15. juni 1979 udkommer Joy Division’s debutalbum, den perfekt opkaldte Unknown Pleasures. Går trafikken istå på gaderne i England, og rydder BBC radiokanalerne for at afspille dette sensationelt gode nye band? Man skulle tro det, så kanoniseret Unknown Pleasures siden er blevet, men sandheden er desværre anderledes. Joy Division får nogle flotte anmeldelser, men i det større spil er der stadig kun tale om et ‘lovende’ nyt band, om en up and and coming-act, der endnu spiller små klubber og haller, kulminerende med efterårets lange engelske opvarmningstour for et andet Manchester-band, de meget anderledes poppunkede Buzzcocks, som Joy Division efter sigende med et får til at fremstå uddateret irrelevante, så indlysende er Ian Curtis og co’s styrke. Her en optagelse af Joy Division’s første optræden på britisk TV, d. 20. september 1979, hvor en kommende klassiker fra det nu tre måneder gamle debutalbum præsenteres…
Nation Of Language fra Brooklyn, New York City, spiller 1980’er-sulten synth-pop, og har netop udsendt debutalbummet Introduction, Presence. ‘Automobile’ derfra er en sangtitel med indbygget bevægelse i…
Det her starter instrumentalt virkelig lovende. Med Fontaines D.C. er det svært ikke at tænke over, hvor endnu bedre de muligvis kunne være, hvis forsangeren gad synge istedet for sin spoken word-ting. Men her, godt afsted i bandets nye single, begynder han faktisk lige netop på det. Bliver spændende at høre de unge ireres andet album – som iøvrigt bærer titlen på denne sang – der udsendes til juli…
Højt oppe på listen over de albums, jeg holder mest af og altid vender tilbage til, er What’s Going On af og med Marvin Gaye. Det er på én og samme tid et vidnesbyrd om det tidløse i Marvin Gayes musik og om hvor dybtliggende problemerne er i USA (og andre steder), at dette albums sange også nu, i sommeren 2020, næsten fem årtier efter udgivelsen, står frem som om de kunne være skrevet i dag.
Dagens 15-års fødselsdag tilhører dette debutalbum, indspillet i Vestberlin’s vinterkulde, udsendt 13. juni 2005. Kærlighed og taknemmelighed til Nikolaj Nørlund, Rune Kjeldsen, Mikkel Damgaard, Nicolai Munch Hansen og Jacob Høyer for proaktiv fødselshjælp.
Hvilket samtidig fortæller, at denne blog netop har rundet de 15 år…!
De omvæltningsfortumlende 60’ere er forbi, hippiedrømmen har endegyldigt mistet sin uskyld med knivdrabet lige foran The Rolling Stones på Altamont, Vietnam-krigens moralske tømmermænd hænger tungt over hele den vestlige verden, The Beatles er i opløsning, det længe så hypede Swinging London ligger nærmest rundtosset tilbage, og England skal meget snart ikke længere være verdensmestre i fodbold. Det er i de ydre rammer af genvågnet koldsober virkelighed, at The Kinks 12. juni 1970 udsender den Ray Davies-skrevne single ‘Lola’, et flagrende transseksuelt catch af en sang, der på sin usminket skramlende facon dufter som begyndelsen på en ny tidsalder; 1970’erne, here we go…
Hvis Gram Parson’s The Flying Burrito Brothers – det band nævnes faktisk i teksten her – var kommet fra Liverpool, ville de sikkert have lydt ikke så vanvittigt fjernt fra denne spritnye solosingle fra The Coral’s Ian Skelly, der i dag er sendt afsted for hans nye album Drifter’s Skyline, til udgivelse lige op mod august. Denne laidback popsang er vel noget så ubeskrevet og sjældent som Merseybeat-country…
Michael Stipe har nu endelig officielt udsendt den så fornemme, i bedste forstand R.E.M.-lydende sang, han de seneste par måneder fra et grønt rum har sunget tre-fire gange live på YouTube. ‘No Time For Love Like Now’ er skrevet i samarbejde med The National’s Aaron Dessner, og i dag udgivet som Michael Stipe & Big Red Machine med denne nye video til…
Fra England forlyder det, Soft Cell er igang med at indspille nyt album. En overraskelse, eftersom elektroduoen spillede et stort anlagt farvelshow i London’s O2 Arena forrige år. Sker det nye album virkelig – og det gør det altså ifølge Dave Ball’s udtalelser til Evening Express – vil det kun være Soft Cell’s femte nogensinde, og det første siden 2002. Nej, man har ikke overfodret sine tilhængere med nye sange gennem årene. Så late night-intime og lowlife-hjemvante lød drengene fra Leeds på debutalbummet Non-Stop Erotic Cabaret i december 1981…
Stemmen lyder sine dybe steder ikke så fjernt fra Tennessee Ernie Ford’s på hans amerikanske minearbejder-banger ’16 Tons’, men dens ejer, Sam Lee, er fra Nordlondon, og i genre normalt langt mere traditionelt britisk folk-orienteret end på dette prægtige nummer fra Old Wow, Lee’s nye – og andet – album. Suede’s oprindelige guitarmagiker Bernard Butler producerer, og Cocteau Twins’ æteriske himmelsendebud Liz Frazer gæstesynger andetsteds, så forbindelserne i England fejler ikke noget. Det gør denne 100% amerikansklydende sang så sandelig heller ikke…
Den nat Olof Palme blev myrdet i 1986 hørte jeg to sange igen og igen. Den ene var The Byrds ‘I Knew I’d Want You’, en fremragende Gene Clark-skrevet single-b-side til ‘Mr. Tambourine Man’, jeg netop havde fundet. Den anden var et stort hit i tiden, norske A-ha’s opfølger til gennembrudshittet ‘Take On Me’, den faktisk med distancer bedre ‘The Sun Always Shines On TV’, et nummer der ubesværet har klaret distancen til i dag uden synlige skrammer i sin højspændte popdramatik. Her i en optagelse fra 1986, hvor de så vildt renskurede nordmænd gæster det tyske ZDF-show Peter Illmann Treff. Måske Skandiamandenser med den fjerne aften oppe fra Stockholm…
De fleste tænker vel på Depeche Mode eller George Michael, når berømte Puk Studios bliver nævnt. Men for os var det fristedet nord for Randers, hvor vi under udstrakte, hektiske ophold begik langt hovedparten af de tre første LS-albums; 1990, DK og Billeder af Verden. I dag har desværre budt på denne forstemmende YouTube-video, der klart og tydeligt afslører, at det dengang så state-of-the-art-skarpe de luxe-studio nu ligger som forladt ruin. Det gør ondt at se. I dag så bedre ud i går, som det vist blev sunget i netop de nu så tyste lokaler…
Det nye Muzz-album stadig ikke fysisk kommet til København. Men det er værd at vente på. Har vel ikke hørt Paul Banks så veloplagt siden Our Love to Admire, Interpol’s så fine tre’er, og det er alligevel denne sommer 13 år siden. Så venter stålsat. How many days?
Hun var i den lettere ende – i Lee Hazlewood’s så stilsikre iscenesættelse – en af 60’ernes store popsangerinder, hun var datter af Frank Sinatra, hun var indbegrebet af ubekymret Hollywood-sunshine. Stort tillykke til Nancy Sinatra, der bliver 80 i dag…
