The Clash’s sidste regulære album Combat Rock (1982) var et forårsalbum. ‘Straight To Hell’, den nok allerstærkeste sang derfra, slutnummeret på side 1, bærer en dommedagstitel, som desværre skulle blive profetisk for bandets sammenhængskraft. Trommeslager Topper Headon var faktisk allerede fyret da albummet udkom, og indenfor det næste år skulle guitarist/producer og Joe Strummer’s co-sangskriver Mick Jones uundgåeligt ryge samme vej. ‘Straight To Hell’ blev indspillet i New York City på årets sidste dag i 1981. Joe Strummer husker: “I’d written the lyric staying up all night at the Iroquois Hotel. I went down to Electric Lady and I just put the vocal down on tape, we finished about twenty to midnight. We took the E train from the Village up to Times Square. I’ll never forget coming out of the subway exit, just before midnight, into a hundred billion people, and I knew we had just done something really great”. Det sidste er nærmest en underdrivelse…

Endnu en ny udgivelse i dag, hentede den selv i første omgang i nat på iTunes; Interpol’s Paul Banks, The Walkmen’s trommeslager Matt Barrick, samt Josh Kaufmann, ham vi ikke kender så indgående, udsender i dag under navnet Muzz deres debutalbum. Som de tre pre-singler fra den nye trio har antydet, så er der tale om lettere formudforskende sange ført an af klassisk Banks-bariton, men generelt med parader langt mere sænket end hos hans Interpol. Lyder albummet så som et uforpligtende fritidsprojekt? Nej, langt mere som en samling sange, der har det helt fint med i nysgerrig – undgår med glæde at bruge ordet ‘legesyg’ her – tilgang ikke at ligge midt på indierockens motorvej. Lyder umiddelbart som sådan et album, der kun vil vokse ved flere gennemlytninger. Her dog et track med et løfterigt chorus, der går hjem allerede første gang…

Rolling Blackout Coastal Fever, Melbournes uofficielle The Go-Betweens-fanclub med det lange navn, udsender i dag Sideways to New Italy, bandets andet regulære album, som f.eks. kan lyde sådan her…

Are you ready Steve? Uh-huh…

Den amerikanske poet Allen Ginsberg – selvskrevet medlem af det uofficielle beat poetry-triumvirat med Jack Keroauc og William S. Burroughs – blev født i dag for 94 år siden i Newark, New Jersey. Her er han i sin shamaniske spoken word-stil på kryds og tværs af en anden stor lyriker, en vis Joe Strummer, på nummeret ‘Ghetto Defendant’ fra Combat Rock (1982), The Clash’s sidste grænseoverskridende vinylkraftudladning inden sammenbruddet…

‘Lights out tonight / trouble in the heartland…’ lyder foruroligende US-nutidigt, men er åbningslinierne på Bruce Springsteen’s fjerde album, Darkness on the edge of Town, der udkom 2. juni 1978. Efter tre års tvungen pladepause mens en retssag muliggjorde, Springsteen kunne blive kontraktskilt fra sin første manager Mike Appel, var dette album et stærkt move efter mesterværksdømte Born to Run‘s musikalsk enormt anlagte og nærmest cinematografiske skæbnefortællinger. Darkness er anderledes nede på gaden, socialrealisme som hård poesi, amerikansk drøm om det gode liv som den vej tilværelsens rejse i skyggernes dal er gjort af. Springsteen har her gjort sin musik langt mere direkte – også han havde hørt punk-bølgen – og skåret de Spector-overdådige arrangementer fra forgængeren bort. På Darkness fremstår han og The E Street Band som et anderledes nødvendighedens rockband; en flok yngre mænd oplyst af rendestenen, men med blikket rettet mod noget smerteligt uopnåeligt større. En moderne amerikansk klassiker.

Her følger en version af ‘The Promise’, en helt igennem mageløs sang, der blev indspillet til Darkness, men desværre, desværre, desværre aldrig kom med, det endda selv om den måske i sit punch af fortrydelse og knust forhåbning ejer hele albummets essens. Læs et fint, personligt essay om sangen ‘The Promise’ især, men også albummet Darkness on the Edge of Town som sådan, lige her.

Musiksamfundet verden over lukker tirsdag dets sociale medier ned i solidaritet med kampen mod racisme i USA. Vi deltager også i denne #blackouttuesday.

Martin Hannett’s natligt urbane og så utraditionelt rumdyrkende produktion gør Joy Division’s stemningsmusik langt stærkere, end var Manchester-bandet blevet produceret som et traditionelt rockband. Som historien går, så hader medlemmerne af Joy Division selv umiddelbart hans endelige mix af Unknown Pleasures (1979), da de hører det, så forandret er bandets oprindelige lyd blevet gennem Hannett’s produktion og mix. Hurtigt lærer Joy Division dog at værdsætte hans så løftende indsats, og på næste samarbejde, den i marts 1980 kun i Frankrig udsendte limiterede single ‘Atmosphere’, er Martin Hannett vel nærmest stjernen. Ian Curtis kommer småfalsk fra start, og Joy Division synes umiddelbart på vej afsted ud i et lidt forglemmeligt nummer, men så folder Hannett drømmenes soniske faner ud, og giver med sit ambiente trylleri musikken de vinger, der også får Ian Curtis vokal til at lette og gå hjem. Resten er historie…

Der findes mindst et par håndfulde single-b-sider med Suede, som fortjener en langt bedre skæbne end en så skjult placering for verden. Tag nu bare ‘Have You Ever Been This Low?’, der i 1996 er en af b-siderne til ‘Trash’, og som sådan ikke klarer cuttet til tracklisten på Coming Up. Suede havde på dette tidspunkt alverden at bevise efter Bernard Butler’s dramatiske brud med Brett Anderson og bandet. Det høres i hver eneste spillede tone også her, og så bliver resultatet alligevel kun til en b-side. Mest logiske grund dertil er vel sangordene, der, skal ret være ret, langtfra hører til blandt Brett A’s skarpest profilerede…