Længde? 144 minutter og ni sekunder. Sandinista!, The Clash’s overflødighedshorn af et tredobbelt album, opfølgeren til det ‘kun’ dobbelte meisterwerk London Calling, udkommet 364 dage tidligere, blev udsendt på datoen i dag i 1980. Skal vi være realistiske – og lad os bare det for en enkelt sober gangs skyld – så kunne side fem og seks (pånær to-tre numre) med sublimerende effekt godt have været sparet bort, for så ufokuseret og løst bliver det mod slutningen. Der findes Clash-tilhængere som drømmer retrospektivt om et enkelt Sandinista!-album på 12 sange, der kunne have stået fokuseret stærkt ovenpå den veritable The Clash-spillende jukebox London Calling, der stilmæssigt også kom endda meget vidt omkring. Men det er at misse pointen omkring Sandinista!, der netop er det udisciplineret frie, nysgerrige ridt på enhver impuls. Og netop det dogme ligger bag det nærmest uoverskuelige men givende album, man aldrig bliver færdig med, som til stadighed viser nye sider og dybder. Tillykke med fødselsdagen, Sandinista! – evig ungdom!