Matt Berninger udsender denne nye single i dag, endnu en forløber for efterårets solodebut. Underspillet, eftertænksomt, længselsfuldt, tilbageholdende, ja, det kan opleves som Matt Berninger’s største problem er ikke at lyde som The National, når han åbner sin mund og synger. Måske det i virkeligheden faktisk er lige det modsatte af et problem. Det her giver ialfald lyst til mere af samme slags smukke valium…
Send Flere sange
Juli er virkelig vendt på hovedet; kompetetive fodboldkampe hver eneste aften, og pladeudgivelser, der i trængsel nærmest snubler over hinanden. Her er dagens nye single med Nikolaj Nørlund, der søndag aften i Haveselskabet ved Frederiksberg Have for første gang i fire-fem år løftede den nørlundske sangskat med et rockband i ryggen. Her synger han sig dog ud i et mere vibrerende skrøbeligt regi. Også det klæder ham.
JARV IS Pulp fiction
Pulp’s Jarvis Cocker er tilbage denne fredag med udgivelsen af Beyond The Pale, debutalbummet med hans nye band JARV IS. Flere udenlandske medier kalder pladen for Jarvis’ bedste siden Pulp’s This Is Hardcore (1997), så der må være noget at glæde sig til. Her et af albummets syv numre, ‘House Music All Night Long’, der åbner side 2…
Art of the cover
Talking Heads’ andet album, deres første af tre i hvad skulle vise sig at blive et banebrydende samarbejde med Brian Eno som producer og siden med-komponist, udkom i disse dage i 1978, kort tid efter New York City-bandets genlydsvækkende optræden Roskilde Festival. Underligt i dag at denne minimalistiske og funk-bevidste collegepop med svimlende høj IQ blev bragt frem på noget så erklæret anti-elitært som punkbølgen. More Songs About Buildings and Food fremstår i dag som album endnu dugfriskt og udfordrende, sidste havn som det er inden David Byrne og Brian Eno’s fælles besættelse af polyrytmik og tungetale for alvor stævner Talking Heads’ musik ud på verdenshavet.
Angel Olsen (& Hand Habits) synger Tom Petty
En ny cover fra i går af en sang fra Tom Petty-albummet Songs and Music from “She’s the One” (1996), et af hans bedste. Eksotisk indspilningssted? The Masonic Temple i Asheville, North Carolina. Og nej, vi kender før det her heller ikke til Hand Habits…
Tears in his eyes
Det er Joy Division’s Ian Curtis fødselsdag i dag. 64 år ville han være blevet, hvis ikke for sin skæbnesvangre nat i maj 1980 i Macclesfield. Hvor længe mon ville Joy Division have eksisteret, havde han levet videre dengang? Deres andet album Closer, der udkom to måneder efter selvmordet, lyder sært afklaret endeligt, som om Ian Curtis og bandet allerede der er ankommet til den naturlige endestation for deres udtryk og dengang så grænsesøgende musik.
Efter Curtis regrupperer de tre efterladte – plus trommeslager Stephen Morris’ kæreste Gillian Gilbert på keys – som New Order, og løfter umiddelbart Joy Division’s mørkefakkel. Men efter Movement (1981), NO’s Ian Curtis-dødsskygge af et debutalbum, opstår forunderligt en helt ny, elektronisk baseret lyd, der opererer i noget så Joy Division-fremmed som lys. Havde denne så anderledes livssøgende musik været indenfor Joy Division’s rækkevidde? Får det aldrig at vide, men svært synes det at forestille sig, når man her igen hører Ian Curtis’s stemme suge lyset ud af sine sidste rum…
Fremtidens øer
Her er “For Sure”, et nyt nummer med Future Islands. Billedsiden lever op til gruppens navn i usædvanligt høj grad. Når menneskene er væk, er der kapløb mellem de selvkørende biler.
Til FRankrig
En hyldest til skuespillerinden Françoise Dorléac, Catherine Deneuve’s storesøster, der kun 25 år gammel i 1967 omkom i en Renault 10 på La Provençale-motorvejen vest for Nice, en hyldest til den store franske filmkomponist Michel Legrand, hvis ikoniske musik til 1971-filmen The Go-Between afspilles her, en hyldest til Frankrig på Bastilledagen i dag…
People who died…
Lyden af New York City-poeten Jim Carroll’s rocknroll-plader har aldrig rigtig fundet sit europæiske publikum. Der er ellers masser af vitaminer i hans sanges pulserende gadeperspektiv. Ikke underligt at Lou Reed var udtalt beundrer af den tidligere high school-basketballstjerne og senere junkie, der døde i 2009 og derved skrev sig ind i denne, hans egen kendingssangs titel…
Hvor er Mellemblond?
Det udsøgte københavnske band – centreret omkring Kristoffer Munck Mortensen – er lige her med en ny single, ‘Hvor Er Magien’, en forløber for det til september kommende akustiske album Solregn…
Location value
Tag billedets trøstesløshed ind. Er vi i Memphis, Tennessee på et søstermotel til Lorraine Motel, hvor Martin Luther King blev myrdet 4. april 1968? Nej, langtfra, vi skal lidt længere tilbage i tid for at finde relevans. 13. juli 1963 – for 57 år siden i dag – spiller The Rolling Stones sit første show udenfor London. Det sker som opvarmning for Manchester’s The Hollies. Hvem lægger scene til? En klub ved navn The Alcove – AKA Kirklevington Country Club eller The Kirk – lidt uden for dødsstødet Middlesbrough i North Yorkshire. Det er her vi her. Et år efter er situationen for bandet en ganske anden og horisonten noget større…
Lindfors synger Brel
Nu er Mando Diao fra Dalarna jo ikke de eneste der formår at løfte modersmålet hinsidan i sang. Her er det i 1968 Lill Lindfors der giver Jacques Brel’s ‘Ne Me Quitte Pas’ svensk liv at gå på…
Ich steh’ auf Berlin!
‘Ich steh’ auf Berlin’, råbesynger Ideal-frontkvinden Annette Humpe denne 1981-sommeraften på Vestberlin’s Waldbühne. Det hele skramler påtrængende, nervøst og konkret på den uskønne dog indtagende facon, der gik under betegnelsen Neue Deutsche Welle. Ideal var fra Vestberlin, havde postadresse på Oranienstrasse i Kreuzberg, og blev så store i Vesttyskland, deres navn, lyd og denne sang det år nåede helt op til Danmark. Gav sangen så lyst til at indhalere virkelighedens opdelte Berlin med sin kantede hektik og tekstreferencer til Bahnhof Zoo, Mariannenplatz, Ku’damm, Romy Haag, og Dschungel-diskoteket? Selvfølgelig gjorde den det. Det her var en meget anderledes og en-til-en-simpel vej ind til Bowie’s mytiske, Isherwoods forgangne, Cabaret’s dekadente, Christiane F’s narkotiske og Fassbinder’s Döblin-primale Berlin, som præsenteret usminket råt af en indfødt…
Teater og Dybde
Det tog mig ikke lang tid at blive rigtig glad for I solnedgången med Mando Diao. Her er en live-udgave af “Sorgen”.
Det er helt tydeligt, at Mando Diao på svensk er et helt andet ensemble end Mando Diao på engelsk, og jeg ved godt, hvem jeg foretrækker. Sangeren Björn Dixgård siger i et interview med Sydsvenskan at
Allt får ju en djupare innebörd när man framför det på sitt modersmål. Det måste jag ändå säga. Att sjunga på engelska gillar vi ju uppenbarligen också men…det är liksom mer teater i det.
Det er en meget ærlig udtalelse, som jeg ønsker at flere ville turde komme med. Hvis en dansk musiker konsekvent sang på tysk for et dansk publikum, ville mange sikkert spørge hvorfor mon – men dette spørgsmål kommer aldrig, når der bliver sunget på engelsk.
Endnu en 40-års?
Fra Manchester oppe i nord er der også ny lyd 11. juli 1980. Mark E. Smith’s The Fall udsender nemlig ‘How I Wrote Elastic Man’, en af bandets klassiske DIY-skramlende singler…