Det var sensommerens behagelige musikalske overraskelse det år. Det var også første gang man erfarede, at Nick Cave rent faktisk kunne synge. 18. august 1986 udsendte Nick Cave & The Bad Seeds coveralbummet Kicking Against the Pricks, der også for The Bad Seeds var et syvmileskridt i retning af en langt mere sofistikeret udtrykspalette. Her Gene Pitney-sangen derfra, som Cave synger så meget bedre end Soft Cell’s Marc Almond gjorde det på sin coverversion kun tre år efter…
last of the british?
Eller rettere, var The Libertines sidste store, klassiske rockband fra England? I dag er det 17 år siden de udsendte mellemalbum-singlen ‘Don’t Look Back Into The Sun’, præcis samtidig med at hjulene på bandbussen faldt af i fuld fart, da Pete Doherty blev smidt ud for sit narkomisbrug og som hævn brød ind i sin Libertines-makker Carl Barat’s lejlighed. Resten er historien om kaos, menneskelig opløsning og masser af succes, da det hele var for sent. Men singlen, en klassisk Doherty-uptemposang balancerende mellem fin sansning og sammenbrud, fejler ikke noget…
Tårernes dal
En af de store og gode overraskelser for mig er udgivelsen af Boots No. 2 The Lost Songs, vol. 1 med Gillian Welch (og David Rawlings). Her kan man høre hendes udgave af sangen “Valley of Tears”, som også er blevet indspillet af selveste Solomon Burke, sanger og vækkelsesprædikant. Burke var 70, da han indspillede sin udgave, og det giver sangen en særlig vægt at høre den fra ham. Den bliver i hans fortolkning til en refleksion over et langt liv – ikke helt ulig Johnny Cash’s udgave af “Hurt”.
(De af jer, der kan kroatisk, kan læse oversættelsen af teksten.)
Dagens 33-års substans
En af de bedste opsamlinger nogensinde vel, New Order’s samlede 12’er-versioner af deres singler fra debuten ‘Ceremony’ frem til og med ‘True Faith’, blev udsendt 17. august 1987…
Life is sweet
Maria McKee, den tidligere Lone Justice-sangerinde fylder år i dag. Hun markeres her for sit tredje soloalbum, Life is Sweet (1996), hvis nøgne, disillusionerede, forslået romantiske sange fremviser en sangerinde af format. Tag nu f.eks. bare ‘Absolutely Barking Stars’ derfra, som bærer det nok mest glam-perfekte Bowie-omkvæd, Bernard Butler og Brett Anderson aldrig fik skrevet sammen i Suede…
tropenat på repeat
Vi var forbi Jamaica-produceren Lee Scratch Perry i går. Her endnu en af de simrende produktioner fra hans guldæra i Black Ark Studio i Kingston, The Heptones’ 1977-single ‘Mystery Babylon’. Perry brændte iøvrigt selv Black Ark-studiet ned i 1979, efter sigende for at fordrive mørke ånder: “There was some bad energy because my intention was to help poor people and most of the people were in poverty. So I was taking their poverty and giving them my energy, but they remained poor. All I wanted to take from them was their demons. Burning up the studio was a way of burning the demon, burning up the bad luck that had come to the people who lived in Jamaica. There is a Jewish saying that if you don’t burn the demon, maybe you die instead of him”...
Man on the moon
Elvis Presley døde 16. august 1977, 42 år gammel, i Memphis Tennessee. Her giver Andy Kaufmann (der selv kun blev 35) sin utilslørede kærlighed til Kongen…
Dirk Powell
Jeg kendte faktisk ikke til Dirk Powell, men blev opmærksom på ham gennem et opslag fra Rhiannon Giddens. Denne sang lover godt.
Med til historien hører også baggrunden for sangen: Der findes en masse murder ballads i britisk og amerikanske folkesangstradition; Nick Cave som bekendt ladet sig inspirere heraf. Mange af sangene handler om mænds vold mod kvinder. “Pretty Polly” er en af de bedst kendte; den findes både i England og Nordamerika og jeg har læst en interessant artikel om dens baggrund – den går helt tilbage til 1570 . Men skal man blive ved med at synge dem i vore dage? Dirk Powell valgte at holde op, og hans beslutning forstår jeg godt.
musik til tropenætter
Dyb bass, himmelstræbende lyd, duvende akkordskift, søgende stemmer; vi taler klassisk roots reggae. Her en sang som altid har været med, når der har været jamaicansk PA-musik før LS-koncerter. Den er med Kingston’s The Congos og er fra deres mageløse Lee Perry-producerede mesteralbum Heart of the Congos (1977), som er et af reggaehistoriens allermest sjælfulde. Superstar Bob Marley står naturligvis helt centralt i fortællingen om jamaicansk musik. Måske hans allerstørste talent var at kunne transformere Jah-musikkens vibe, så den også kunne nydes bredt i den hvide vestlige verden. Men reggaemusik er så meget, meget mere end ‘bare’ hans klasse. Og ofte med føromtalte producer-geni/galning Lee ‘Scratch’ Perry, hvis distinkt uortodokse lyd med chorus-simrende hihat hurtigt genkendes, som katalysator for de musikalske mirakler. Hør nu f.eks. bare på The Congos her…
If I never ever see you…
En uge efter The Clash er på banen med deres ‘Bankrobber’ svarer London-rivalerne fra The Jam igen med singleudgivelsen af ‘Start’. Og sådan er det i de år, hvor de to slås om Englands-herredømmet, helt som Stones/Beatles gjorde det 60’erne, præcis som Blur/Oasis senere skal gøre det i 90’erne. Hvor The Clash på dette tidspunkt – august 1980 – leverer musik, der trods sin jamaicanske tradition peger fremad, står The Jam helt stilbevidst i anderledes retro-mode. ‘Start’, der således er bygget på et basriff lånt fra The Beatles’ ‘Taxman’, indtager snart førstepladsen på den britiske singlehitliste, så enkelt skåret som den er, noget The Clash først skal opleve længe efter egen opløsning. ‘Start’ udsendes 15. august 1980, i dag for 40 år siden…
Five Years 1976
1. marts 1976 besøger David Bowie den amerikanske sangerinde/filmstjerne Dinah Shore på hendes berømte TV-show. Der giver han med sit luksuriøst spillende band en opdateret, luftig og uimodståeligt skarp version af sin egen ‘Five Years’ fra Ziggy Stardust-perioden. Når Bowie’s klasse opleves så lysende som her, da står det klart, han er langt større og vægtigere end den på overfladen så banale populærmusik, han anvender som sit udtryksmiddel. Og det er vel netop derfor, Bowie’s værk uden besvær kan nydes så frit nutidigt i dag…
Mere nyt fra Tennessee
Seksten sange indspillet i perioden mellem Time, The Revelator og Soul Journey, men først udsendt nu. Hvorfor skulle der dog så gå næsten to årtier? Jeg ved det heller ikke, for det er ingenlunde sekundavarer fra Welch og Rawlings, vi har med at gøre. Tværtimod. Dette er slet, slet ikke dårligt. Stor anbefaling herfra. Hent albummet for et passende beløb på https://gillianwelch.bandcamp.com.
He came from the sunset…
Brighton-bandet Britsh Sea Power har på deres 2009-soundtrack til 1934-doku-filmen Man of Aran begået en cover af ‘Come Wander With Me’…
Art of the yellow cover
Vi tog en markering på The Undertones-forsanger Feargal Sharkey’s fødselsdag i går. Her er han som dreng på coveret af ‘Jimmy Jimmy’, The Undertones’ tredje single fra april 1979. Du spørger så hvordan den lyder i forhold til ‘Teenage Kicks’? Nej, intet kan leve helt op til ‘Teenage Kicks’…
Teenage dreams, so hard to beat…
Kan en sang forandre liv? Svaret er naturligvis ja. En der har gjort det trick, ikke blot for dens missionær #1, BBC-legenden John Peel, men også for så mange af os andre, er nordirske The Undertones’ debutsingle ‘Teenage Kicks’, der vitalt lyser sin tid op blandt hundreder af gråtonede postpunk-singler, siden gået i glemmebogen. Forsanger Feargal Sharkey var lige fyldt 20 da ‘Teenage Kicks’ udkom i efteråret 1978. I dag bliver han 62. Hvilken sanger, hvilket band, hvilken sang!