Fra Manchester oppe i nord er der også ny lyd 11. juli 1980. Mark E. Smith’s The Fall udsender nemlig ‘How I Wrote Elastic Man’, en af bandets klassiske DIY-skramlende singler…
Dagens 40-års…
11. juli 1980 udsender Birmingham’s ærgerrige Dexy’s Midnight Runners debutalbummet Searching for the Young Soul Rebels, der lægger sig fornemt stilsikkert et ledigt sted mellem på den ene side den samtidige 2-Tone-bølges The Specials, Madness, The Beat og The Selecter, på den anden den engelske northern soul-kulturs svedige amfetamin-musik. Her det unge band, nærmest komisk stylet og koreograferet, på Top of the Pops med albummets store singlehit. Sidstnævnte fejler intetsomhelst…
Señor
En af de sange som Gillian Welch og David Rawlings tolker på det nye album, Pastoren skriver om i indlægget herunder, er Bob Dylan’s mægtige ‘Señor (Tales of Yankee Power)’ fra hans for oversete 1978-album Street Legal. Dylan’s ældre sange er svære at finde i studieversioner på YouTube, så her må en absolut godkendt liveversion fra dengang af Street Legal‘s næstbedste sang gøre det.
Nyt fra Nashville
For lidt siden kom der en mail fra Gillian Welch og David Rawlings. Den var desværre ikke personligt rettet til mig, men den var næsten lige så god. Welch og Rawlings har nemlig siddet derhjemme med en gammel spolebåndoptager og gjort det, de er suverænt bedst til, her midt i krisen, – at spille musik. Resultatet er albummet All The Good Times (Are Past & Gone). Når man sidder ovre i Tennessee og ser, hvordan det hele er ved at køre af sporet, er det ikke en overraskende titel at komme frem til.
Sangene kommer fra fortiden og skyldes bl.a. Bob Dylan, salig John Prine og lige så salige Johnny Cash.
Det skal ikke hedde sig, at jeg ikke bestiller noget, så jeg skyndte mig at bestille det nye album. Jeg lytter til det i skrivende stund, og det er slet, slet ikke dårligt.
Passageren kommer hjem?
43 år efter sin udsendelse har en af verdens allerbedste sange – Iggy Pop’s ‘The Passenger’ – fået sig en officiel musikvideo, den kan rejse sammen med på det vilde net. Denne Berlin-essentielle sang af livskraft, hvis ord blev til i 1977 mens Iggy Pop kørte, kørte og kørte S-bahn/U-bahn rundt i den vestlige del af byen, og lod det hele komme til sig. Bowie? Han var sikkert arbejdsbegravet i Hansa samtidig, igang med at lave sine egne to mesterplader det år. Det gav Iggy tid til at opdage Mauerstadt på egen hånd, alene eller sammen med hans berlinerkæreste, fotografen Esther Friedman, hvis sort/hvide snapshots af Iggy i Vestberlin bruges som stills i den nye video. De synes helt på deres rette plads. Hvad virker langt mindre befordrende i den natlige køretur af sort/hvidt univers, det er videoens filmramme. En sang der i eftertidens bevidsthed er så fast forankret i Bowie og Iggy Pop’s mytiske Vestberlin, den fortjener bare andet og mere parallelflugtende end nogle nutidige levende billeder af engelsk venstrekørsel og britiske gadeskilte. Overordnet dog rart at se ‘The Passenger’, som – takket være et klokkeklart Jesper Olsen-selvmål af pladeselskabet RCA – aldrig blev A-singleudsendt i 1977, ophævet og anerkendt nu som noget mere end bare et almindeligt albumtrack.
Mondo Diao
Endnu en blåøjet sjæler oppe fra Dalarna, endnu en sang fra Mando Diao’s nye svensksprogede album, denne fremført live af det modne band i samklang med natur og sig selv…
Pop muzik?
M’s ‘Pop Muzik’ var et af de allerstørste hits i 1979, indevarslende en ny tid af distanceret ironi og stramme robotsynths. M – AKA englænderen Robin Scott – forsvinder hurtigt igen som et klassisk one hit wonder, efterladende sig et par ligegyldige albums, der kun overlever i hukommelse takket være ‘Pop Muzik’. Kunne det have været en anderledes historie? Måske, for M’s debutsingle ‘Moderne Man’ fra 1978 peger i en langt mere legesyg og trash-glammet retning. ‘Moderne Man’ genindspilles til M’s debutalbum, men er da tæmmet ned fra sin her nærmest Duran Duran-agtige popsleaze…
Dalarna kalder
Mando Diao på engelsk er et attituderigt rockband med effektive radio-pophooks. Men på svensk er de noget helt andet. I 2011 udsendte Börlange-bandet albummet Infruset, som med udgangspunkt i ord af den klassiske svenske digter Gustaf Fröding bød på en helt anderledes organisk, uforstillet og lydhør musik, der skyldte ikke så lidt af sin håndspillede nærhed til svensk visetradition. Albummet blev så uventet bred en succes i Sverige, at en opfølger kun må have været et spørgsmål om tid. Den er nu netop blevet en realitet, igen bl.a. med tekster af Fröding, og lyder sådan her på sin titel- og åbningssang…
Morricone’s genialitet
I 1966 skriver Ennio Morricone musikken til dette pop-mesterstykke, der bliver et stort hit i Italien med sangerinden Mina, og som også finder vej til Frankrig, hvor selveste Francoise Hardy udsender sin fransksprogede version. Nummerets helt specielle dna består af, at når først omkvædet sendes afsted, så bliver det uafbrudt bare ved og ved og ved over tre sungne, evigt stigende, nærmest sirenelydende toner i hele otte forskellige transponeringer. Nej, sådan kan man normalt ikke lave hits. Morricone kunne. Og hvilken stilfuld italiensk billedeside der iøvrigt er til denne optagelse med Mina…
But he’s different now
Hørt umiddelbart herfra er On Sunset, det nye album The Jam’s ex-frontmand Paul Weller udsendte i fredags, hans bedste siden The Jam’s Sound Affects, vi taler hele 40 år minus en håndfuld måneder. On Sunset‘s forfinet moderne og fornemt luftigt-producerede sange tages overbevisende hjem af Weller, der som sjælefuld (!) sanger vel aldrig har lydt mere fri, overskudsramt og, ja, ankommet. Nye levende billeder her til titelnummeret. Normalt så ærkebritiske Weller er rejst til fjerne Californien’s Sunset Boulevard, og har der fået lavet sig en vintage-1989 MTV-video med rolige lækre billeder, antydning af en vag retrohandling og en dyr pose tom symbolik. Hvilket sin hulhed tiltrods egentlig som greb klær den elegant længselsfulde sangs klassiske snit forunderligt godt…
Dagens 50-års…
I dag for et halvt århundrede siden udsendte Detroit-kongetaberne The Stooges Funhouse, deres andet, sidste og ultimative album. Skyggesiderne af de års peace, love and understanding-tidsånd er næppe nogensinde blevet givet mere fandenivoldsk selvdestruktivt end på dette primalskrig af en proto-punkklassiker. Tre år senere skulle sanger Iggy Pop på Raw Power bære mørkefaklen videre – med sin kommende ven og beskytter David Bowie som producer – og derefter for en tid gå næsten helt til grunde. Men det er en helt anden historie, heldigvis med lykkelig udgang både for Iggy Pop og hans tilhængere. Her ‘Dirt’, den mesterlige afslutning på side 1 af Funhouse, 50 år gammel i dag…
Idolplakat? Funhouse på et canadisk musikkassettebånd…!
Bandskilsmisse
Ifølge dagens bulletiner fra England, har Kasabian, stadionrockerne fra Leicester, mistet deres karismatiske forsanger Tom Meighan, som istedet nu åbenbart skal bruge al sin tid på, at slås med nogle uspecificerede personlige problemer. Ikke nemt at miste sin definerende forsanger, spørg bare hvilket som helst forlængst opbrudt band om det. Her er Tom Meighan med Kasabian i magt og vælde på Reading Festival efter seneste album. Udadvendte engelske rockbands fra det nye årtusinde er en udtalt mangelvare, men her kan man da i den grad tale om et. Hvad der herefter skal ske med Kasabian – guitarist Serge Pizzorno som ny forsanger er et muligt bud – forbliver uoplyst…
Awaiting disaster…
Fortsætter den usædvanlige men befriende tendens med at kunne bringe interessant nyudgivet musik i normalt så tørlagte juli-måned. Her er det Sufjan Stevens, der giver en musikalsk vildt ambitiøs forsmag på sit til september kommende album The Ascension, med et 12-minutters værk af en elegi. ‘Don’t do to me what you did to America’, synger Stevens igen og igen på ‘America’, der helt, helt tilfældigt udkom derovre i hans hjemland dagen før Independence Day. Hvilken genre er vi indenfor her? Umuligt at sige; det kan næsten være hvadsomhelst…
Manstar
I går for 48 år siden gik David Bowie med sit band på Top of the Pops og fremførte ‘Starman’ fra da netop udsendteThe Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars. En myteomspunden optræden der senere igen og igen indtager position som defining moment, når Bowie’s ‘børn’, den engelske punk/postpunks stjerner skal fortælle, hvilken konkret musikalsk oplevelse sendte dem afsted på deres musikalske himmelfærd. Her er det Echo & the Bunnymen’s Ian McCulloch, der for nogle år siden gav denne version på The Quietus…
– I’d heard ‘Starman’ on the radio before going to school, and as most lads are, I was interested in football and outer space. Something about his voice and the opening line, just that thing he’d tapped into, and it was me he was suggesting to look out the window. It’s hard to comprehend the impact he had when he came out. I turned 13 in the May of ’72 and it was such a special time and gave my life magical class. I grew up in Norris Green, skint, and what he did was give the gift of inspiration. He changed the world in loads of ways and was probably the last great special person to do that. It was head and shoulders above anything else. To come out looking like that he could have had the biggest backlash. If you ever want to see star quality watch that Top Of The Pops clip, which is what gave me the idea that you need stage presence – you don’t just need it on stage, you need it in life. I missed those years of myself, in how naïve I was, and how un-laddy I was. I was into footy and stuff, but through the Bunnymen I found my own confidence. I was thinking of getting some bangles – thank God I didn’t. The thing about Bowie is that no-one else could have pulled it off. He was hardly ever on telly, and he never went on and mimed. It was just everything about it. People who missed it must’ve been stupid. I remember after Top Of The Pops going to school and asked my mates if they’d seen it and they said, “yeah – the fucking queer.” I didn’t even see that. I didn’t see it as a sexual thing, I wouldn’t have minded if I had done. It made some sense because I was probably more androgynous than him through my teenage years – girls would ask me if I was a boy or a girl. I’d always tell them they could put their hands down me kecks and find out. When Bowie shaved his eyebrows off I knew something was up. That’s how you can pinpoint when Ziggy ends. His hair started to change and that’s when he stopped being so from-outer-space. I’m very exact on it, because it almost broke my heart. Without Bowie, obviously I’d have been centre-forward for Liverpool.
– It wouldn’t have been a bad career playing for Liverpool. I was a goal-hanging bastard. Fantastic shot, but I didn’t particularly like going into the 50-50s, the life-threateners. And my eyesight went to shite when I was 13.
The Good, The Bad & The Clash
The Only Man That Matters? I en stor del af deres turnerende karriere – således også i Idrætshuset på Østerbro 14. maj 1981 – gik The Clash hver aften på scenen til storladen Ennio Morricone-musik, nærmere bestemt ‘Sixy Seconds To What’ fra soundtracket til For A Few Dollars More (1965). Få selv et indblik i den opbyggelige storhed fra 2:17 og frem i dette klip fra en af The Clash’s 17 New York City-shows på Times Square’s Bonds Casino i slut-maj/start-juni 1981…