Dylan i topform på det næstlængste track fra hans spritnye album. Har her – trods et ærgeligt corny baggrundsbillede – valgt en lyrics-video af sangen, så mesterens Nobel-værdsatte sans for ord og fortælling kan åbenbare sig visuelt, altimens musikken flyder afsted sin tålmodige vej…
Problemet The Stranglers
Var meget på The Stranglers som teenager. Faktisk var deres ‘(Get A) Grip (On Yourself)’ et af de første 5-6 punknumre, jeg overhovedet hørte, så de indtog straks en central plads. Investerede entusiastisk i debuten Rattus Norvegicus (1977), opfølgeren No More Heroes (1977) og Black and White (1978), alle tre særegne albums med stor stilistisk diversitet og en sjælden musikalsk dygtighed indenfor punkens dengang endnu så snævre rammer.
Men allerede da, midt i teenage-hengivenhed til dem, lå det i luften, at The Stranglers også havde en anden side. For hvor bands som The Clash, The Ramones, The Jam, ja, selv Sex Pistols fremstod for os kids som en slags ældre og kærligt oplærende/informerende storebrødre – ja, mødte selv dengang The Ramones og The Clash, og de var trods deres punk-heftighed virkelig enormt…søde! – så var The Stranglers mere den indebrændte onkel, familiens sorte får, ham der kunne være rå, ubehagelig og ondskabsfuld uden at gøre sig det mindste umage.
The Stranglers’ karikerede kvindesyn var allerede dengang til debat, bandet tævede musikjournalister som havde anmeldt dem dårligt, og de holdt konfronterende koncerter, der ofte endte i slagsmål og hærværk. The Stranglers fremstod ofte mindre udadtil som et band end som en bande, fire semi-hools, hvis primitive råhed altid lå og ulmede, selv i bandets på overfladen indimellem overraskende stemningsforfinede musik.
Derfor naglede The Guardian det så perfekt da de i deres nekrolog først i maj for The Stranglers’ corona-afdøde keyboardvirtuos Dave Greenfield havde følgende overskrift: Dave Greenfield: putting beauty at the rotten heart of the Stranglers. For det var jo sådan det var, skulle man være ærlig overfor sig selv; The Stranglers’ bankende hjerte var sin vitalitet tiltrods pilråddent.
Jeg opgav efter de tre første albums Guildford-bandet som mere end afstandsuforpligtende guilty pleasure, men må stadig tilstå et vist musikalsk blødt punkt for vel 10-15 af de numre fra dem, der kommer med den så sært kortluntede skønhed. ‘All Roads Leads To Rome’ fra Feline (1983) – bandets overraskende vellykkede plyndringstogt ind i den tids nye synthbaserede popmusik – er et af dem…
Så Riv os fra hinanden
Ikke vores personlige favorit med Joy Division her, men at udsende en stærkt profileret single, vi taler kun små fem uger efter forsangerens selvmord, med titlen ‘Love Will Tear Us Apart’, det er et sjældent stærkt statement. Og når en så tidsklarsynet alvorssanger netop er død for egen hånd, så lyder hans nye sungne ord uimodståeligt, som kommer de fra hinsides med en uangribelig sandhed. Ialfald lige indtil flødeoverfladesangeren Paul Young scorer et MOR-hit med dem et par år efter. ‘Love Will Tear Us Apart’ med Joy Division blev udsendt på single i dag for 40 år siden…
Sangskriverne
Rolling Stone har lavet en liste over popmusikkens 100 største sangskrivere. Det er en af de lister, der mest efterlader mig med spørgsmål. Det er ikke overraskende, at listen i det store og hele består af mænd fra Storbritannien og USA fra det 20. århundrede – og det ville have været en mere ærlig titel, synes jeg. Kontinentale kæmper som Jacques Brel, Serge Gainsbourg, Mikis Theodorakis, Bertolt Brecht/Kurt Weill m.fl. glimrer ved deres fravær. Og ikke et ord om Afrika, Asien eller Sydamerika – bare fordi jeg ikke kender så mange fra disse store kontinenter, kunne der jo godt være nogle store navne. Nå, sådan er verden set fra Rolling Stone.
Bob Dylan er nummer 1. Det kan jeg sagtens leve med. Men hvorfor er Paul McCartney nummer 2 lige en plads over John Lennon? De to var fænomenale hver for sig, men var jo også en sangskriverduo, Hvorfor er David Bowie længere nede end Jackson Browne? Hvorfor er The Notorious B.I.G. mange pladser over George Harrison, mens Chuck D fra Public Enemy slet ikke er nævnt? Og hvorfor er Benny Andersson og Björn Ulvaeus nummer 100 ud af 100? Joe Strummer og Mick Jones er nummer 57, lige under Madonna. Kate Bush og salig Aretha Franklin er slet ikke nævnt. Tom Waits er nævnt, men mange af hans sange er blevet til sammen med Kathleen Brennan. Hvorfor, hvorfor, hvorfor?
Nej, jeg ved det heller ikke. Jeg har heller ikke tænkt mig at skrive og klage, for smag er subjektiv og ofte er sådanne lister ret beset meningsløse. Det mest interessante er mini-biografierne af de 100 sangskrivere, og det er i høj grad dem, der gør listen værd at læse trods alt. Ofte er den slags lister jo bare et påskud for at skrive om den musik, man kan lide.
Dylan er fremme
Vinylen kommer desværre vist først i midten af juli, men musikken på Bob Dylan’s nye Rough and Rowdy Ways udsendes og kan heldigvis købes/høres fra i dag. De foreløbige anmeldelser samlet på Metacritic er helt oppe at køre. F.eks. citeres Rolling Stone således om albummet: ‘On Rough and Rowdy Ways, Dylan is exploring terrain nobody else has reached before—yet he just keeps pushing on into the future’. Og Independent er ikke langt efter: ‘His richly soporific new album – his first new material since 2012’s Tempest – plays like an extension of that [2016 Nobel Prize acceptance] speech: a folksy recitation of literary and pop references sprawling over long, ramshackle songs with minimal (mostly acoustic) melodies that sway back and forth behind him like curtains in a light breeze‘. Her en appetizer…
Let’s turn on the endless night…
London’s Graham Parker and The Rumour er sært glemte i dag, men i bandets storhedstid – slut-70’erne/start-80’erne – havde bandet et stort navn i England/Europa, hvor de udsendte plader og turnerede med en indædt, new wavet rockmusik, der, ikke mindst qua sangskriver Graham Parker’s snerrende vokal, lød slet ikke ulig samtidige Elvis Costello and The Attractions. Bedste album er Squeezing Out Sparks (1979), hvor sangskrivning, produktion og sammenspil rammer en helt højere enhed, men også efterfølgeren, den Jimmy Iovine-producerede The Up Escalator (1980) er værd at opsøge. På ‘Endless Night’, åbningstracket på side 2, dukker en af Iovine’s venner op i studiet og synger med. Hør her hvordan Bruce Springsteen lyder i december 1979, sammen med Graham Parker and The Rumour…
Doves er tilbage
Trioen fra Manchester, der ofte nævnes i samme åndedrag som de på mange måder beslægtede Elbow, er tilbage efter mange års pause (elleve år, faktisk – Kingdom of Rust kom helt tilbage i 2009) med et helt nyt nummer. Det tegner godt, synes jeg.
Det der blev af det der var
Og Ian Curtis tager en nat sit liv i et køkken i Macclesfield. Og han indtager ubesværet en helgenplads i postpunkens himmelhvælving. Og Joy Division bliver til New Order. Og en rejse fra mørke mod lys påbegyndes. Og en af dens funklende stjerner tændes i 1986 som singleversionen af ‘Bizarre Love Triangle’. Og i går meddeler New Order på Instagram, at netop det så sjæleopløftende nummers promovideo er blevet opgraderet til high definition. Og det er vores undskyldning for at kunne glædes over det lige her. Og Ian Curtis må hjertens gerne se med derude fra, skulle det være ham muligt. Og mon ikke også han vil føle en vis stolthed over, det der blev af det der var?
Someone take these dreams away…
Drømmene er om Ian Curtis, der for altid på grynede videostriber vil danse sin epileptiske dans, mens Joy Division’s unge requiems – her er det ‘Dead Souls’ – blæser ud og henover al den ubetydelige underholdning, der lige siden har belejret den vestlige verden…
Strangled by jazz
The Stranglers’ keyboardmester Dave Greenfield drog hinsides i maj måned, jaget herfra af COVID-19. Det har afstedkommet denne hyldest, en listigt manipuleret version af hans mest kendte komposition, The Stranglers’ ‘Golden Brown’…
Sex Offender
I hvad kun vil være en spændende liste med perfekte debutsingler, bør denne have sin sikre deltagelse; 17. juni 1976 udsender Blondie ‘X Offender’, et så kort men bittersødt sammenstød mellem The Shangri-Las’ popmelodrama og New York City’s nye punkbølge…
Enjoy the silence
De fleste kender nok ‘In A Manner Of Speaking’ via Depeche Mode’s Martin Gore, der fan-sang nummeret med karakteristisk bævende vibrato på sin Counterfeit-EP i 1989. Men som det står til med den slags, så er den oprindelige version ofte bedre. Her er det Winston Tong der synger for på Tuxedomoon’s 1985-original…
And he was alright…
Dagens 48-års tilhører glam-albummet over dem alle, The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars, som David Bowie udsender 16. juni 1972. Bowie, der efter Hunky Dory (1971) har simplificeret sin sangskrivning, som nu pludselig er en helt anderledes enkel rocknroll, tager med Ziggy Stardust glamstafetten fra vennen Marc Bolan’s T. Rex og stikker af, for aldrig mere i det årti at blive hentet igen…
Boxers
Morrissey’s tidligere guitarist Alain Whyte har de seneste uger hver aften på YouTube givet versioneret en af de sange, han skrev til Morrissey i de år de arbejdede sammen, fra 1991 til 2009. I aften ramte han så en af denne sides absolutte M-favoritter, singlen ‘Boxers’ fra 1995. Whyte synger den naturligvis ikke tilnærmelsesvis så godt som Morrissey gjorde dengang, men versionen fra i aften er alligevel værd at høre, som for at kunne beundre sangens elegante grundstof af akkorder og fingerspil strippet helt ned…
Unknown Pleasures
15. juni 1979 udkommer Joy Division’s debutalbum, den perfekt opkaldte Unknown Pleasures. Går trafikken istå på gaderne i England, og rydder BBC radiokanalerne for at afspille dette sensationelt gode nye band? Man skulle tro det, så kanoniseret Unknown Pleasures siden er blevet, men sandheden er desværre anderledes. Joy Division får nogle flotte anmeldelser, men i det større spil er der stadig kun tale om et ‘lovende’ nyt band, om en up and and coming-act, der endnu spiller små klubber og haller, kulminerende med efterårets lange engelske opvarmningstour for et andet Manchester-band, de meget anderledes poppunkede Buzzcocks, som Joy Division efter sigende med et får til at fremstå uddateret irrelevante, så indlysende er Ian Curtis og co’s styrke. Her en optagelse af Joy Division’s første optræden på britisk TV, d. 20. september 1979, hvor en kommende klassiker fra det nu tre måneder gamle debutalbum præsenteres…