Hvor er Depeche Mode bedårende unge og uskyldige på dette tidlige klip fra klubben Crocs, ude i Rayleigh nordøst for London. Crocs havde sit navn idet klubben, der var et fristed for folk, der kunne lide den nye synth-musik, havde et akvarie med levende krokodiller. Depeche Mode spillede flere af sine første shows der, bl.a. som support for Soft Cell, hvilket line-up!
PS – Friske ‘New Life’ var første single det lykkedes at få fat på dengang, købt på import i Haase, Løvstræde på en tur til Kbh. Den stærkere debut ‘Dreaming Of Me’ med drømme-B-siden ‘Ice Machine’ nåede desværre aldrig til DK. Depeche Mode var jo tæt på helt ukendte her, forståes. Således kunne de også nemt være i Saltlageret på Gammel Kongevej i efteråret 1982, da de første gang spillede deres techno-pop i Danmark.
I går blev det tre år siden Depeche Mode udsendte Memento Mori, et uventet stærkt udspil sent i karrieren; måske det var dødsfaldet i bandet året inden der gav den ekstra glød og…liv. Kan stadig blive specielt tændt af den med Richard Butler fra Psychedelic Furs co-skrevne ‘Ghosts Again’, albummets første single, der her opføres for amerikanske Vinegar Hill Sessions…
I dag for 40 år siden, 24. marts 1986, udsendte Pet Shop Boys debutalbummet Please. Duoen blev da anskuet som letfordøjelig Smash Hits-synthpop. Som sådan stak det første album egentlig lidt frustrerende op og ned i mange retninger. Men der var et nummer som viste vejen frem mod et Pet Shop Boys med langt bredere og mere subtilt musikalsk vingefang. Det var den her stemningssvævende klassiker…
Hvis man er i Liverpool og har et blødt punkt for Echo and the Bunnymen, så kan dette maleri fra 1888 af den engelske impressionist Henry Scott Tuke opleves i Walker Art Gallery, tæt ved Lime Street. Mon ikke mange vil genkende det straks her, men undre sig over at det hedder The Promise?
Dagens lyd her er fra Sverige, hvor den nu italiensk-baserede Veronica Maggio i fredags udsendte anden halvdel af sit nye album Sciura. Som ofte før med Maggio bliver det hele hurtigt meget pænt og renskuret; måske det blot er os, der ønsker en VM som kunne være mere end en dygtig popstjerne, hvad hun jo med respekt er. Her en af de to sange fra anden Sciura-halvdel, der i lyd og attitude træder ud af flinkeskolens festsal og rammer noget mere direkte…
Ugen her begynder med tre minutters opløftende dansk musik. En ny single med det københavnske band Mansfield, der allerede har to albums under bæltet, senest For All the Right Reasons (2024). Sjældent med et band herhjemme, der så ubesværet bærer den store britiske tradition i sine årer…
Glæden ved tilfældigt at falde over en aldrig hørt om artist med et ukendt nummer, der tænder samtlige satelitter og slår begge ben lidt væk under en, uden overhovedet at lyde som om det prøver. Kan se at nummeret ‘Love Fades’ med Tamaryn – navnet lyder amerikansk – må være 14-15 år gammelt, men det kommunikerer lyslevende her og nu. Og der er tilmed en fin uofficiel video til, som en derude i YouTubeland har begået. Musik kan.
På bagsiden af Soft Cell-singlen ‘What’ gemmer der sig en udsøgt Dave Ball-instrumental, som må have lyde fantastisk på de britiske klubgulve i 1982. Gad vide have afholdt Marc Almond fra at lægge vokal på et så åbenlyst indbydende track. Nyd Some Bizarre’s smukke label til B-siden herover…
Cincinnati, Ohio’s The Afghan Whigs lader op til forårets amerikanske tour, der markerer 40 år som band i nogenlunde konstant eksistens, med denne krasse uptempo-single ‘House Of I’, indspillet af Greg Dulli & co. sidste sommer i New Orleans. Det lyder unægtelig meget amerikansk, men der er også gode ting ved det, ikke mindst Greg Dulli’s besynderlige crossover til traditionel soulmusik i sin vokal…
Det irske håb Fontaines D.C. fra Dublin tager os på dagens cover med tilbage til 1989, da rockmusikken endnu var på vej i et hav af retninger. En af dem blev anført af Boston’s start/stop-specialister Pixies, hvis Doolittle-lukker ‘Gouge Away’ her tages under vingerne. Interessant at høre nummeret sunget af en sanger uden absurditetens teatermaske på. Det kan det fint holde til her…
R.E.M. gik i opløsning i 2011. Michael Stipe tog fem år væk fra musik, men blev så ‘trukket ind igen’, som han selv udtrykker det i et nyligt interview med The Times. De seneste fire år har han arbejdet på et soloalbum, han er endda begyndt selv at skrive musikken til sine sange, noget der i årene med R.E.M. var utænkeligt. Stipe beskriver selv arbejdet med det nye album, der egentlig først var sat til 2023, som ambitiøst anstrengende og håber at kunne udsende det i år, trods at otte sange endnu ikke er færdiggjort. Og det ved vi jo godt hvad betyder så. Her dog et nyt nummer med ham, skrevet til HBO-serien Rooster. En generisk, kønsløs produktion tegner ‘I Played The Fool’, som er begået sammen med MOR-producer Andrew Watt, men alligevel en form for befrielse igen at høre Stipe tage sin unikke vokale styring på en simpel rocksang…
Ti år siden i dag at Iggy Pop udsendte sit sene karriere-peak Post Pop Depression. Josh Homme havde stillet holdet og støbt kuglerne i ånden fra Pop’s to Berlin-albums fra 1977. Naturligvis nåede man ikke samme legende naturlighed og Bowie-skabte sangklasse, men det lykkedes at række ud efter storheden og give en helt anderledes ophøjet version af Iggy Pop end den smadderrock-version, han selv havde yndet at give sig selv som til efterhånden bevidstløshed. Det bedste ved albummet var dog næsten touren der fulgte senere på foråret. Med samme luksushold på scenen og en setliste centreret omkring netop The Idiot, Lust for Life og det nye album gav en veloplagt Iggy Pop disse aftener et overflødighedshorn af den bedste rockmusik. I København var det Falkonersalen, jeg så ham selv i Tempodrom – mageløs aften! – to dage efter, det hele findes foreviget på alle tiders livealbum optaget nogle dage efter igen i London’s Royal Albert Hall. Tillykke til Post Pop Depression, ti år i dag! Her en pladens sange spillet på BBC’s Later…
Fontaines D.C. er ikke gået hjem endnu fra den irske nationalfejring i går. Dagens coverversion fra dem her vidner om en stor pladesamling og bred referenceramme. Her tackler de, som var det ikke noget særligt, den fra Chet Baker’s fortolkning så kendte jazz-standard ‘Let’s Get Lost’…
