45 års evig ungdom

Sikke en plade, Iggy Pop’s eneste rigtige berlinerplade Lust For Life, der udkom dags dato i 1977, midt i en heftig punktid. Den synes jo så ligefrem og enkel, så hvorfor er det, den stadig formår at sprede nutidig glæde vidt og bredt så mange år efter? Noget af det handler naturligvis om David Bowie’s tilstedeværelse. For både som medsangskriver, arrangør og producer løfter han simple rocknroll-game, som er Lust For Life‘s hjemmebane, til helt andre højder med den kvalitet i detalje, formfuldtendhed og overordnet feeling, Bowie i de år var garant for. Hans eget stærkt sammensatte studieband til de samtidige “Heroes”-indspilniger i Hansa Studios (med Sales-brødrene på trommer/bass og Carlos Alomar’s guitar) hjælper naturligvis også. Men først og fremmest er det vel Iggy Pop selv, der, trukket bort til Vestberlin af David Bowie efter mange års amerikansk smadder og hærg, lyder decideret genfødt, sansende ung og ja, sulten på livet. Den tilstand har naturligvis sin flygtige tid, og allerede på efterfølgeren New Values (1979) er meget anderledes og mindre rent end her, hvor Iggy Pop er eksponent for – og indfanget på toppen af – livets muligheder og ungdommens fantastiske tro på egen udødelighed, intet mindre. Lust For Life fylder 45 i dag – indtag dens evige ungdom højt i aften!

Born to lose

Hvis ikke efter Liverpool-kapitulationen Napoli i aftes, hvornår så? Johnny Thunders’ Heartbreakers huskes måske ofte som New York City-bandet, der flyttede til London i 1976 og introducerede byens til da speedkørende punkscene omkring Sex Pistols til heroin. Men indimellem spillede de også i logisk forlængelse af Stones-på-kaos-traditionen fra New York Dolls, Thunders’ tidligere band i NYC, en ret så forrygende rocknroll. Her Heartbreakers 1977-debutsingle, som allerede qua sin titel var en født punkklassiker…

Introducing…Crushed Kid?

I aften spiller bandet Crushed Kid på The Deaf Institute (kapacitet kun 260) i Manchester, det efter livedebuten fandt sted i aftes på MOTH Club (kapacitet 300) i London’s nordøstlige Hackney. Crushed Kid, der på aftenens venue i Manchester beskrives som ‘brand sparkling new post punk band’, er naturligvis – tjek billedet ovenfor – Suede i forklædning, der bruger de to shows til hemmelig live-præsentation af det nye album Autofiction, der udsendes om halvanden uge. Her en løsrevet stemningsrapport fra i aftes på Twitter:

“banging night of Suede playing the new LP as ‘Crushed Kid’ at Moth club, especially as it was with my oldest pal (and oldest Suede friend) from school. We worked out that Suede are nearer to Hysteria-era Def Leppard than Britpop eg. The Bluetones, and that is why they’re amazing.”

På den minimale scene bagerst her spiller Suede i aften; The Deaf Institute, Manchester.

Summer’s almost gone

The Doors holder statusopgørelse. Et kortlivet og aparte rockband med en lyd som ingen andre. Men bag alle myterne, skandalerne og distanceblænderiet fra Jim Morrison & co. som indbegrebet af den californiske Summer of Love gemmer der sig vel minimum to håndfulde suverænt gode sange, produceret, udført og sunget i en ubesværet musikalsk klasse for sig. Det her er en af dem…

Summer of Love

Et andet stærkt Elektra-band fra den tids Los Angeles, og tilmed med lidt samme musikalske afsæt som The Doors, var excentrikeren Arthur Lee’s Love. I dag nævnes Love oftest i forbindelse med 1967-klassikeralbummet Forever Changes, deres tredje og bedste, men der er andre substantielle ting i lasten, som f.eks. ‘7 and 7 Is’, et knivskarpt – og nærmest punkkort – amerikansk top-40-hit fra 1966, en krampe af indestængt energi og jongleren med konventionel sangstruktur. Siden her kendte på afstand lidt til Forever Changes, men stødte først på ‘7 and 7 Is’, da californiske The Bangles spillede den som cover i Jazzhus Montmartre i februar 1986. Tradition og fornyelse…

Maybe you should….go!

Den 1. september 1983 bliver The Clash-producer og -guitarist Mick Jones fyret fra sit eget band, en beslutning bandleader Joe Strummer siden i livet fortryder bitterligt. Måske fordi han da har lagt irritationen over Mick Jones’ kokain-egomani i de sidste par år sammen bag sig. Under alle omstændigheder betyder det røde kort til bandets musikalske mastermind effektivt enden på The Clash som…The Clash. To år efter udsendes tilbage-til-punkrødderne-statementet Cut The Crap (nu istedet produceret af Strummer og The Clash’s svengali-manager Bernie Rhodes), men albummet skrives siden behændigt ud af bandets officielle diskografi, hvilket vel siger alt om dets forbløffende ringe kvalitet. Hvor The Clash havde bevæget sig hen uden drugs – og ja, trommeslager Topper Headon var allerede året inden Mick Jones’ fyring selv blevet smidt ud for sit narkomisbrug – får vi aldrig at vide.

Against the odds

På forhånd dømt til at være CBGB-bandet, hvis punkede retro-pop ikke kunne tages helt alvorligt, dem fra New York City-kuldet der aldrig skulle blive til noget. Men sådan gik det heldigvis ikke. Blondie blev gennem en imponerende hurtig udvikling på tre år og tre albums det band fra den nye amerikanske bølge, der satte sig øverst på hitlisterne og foran på magasinerne, stærkt hjulpet afsted af en eminent popforståelse, et dynamisk stilsikkert sammenspil, samt en sangerinde med decideret ikon-potentiale. Blondie har netop i fredags udsendt Against The Odds 1974-1982, en voldsom box i flere formater, hvis størrelse man alt efter Debbie Harry-afhængighed og kompletisme-sult kan vælge ud og dykke ned i. Mange vil måske fint kunne nøjes med en almindelig best of oveni de regulære studiealbums, men disse forskellige box-versioner fulde af rarities, demoer, covers, alternative takes og sjældenheder, samt mulighed for to forskellige vedlagte deluxe-bøger, der kronologisk fortæller historien om Blondie’s første otte år, er i sin seriøse kompletisme virkelig en gave, som giver et knivskarpt indblik i Blondie’s hektiske arbejdsproces og personlige kemi. What’s not to like?!

Aftenland Express på vej!

22. september udkommer Unmacks andet Nikolaj Nørlund-producerede soloalbum Aftenland Express for første gang nogensinde på vinyl. Her er historien om albummet, som allernederst kan bestilles i grøn eller kulsort vinyl:

Det skete i de år, hvor Unmacks band LS lå i borgerkrigsramt pause. Han havde søgt mod Nikolaj Nørlund og dennes specielle evner som producer og arrangør, hvor musik som udgangspunkt oftest blev optaget i levende takes. De havde sammen året før fået lavet Unmacks debutalbum i eget navn – Vejen Hjem Fra Rocknroll – og nu var tiden kommet til næste træk. Indspilningerne til debuten var foregået i Berlin, og det at tage væk havde givet indspilningerne så meget, de to blev enige om at gentage tricket.

Unmack leverede en bunke nye demosange til sin producer, og samtidig blev de enige om eksotiske Jamaica som indspilningssted for det kommende album. For det tiltrak de to at komme helt væk, bort fra alt. Så Nørlund researchede studier på Jamaica, mens han lyttede på de 30 nye sangdemoer, han netop havde modtaget. Det nye albumprojekt fik hurtigt navnet Kingston, men ak, de to løb ind i modgang, for det viste sig svært at finde et passende studie med stort indspilningsrum på The Loudest Island in the World, og samtidig kom der flere advarsler fra Jamaica-kyndige, som gav udtryk for, det ville give store problemer, at få egne instrumenter med ind og ud af Jamaica, samt at arbejde derovre i et musikstudie som udlændinge nemt kunne koste store ‘beskyttelsespenge’ til lokale roughnecks.

Tiden var begyndt at blive knap, så de to ændrede planer drastisk, droppede Kingston som arbejdstitel, og satte istedet kursen mod Göteborg, hvor den svenske producer Henryk Lipp’s Musicamatic Studio ventede. Studiet var godkendt fra indspilninger med Håkan Hellström, Thåström og Kent, og det syntes velegnet til disse levende indspilninger. Nørlund havde nu fået hørt demoerne nærmere, og var så tilfreds med dem, at han syntes, det kunne være cool at sigte efter en lang plade, et album med mange sange/numre der stak i flere retninger og turde tage de krogede veje. Unmack og Nørlund tog til Göteborg med et band bestående af tre gengangere fra debuten – Love Shop’s Mikkel Damgaard på keys, Rune Kjeldsen på elektrisk guitar, Nicolai Munch-Hansen på bass – samt Jesper Lind på trommer.

De tre sidstnævnte var på det tidspunkt som medlemmer af rockbandet Kira & The Kindred Spirits ved at gå i bandopløsning, så disse indspilninger var sikkert dømt til at blive præget af sine konflikter derfra, hvad producer og artist dog først erfarede da det var for sent. Göteborg tog imod med efterår, rusk og regn, hvilket ikke betød det store, for der blev arbejdet målrettet i Musicamatic i havnebydelen Masthugget fra tidlig formiddag til sen aften, hvorefter barer og restauranter gav lidt mental aflastning. Arbejdet skred umiddelbart ikke så nemt og friktionsfrit som debuten, men de føromtalte personlige spændinger gav omvendt den indspillede musiks temperament kant. 17 sange kom på bånd oppe i Göteborg, inden holdet brugte drog hjem mod færdiggørelse af dem i København.

Og det er de 17 sange – plus en af de oprindelige Kingston-demoer, en underspillet Thåström-cover – der nu udkommer for første gang på vinyl. Albummets endelige titel Aftenland Express signalerer bevægelse, en passende indgang til disse eventyrlystne tracks der i 2007 tog Unmacks solo-liv et nyt og anderledes sted hen. Adspurgt er Unmack stadig rigtigt glad for albummet, for dets insisteren på at komme ud i hjørner og afkroge, for dets afstikkere, for dets intuitive diversitet, for dets tyste øjeblikke og for dets månen-i-rendestens-rabalder. Så kom med på en heftig rejse – Aftenland Express kører igen!

Bestillingslink her.

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.