Her er BBC-programmet Nationwide på tour – The 16 Tons Tour – med The Clash i Skotland for London Calling i januar 1980.
The Pogues’ problem-magnet Shane Macgowan forventes onsdag udskrevet fra det hospital i Dublin, hvor han den seneste uges tid har været indlagt. Den begivenhed bør naturligvis markeres her med endnu en af hans bands mægtige sange, denne centreret om den enorme folkevandring over Atlanten, da to millioner irere omkring 1847 drog mod USA for at undslippe den store hungersnød i hjemlandet. En historietime tilsat musik, men så tørt bliver det tilnærmelsesvist aldrig med Shane…
Iggy Pop er vild. Hver gang han synes afskrevet som opbrugt kreativ kraft, så rejser han sig overraskende. Hvilket nu sker igen. For en måned siden udgav han en forløbersingle til sit snartkommende album I’m Every Loser, der indikerede en tilbagevenden til det uambitiøse tegneserie-rabalder, der var Iggy Pop’s smalkost i karrierens underpræsterende 10-15 år efter grungebølgen, hvor han ofte indspillede/turnerede smadder-rock med backing bands af en meget jævn standard. Men her kommer så et sært luftigt popnummer og tager for nu igen stikket hjem til Iggy. Men er der så håb for det nye album? Man aner det virkelig ikke…
The Clash’s fjerde album udsendes dags dato i 1980; the only triple-album that matters. Ikke fordi der er mange af dem, heldigvis. Og som sagt før, denne udgivelse havde helt sikkert haft flere venner, var den istedet udkommet som et almindeligt dobbeltalbum.
Dagens nye single kommer fra Henrik Olesen, der virkelig rækker højt med sin ‘Hymne (Tak For Alt)’. Mon ikke den unge vejlensiske teenager, der fra 1981 satte sine første musikalske aftryk i Sort-Hvide Landskaber, med rette ville have været stolt af sig selv, havde han kunne rejse langt frem i tid og høre denne så stemningsfuldt fornemme musik fra egen voksne person?!
Fandt og købte denne cover-smukke maxisingle for et par år siden i Kreuzberg. På den ligger der en spartansk holdt extended version af hoved- og titelnummeret fra Marianne Faithfull’s brutale coming of age-plade Broken English (1979), hvor hendes så stofplagede og i perioder hjemløse 70’ere pludselig har sat sig mærkbart, både på et illusionsløst sangmateriale og en stemme, der kommer svært flosset og brugt, så evigt langt fra den popsangerinde af lys, der i 60’erne som Mick Jagger’s celebre kæreste var selve indbegrebet af den vægtløst ubekymrede Swinging London-tid. Så Broken English var som album en usminket overraskelse dengang, et mørkt omkostnings-efterskrift til en fjern fejltagelse af en fest, der her og for altid skulle kaste sin lange skygge over Marianne Faithfull’s nu så sørgmodigt ensomme musik…
Suede’s bassist Mat Osman skrev i går på Twitter yderst rosende om den nye solo-single med Supergrass-frontmanden Gaz Coombes, og på de kun ca. tyve ord fik han samtidig indirekte givet den mest præcise/undervældede Arctic Monkeys/The Car-anmeldelse af dem alle: ‘Pure cinematic gorgeousness. New Gaz Coombes is exactly what I thought the latest Arctic Monkeys was going to be from the reviews.’…
