En tanke til John McGeoch, en af postpunkens fremmeste guitar-esser, der gennem sit virke i specielt Magazine og Siouxsie and the Banshees, var en af de helt definerede kræfter i genrens måde at nytænke guitarens rolle som et atmosfærisk svævende instrument. Her er han i ubesværet storform med Siouxsie and the Banshees i 1981, fremførende to af deres samtidige klassiske singler, ‘Happy House’ og ‘Arabian Knights’. Det er den desværre nu afdøde McGeoch’s fødselsdag i dag…
Der er nyt fra Tyskland
Max Rieger’s Die Nerven varmer op til efterårets titelløse album med det sorte hundecover med denne nye single…
Chronic Town 40
Kronisk by? Ikke kun by, for i USA er en ‘town’ noget langt mindre og mere provinsstøvet end den større ‘city’. Hvilket i denne forbindelse måske giver en god indgang til at høre det tidlige R.E.M., der ude fra fjerne Athens, Georgia stemplede ind med et udtryk, som – ialfald på de første tre regulære albums Murmur (1983), Reckoning (1984) og Fables of the Reconstruction (1985) – bragte en i postpunken hidtil uhørt landlig aura. En usagt længsel efter noget oprindeligt, noget tabt, syntes at strejfe som rød stemningstråd gennem bandets tidlige numre, der via krogede afveje, syngemumlede (!) Michael Stipe-ord, guitarringende Byrds-reminiscenser og gedigent smukke vokalharmonier (tak, Mike Mills!) transmitterede slørede billeder fra en gammel, hurtigt-forsvindende verden. Selvom pladen umiddelbart ikke kunne opdrives her i landet før efter de to første regulære albums, er det i dag 40 år siden R.E.M. udsendte sit første mini-album, Chronic Town (1982). ‘Carnival of Sorts (Boxcars)’ er måske det allerbedste af dets fem dejligt enslydende numre, men der er en slags video med levende billeder af R.E.M. på vej dengang til åbningserklæringen ‘Wolves, Lower’, so here goes…
I’m taking a ride with my best friend…
24. august 1987 er en gylden dag i Depeche Mode-historie, for da udkommer DM-ikoniske ‘Never Let Me Down Again’ som anden forløber-single – ‘Strangelove’ er allerede udsendt afsted i april – til snartkommende Music for the Masses. Og hvilket stærkt, profileret nummer med en perfektsiddende state of the art-produktion det stadig er efter alle disse år. Her ‘Never Let Me Down Again’ til Anton Corbijn-klippet der vel samtidig satte nye standarder for MTV-musikvideo som kunstform. Og fik mange af os til at drømme om at eje en kabinescooter. Det er Dave til høje, danske Valdemar til venstre på billedet herunder…
Livsstilsmusik
The National har udsendt en ny ikke-album-single, som Bon Iver synger harmonier på. ‘Weird Goodbyes’ lyder dog alligevel på en sært betryggende facon meget som klassisk The National; smooth, diskret, novellefilmslækkert, rødvinsflydende, Bo Bedre-elegant. Det kunne fint være den musik der summer fra væggene i de aftenbelyste københavnske saloner, mens verdenssituationen ordnes…
Late night bar
Og nu vi er ved fødselsdage: Joe Strummer blev født i dag for 70 år siden i Ankara, Tyrkiet. Tillykke med de 70, Joe – evig ungdom!
En sang for Phil
Jeg ratede Thin Lizzy som teenager. De der skarptskårne irske rocksange indhyllet i en sløret tåge af sørgmodighed og tung Lynottsk romance. Ja, Phil, der trods al sit kropsnære læder og selvsikre machismo vel som den eneste på den hårde rockscene lød mest som en heldigt malplaceret soulsanger, endda en med medfødt gave for nærhedens intimitet. Den Tony Visconti-producerede Black Rose (1979) var pladen med dem for mig, pakket som den var med nærmest new wave-catchy rocknumre, selvom det distanceblændende livealbum Live & Dangerous (1978) også fyldte meget dengang. Efter Black Rose gik der tydeligvis alt for meget narko i Phil Lynott, der hang ud i London med junkie-punkdrengene omkring Johnny Thunders’ Heartbreakers, og Thin Lizzy’s plader mistede straks den specielle følsomhed, der når som bedst havde gjort dem til værdifuldt selskab i 1970’erne. Vores Phil døde en alt for tidlig død ovenpå en blodforgiftning i 1985. I dag kunne han have fejret sin 73-års fødselsdag…
When I passed you in the doorway
Well, you took me with a glance
I should’ve took that last bus home
But I asked you for a dance
Now we go steady to the pictures
I always get chocolate stains on my pants
And my father, he’s going crazy
He says I’m livin’ in a trance
But I’m dancing in the moonlight
It’s caught me in its spotlight…
Det knaldhårde mørke
Vi skrev om Knud Oddes nye Strejftog I Hjemegnen for et par uger siden. Da kunne debutalbummet kun købes og høres på vinyl, men i dag er det så også blevet gjort tilgængeligt på de digitale platforme. Heldigt for dem uden pladespiller, heldigt for denne blog, som derfor så kan bringe weekenden i spil til tonerne af ‘Det Knaldhårde Mørke’, et stærkt rocknummer med dreven musik af albummets producer Nils Lassen og tilbagesansende ord af Oddes ven fra de formative år på Stevns, Søren Ulrik Thomsen…
Aftenland Express på vinyl!
22. september udkommer Jens Unmacks andet Nikolaj Nørlund-producerede soloalbum Aftenland Express (2007) for første gang nogensinde på vinyl. Albummet kan bestilles i grøn eller kulsort vinyl lige her.
35 års substans
På en liste over bedste opsamlinger ever med et enkelt band vil New Order’s dbl-album Substance, der kronologisk præsenterer Manchester-bandets A-singlesider (plus B-siden ‘1963’) fra 1981 til 1987, altid stå højt. Fra det klassisk Factory-enkle Peter Saville-cover sættes tonen allerede for kølig, intuitiv stilbevidsthed, og gennem New Order’s forrygende udvikling over de fire vinylsider byder denne opsamling på noget af det ypperste state of the art-popmusik fra England i 1980’erne. Imponerende så slidstærke, emotionelle og foran de fleste andre dengang New Order fremstår, når man hører dem her i dag, hvor det præcis er 35 år siden Substance blev udsendt. Her den omtalte B-side (til ‘True Faith), der faktisk kunne og burde have været en selvstændig single i eget navn. Den slags hedder overskud…
Cinema Suédoise
En måned før udgivelsen af det nye album Autofiction har Suede i dag udsendt en 18 minutter lang appetitvækker af en kortfilm…
’68 Comeback Special
3. december 1968 transmitterer NBC den siden såkaldte Comeback Special ud til hele USA. Den en times lange TV-.koncert markerer Elvis Presley’s tilbagevenden til musik efter syv år i Hollywood. Men siden han gik til filmen er der sket ikke så lidt i rocknroll, hvor specielt massehysteriet omkring The Beatles og The Stones har gjort sit til, det nu er en helt anderledes usikker verden, vores Elvis atter skal begå sig i. Han har dog umiddelbart ikke tænkt sig at tabe slaget om fortsat relevans uden hård kamp, eksplicitte moves og sort læder…
Hjem til Memphis
Selv blandt Elvis’ med rette udskældte film-soundtracks gemmer der sig enkelte skjulte skatte. Her er det ‘Goin Home’, indspillet men ikke brugt til Elvis Presley’s tåkrummende western-komedie Stay Away, Joe i 1968, istedet plantet på soundtrack-albummet til samme års efterfølgende og ligeså intetsigende Speedway-racerfilm. Sangen er cheasy, men Elvis’ vokale format løfter op til noget større og mere episk end dens egentlige banalitet berettiger. Året er som sagt 1968, Elvis Presley synes så klar til at forlade Colonel Parker’s Hollywood-expolitation mod et comeback på egne præmisser i den rocknroll, hvis fundament han selv havde skabt 13 år tidligere…
Dagens idolplakat
King is white and in the crowd: I dag er det 45 år siden Elvis Presley forlod denne jordklode, der har været et ensommere sted lige siden.
Franz
Guitaristen til højre i det lovende band på dette sorthvide klip fra så forgange tider fylder 80 i dag. Tak for musikken, Beckerlee!