Der er endnu tre måneder til David Bowie skal opsende sin Ziggy Stardust-raket og på den blive England’s største glamrockstjerne. Så da Marc Bolan 18. marts 1972 går på scenen foran 12.500 skrigende T. Rex-tilhængere i London’s Wembley Empire Pool er det endnu HAM der har den som det store mandlige britisk popidol og indehaver af nutidens friske lyd. Men efter vennen/rivalen Bowie’s stjernefødsel bliver det hele anderledes. Der skal endnu komme en håndfuld forholdsvis solide hitsingler fra T. Rex, men deres univers lyder nu pludselig helt anderledes bedaget. Og netop glam-banemanden Bowie’s talent for ubesværede skift indenfor fortælleridentitet og musikgenrer besidder Marc Bolan slet ikke, så hurtigt fremstår han ubehjælpeligt låst fast på egen boldbane af simpel glam-boogie og fritfabulerende nonsenstekster. Den manglende evne til kunstnerisk at bevæge sig bare én meter skubber Marc Bolan ud i kulturel irrelevans. På dags dato i 1977, efter en række uinspirerede albums, samt et værtsjob på eget engelske Granada-TV-show (David Bowie optræder med ‘Heroes’ som en af de allersidste gæster), omkommer Bolan i London ved et trafikuheld i sin Morris Mascot (kæresten Gloria Jones er bag rattet) på vej hjem om natten efter en bytur. Her er Marc Bolan på scenen i marts 1972 med T. Rex, lige inden boblen om eget verdensherredømme brister…
Nåde!
Nick Cave and the Bad Seeds var et af verdens ypperste bands, sådan et der kunne forandre liv og slå koncertsale ihjel uden varsel. Her en sublim vintage-fremførsel af ‘Mercy’, sidste nummer på side 1 fra nedenfor nævnte og så mesterlige Tender Prey (1988)…
Den australske sommer
1988 var et rigt år for australsk musik. I april udsendte The Church deres så vellykkede mainstream-gennembrud Starfish, i august udkom The Go-Betweens-solskinsklassikeren 16 Lovers Lane, og kun en måned efter så Nick Cave and the Bad Seeds’ Tender Prey, måske Bad Seeds’ allerbedste album, verdens lys. The Church’s frontmand og sangskriver Steve Kilbey har fødselsdag i dag, så derfor her Sydney-bandets store hitsingle fra Starfish. Sækkepibe-C-stykket i ‘Under The Milky Way’ lyder iøvrigt ligeså bizart i dag som det allerede gjorde dengang…
Kingdom Come
En sang blandt de mange uomgængelige på Scary Monsters, jeg altid selv har haft et specielt nært forhold til, det er Bowie’s cover af Tom Verlaine’s ‘Kingdom Come’, som han rammer fornemt med personligt sats og fuld indlevelse. Faktisk vil jeg nok her foretrække Bowie’s version fremfor Verlaine’s så fine men mere emotionelt blufærdige original. Håber virkelig den generte Tom Verlaine, hvis genialiteter (!) med Televison aldrig har givet ham den brede karriere, de gør ham fortjent til, har tjent gode penge på nummerets inklusion på Scary Monsters. Hør lige her Bowie synge ‘Kingdom Come’ i mål – suppleret af Robert Fripp’s styrtdykkende guitar – så engle må forstumme. Ja, selv en 80’er-vintage Lars Hug i vokal storform taber på TKO til den heftige falset i C-stykket (fra 2:14 og frem)…
Dagens 40-års…
Take a bow, David Bowie. Scary Monsters udkom i dag for 40 år siden.
The Clash synger Toots
Men før Toots and the Maytals selv kom ind i ens musikliv, kom Toots and the Maytals ind i ens liv via yngre engelske bands, der spillede tribute-covers af deres jamaicanske sange. Som nu f.eks. Ladbroke Grove, London W10’s The Clash…
The Specials synger Toots
Men før Toots and the Maytals selv kom ind i ens musikliv, kom Toots and the Maytals ind i ens liv via yngre engelske bands, der spillede tribute-covers af deres jamaicanske sange. Som nu f.eks. Coventry’s The Specials…
This monkey man’s gone to heaven
‘I’ll never grow old’ synger Toots Hibbert her nedenfor sammen med sine Maytals i 1963. 77 år blev han dog heldigvis, inden han i går døde på Jamaica efter et langt liv som forsanger/sangskriver i Toots and the Maytals, et af de helt centrale navne indenfor slut-60’erne og 70’ernes jamaicanske roots reggae-overflødighedshorn. Rest in peace, Toots!
When saturday comes
Leeds United’s Billy Bremner og Jack Charlton gør sig klar med italiensk mad til PL-sæsonstarten sent lørdag eftermiddag på Anfield. Hvordan går man så ud og forsvarer et engelsk mesterskab? Det er længe siden det problem har tilhørt Liverpool. For et år siden begyndte Liverpool også sæsonen hjemme mod en oprykker, Norwich City, der dengang med lidt mere held og koldblodighed havde fået point med hjem. Og LFC har ikke ligefrem set skræmmende ud i pre-season. Så det bliver nervepirrende mod Bielsa’s uden tvivl helhjertede oprykkerhold. Dejligt at have dem tilbage.
Liverpool – Dirty Leeds, lørdag kl. 18.30, 3+
Google obstruerer i DK
Ville bringe den nye single med The National’s Matt Berninger her, men igen opleves det, at Google/YouTube – med baggrund i den verserende uenighed med Koda om, hvad YouTube bør betale for sin brug af dansk musik – blokerer ikke blot danske bands, men også en masse musiknavne fra udlandet. Ærgeligt der skal ‘forhandles’ på så aggressiv vis fra Google’s side. Så istedet for Matt Berninger’s nye og af Google forbudte sang her så en lidt ældre med ham, hans fornemme fortolkning fra tidligere på året af Mercury Rev’s ‘Holes’…
And the streets run red…
På det så glimrende – og af manden selv sammensatte – David Bowie-opsamlingsalbum iSelect, der først blev udsendt 21. juni 2008 som gratis CD med den britiske avis The Mail on Sunday, optræder nummeret ‘Time Will Crawl’. Men hvor originalen ligger dødfødt i sterilt 80’er-mix på Bowie’s katastrofealbum Never Let Me Down (1987), står ‘Time Will Crawl’ helt anderledes vitalt og stærkt på iSelect takket være den til lejligheden genindspillede/remixede Mario J. McNulty-version, hvis resultat Bowie med rette satte så højt, han endeligt inkluderede den på opsamlingen, det i fornemt selskab med to håndfulde andre personlige favoritter fra sit store katalog…
Forstæderne revisited
Arcade Fire har udsendt to albums siden, og de er begge af en til sammenligning så undervældende beskaffenhed, det kan være svært helt at huske, hvor kreativt stærkt det canadiske kollektiv stod i sensommeren for ti år siden, da erindringsfloden The Suburbs først blev udsendt. Efter Bright Eyes’ nye comeback-album musikalsk har sendt associationer i netop den retning, er The Suburbs her blevet genhørt en del de seneste par uger. Måske netop derfor har Arcade Fire’s Win Butler og Regine Butler nu i forgårs lagt et par af forstadssangene op i nye covid-19-duoversioner. Her står titelnummeret for skud…
Regine tager en gennemkørsel af hendes The Suburbs-showpiece ‘Sprawl II (Mountains Beyond Mountains)’. Ægtemand/bandleader filmer. En win-win-situation…
Treble without a cause
Vi kan desværre ikke vise New Order’s nye single af i dag, da Google – i selskabets konfliktoptrappende opførsel overfor de danske musikeres rettighedsorganisation Koda – ikke blot har lukket ned for danske numre på YouTube. Nej, også en helvedes masse musik af svensk, tysk, fransk, engelsk, amerikansk, you-name-it oprindelse er nu blevet utilgængeligt på YouTube indenfor danske grænser. Det er f.eks. derfor, vi ikke her har kunnet bringe tyske All Diese Gewalt’s spændende nye ‘Andere’-single fra i fredags. Og altså i dag ditto med den nye NO-sang med den så corny titel ‘Be A Rebel’. Altid godtt at høre nyt fra New Order, men dagens single lever slet ikke op til højdepunkterne fra seneste Music Complete (2016). Snarere kommer og går ‘Be A Rebel’ – dén titel altså! – som et hvidbrødsspisende Electronic-nummer, altså fra da Bernard Sumner og Johnny Marr havde mistet den umiddelbare forelskelse for deres fælles popprojekt. Vi tilegner den tomme plads og stilheden her, hvor ‘Be A Rebel’ burde have spillet, til Google-gnierne…
Fransk mandag i Indokina
Guitarsounden hos hviderussiske Molchat Doma (her nedenunder) giver sære associationer til Jørgen Ingmann, men da endnu mere til franske Indochine, der på et meget enkelt koncept fra 1982 og frem til nu har fået sig enorm popularitet i hjemlandet. Indochine kan være meget svære at tage så alvorligt som bandet vist selv ønsker det, men indenfor bubblegum med new wave-synth og overbevisende twang kunne de noget i starten. ‘L’Aventurier’ er den vindende hitsingle fra Paris-bandets debutminialbum, selvom højdepunktet er albumopfølgeren Le Péril Jaune (1983)…
Art of the cover
