Too much pressure
Nedtælling til London
Hvad kan en top-19 over personlige favoritter fra London Calling så? Jo, den viser ialfald, at The Clash’s mesterlige dobbeltalbum faktisk ville have stået endnu stærkere i profil, havde det kun indeholdt 13-14 numre. For de svageste fire-fem på denne liste giver isoleret set virkelig ikke meget at skrive hjem om. Omvendt kan det så måske indvendes, at de mange uhørt stærke indspilninger og numre stråler ekstra med en lille håndfuld mere grå almindeligheder iblandt sig…
The Clash Take The Fifth
Få dage efter at The Clash i september 1979 på deres Take The Fifth-tour har spillet to aftener på The Palladium i New York City, de shows hvor Paul Simonon i frustration smadrer sin Fender P-bass og uforvarende bliver coverart til snartkommende London Calling, har bandet to shows i Canada, hvorfra denne nyhedsreportage stammer. Vildt og forunderligt så barnligt uskyldige supportbandet The Undertones fremstår her…
PS – Det var også på denne tours amerikanske del, hvor The Clash – udover The Undertones altså – også support-introducerede deres publikum for et par af deres egne musikalske helte fra amerikansk musikhistorie, først på touren Bo Diddley, senere Stax-soulduoen Sam & Dave.
Art of the poster
Your Arsenal
Hvad fodbold gør ved folk. En London Calling-anekdote fra magasinet Eight by Eight:
“Another London team, however, would prove an inspiration on London Calling. The material written at Vanilla for the album was recorded at Wessex Studios in Highbury, North London, in August and September 1979. Highbury was the home of Arsenal, and the record’s producer, Guy Stevens, a legendarily eccentric maverick in the British music business, was an obsessive fan of the club.
Discovering that some Arsenal ground staff were Clash lovers and conspiring with them, Stevens established a daily ritual that he felt could only add to the magic he was trying to inject into the new record. The minicab summoned to take him each morning to Wessex would make a slight detour, stopping at the Arsenal ground. There, Stevens would briefly exit the vehicle and enter the Highbury center circle, where he would kneel and pay homage to his mental image of the team’s attacking midfielder Liam Brady. Then he would continue on his way to Wessex.“
Patti Smith hylder…
This is
with Tom Verlaine
in 1974. He was 25,
a poet and an infinitely
innovative guitar player.
We read the same books,
wore the same torn shirts,
and roamed the east village
streets. Late in the night,
beneath the Marquee Moon
Tom Verlaine turned seventy.
Happy Birthday Tom, you are
still all that you were and more.
Kopier piraterne?
For seks dage siden uploadede videokunstneren Nacho – som dokumenteret her på siden – en lyd/billede-opgraderet version af The Clash’s ‘London Calling’. I dag har The Clash’s officielle YouTube-kanal pludselig uploadet en lignende ny og bedre version af Clash-klassikeren. Det ligner jo mere end en tilfældighed, men lægger fint op til lørdagens runde årsdag for London Calling-albummets udgivelse. Her den nye The Clash-udgave af Nacho’s opgraderede version af The Clash’s efterhånden kvalitetsfalmede originalklip…
Verlaine
Det er sært foruroligende i et større tidsperspektiv, når det lige i forgårs så unge, skrøbelige Television-menneske og guitar-geni Tom Verlaine ud af ingenting pludselig fylder 70. Livets hastighed kan udefra synes svimlende, specielt når man som Verlaine har brugt så meget af det på at gemme sig væk. For ovenpå årene med Television og en efterfølgende håndfuld soloalbums har der kun været meget stille omkring hans kolossale talent for det eskspressive. Her er Verlaine som vi først hørte og faldt for ham, i forgrunden for Television på slutnummeret fra Marquee Moon (1977), New York City-bandets mesterværk af et forunderligt debutalbum. Det var punk dengang fordi det var så vildt anderledes og forfriskende nyt, ikke fordi det tilnærmelsesvis lød af punk rock…
Dagens singlekøb
Lykken i at genfinde et tabt stykke pre-ungdom. I en fordækt kælderbutik, bag en håndfuld The Kinks-syvtommere, ventede Johnny Thunders og hans Heartbreakers i går på at sprede glæde med denne hedoniststærke 1977-single til salg for næsten ingenting. Når man hører Heartbreakers nu, står det mere end bare klart, hvor meget Sex Pistols musikalsk så op til dem og New York Dolls. At Heartbreakers, der kom over til London for at blive stjerner, så også introducerede hele byens punkscene til heroin, er en anden og alvorligere sag, ikke mindst for stakkels Sid Vicious…
Enig, sangen her lyder ikke så lidt som Richard Hell and the Voidoids’ ‘Love Comes In Spurts’ fra samme år. Nok ikke tilfældigt, for Hell var med i Heartbreakers inden de rykkede fra NYC til London.
Dårlige nerver
Udsolgt og et tæt pakket i Lido i råkolde Kreuzberg, hvor Die Nerven skulle tage stikket hjem. Men en svært halvbagt affære blev det. Se, bandet havde mere fokus på at underholde salen med selvbevidste jokes og halvmorsomme scenefinter, end på den råklare Die Nerven-musik, hvis altopædende kraft plejer at sende trioen fra Stuttgart – og dens publikum – afsted mod nuets forglemmelse og sjælelige afklarethed. Og det duer altså bare ikke at spille sitrende postpunk og hygge sig uforpligtende samtidig. Die Nerven’s vilde samspil stod som altid knivskarpt virtuost, men grundfølelsen af ingenting på spil gjorde seancen til en paradekørsel i tom vogn. Tilsidst – efter at selv magtdemonstrationsstykket ‘Angst’ var blevet reduceret til musik-musik – blev trommeslageren alene tilbage på scenen, hvor han førte an i en meningsløs fællessang af Queen’s ‘We Are The Champions’, I kid you not. For Die Nerven var den udsolgte sal tiltrods alt andet end mestre denne aften. Den lange pause de går ud til nu er der brug for. Kunsten at tage sig selv seriøst vil tage tid og sult at genlære.
Die Nerven
Stuttgart’s Die Nerven, Tysklands i disse års mest spændende rockband, indledte i aftes på Gruenspan i Hamburg en kort tour på fem shows, en slags abschied vel, inden den længere Die Nerven-pause, der forhåbentlig skal ses som tegn om nyt på vej med All Diese Gewalt, guitarist/sanger Max Rieger’s andet og ikke mindre interessante projekt. Et nummer fra Die Nerven’s seneste album Fake (2018) som warm-up op til den udsolgte Lido-koncert her i Berlin i aften…
Årets bedste…
Politikens Erik Jensen kårer sine ti albumfavoritter fra i år. Øverst på hans liste får Brænder Boksen Med Smukke Ting følgende ord med på vejen:
“Vemod, afsked og afsavn kan være smukke størrelser, især omsat i musik, hvor stemningen er til for at øre på. Hos Love Shop emmede musikken og Jens Unmack tekster i en dybt poetisk cut up-stil i år mest af savn efter alt det og alle de, vi der er kommet i en vis alder, har mistet. Ikke mindst (dele af) os selv. Personligt, nøgent og nøgternt som aldrig før. Men død og afsavn bliver hos Love Shop ofte til det, man vokser videre af og som bandet selv konstaterer i en af albummets smukke perler: At leve er at dø med stil. At reducere dette mesterlige album til et ekko af postpunk er at gøre det sørgeligt til skamme. For det er måske det mest melodisk flotteste album om voksenlivets udfordringer, tomrummet mellem nødvendighed og død med skabelsen, kreativiteten, musikken som det brændstof, der får boksen med de smukke ting til at futte af, nogensinde hørt på dansk. At spille er at leve med stil, når man gør det så overbevisende elegant som Love Shop, hvilket band, hvilken sangskriver, hvilket album.”
Læs om samtlige Erik Jensens ti favoritter lige her.
London Calling-video opgraderet
Har tidligere her bragt videokunstneren Nacho’s restaurerede værker med både David Bowie og Echo and the Bunnymen. Nu har han også kastet sig over The Clash, hvis ‘London Calling’-video i går blev lagt op i hans optimerede version, med lovning om mere The Clash på vej snart. Her Nacho’s detaljerede kommentarer til den ‘nye’ video, som demonstration for med hvilken ihærdighed, entusiasme og kærlighed til den ypperste kvalitet, han arbejder…
Now Get This
It is impossible to say what the greatest Clash song is. Checking my own Clash favorites playlist, I could maybe narrow it down to 10 songs. Certainly London Calling would be in that Top 10. In ’78 & ’79 I had a few chart “Punk” singles – Undertones, Buzzcocks, Gen X & I think Tommy Gun & Cost of Living EP by The Clash. But it was with London Calling that I began to really get into them. I was not alone. By January 1980 the single was No. 11 in the UK charts, the band’s biggest hit thus far. DJ Annie Nightingale had made a bet with Joe Strummer that London Calling would make the UK Top 10 without them appearing on Top of the Pops, the stake being a Cadillac. When the record peaked at number 11, Nightingale was saved by a listener who donated a Cadillac. The band subsequently auctioned it to raise funds for the recession hit steel town of Corby.
Live By the River
I remember seeing the London Calling video, and being mighty impressed by the swagger of the band, apparently oblivious to the dark London night & lashing winter rain.
The promo was directed by British film maker, DJ & musician, Don Letts. Letts had already directed several Clash music videos, as far back as White Riot in 1977. Later, in 1984 he co-founded Big Audio Dynamite with Clash guitarist Mick Jones. In 1990 Letts directed the documentary, The Clash: Westway to the World.
London Calling was shot at the beginning of December 1979. The video shows the band playing the song on a barge moored next to Albert Bridge on the south side of the River Thames. It was a cold and rainy night, which probably made for a very unpleasant shoot, but suits the apocalyptic lyrics of a drowned London.
Wheat Grown Thin
The video legacy of The Clash, like many other great artists, is not being given proper love & respect. Old fans, new fans and musical historians alike rely on the videos in circulation to remember, understand & enjoy facets of an artist, that listening to the music alone cannot provide.
Leading the pushback against the seeming indifference of many artists / their estates / management / labels etc. is Neil Young, with his magnificent & ever expanding online treasure trove, Neil Young Archives. Meanwhile the material online of many other important artists is in appalling quality. Or worse; festering in an archive unseen and sometimes even undigitized from the original celluloid, and therefore deteriorating year by year.
The Clash are a case in point. The “official” sources of the London Calling promo [Clash YouTube channel, Essential Clash DVD, iTunes store downloads etc.] are a mess. The various versions available are obviously not mastered from first generation sources, and are in low definition. Most of them are running at about 3 or 4% too slow. The audio quality of them is bad, presumably from the original 40-year old soundtrack. At least the YouTube version is complete, featuring the Big Ben scene at the beginning & the shot of the Thames in the fade-out. Whereas the versions on the Essential DVD & other sources, omit the intro and just after Topper Headon’s last cymbal crash, before the song has even finished its fade-out, whilst Strummer is still “alike alike alike-ing” the video just abruptly ends.
Won’t You Give Me a Smile?
And so, collecting together and combining all the video sources I could find, and dubbing in the excellent 2013 Sound System Box Set remaster of London Calling, I have tried to create an improvement on what’s currently out there. It’s far from perfect, but it’s better than anything else I’ve seen in circulation.
This is the first of several Clash video restorations I have in mind.
Hope you dig it!
With thanks to my three Clash mates, Adam, Pete & Richard for providing invaluable info, some of which I quote almost verbatim.
Credits
Video Source:
The Clash • London Calling • Original promo video • Directed by Donn Letts • Shot in London, December 1979
Audio Source:
The Clash • London Calling • 2013 Sound System Remaster • Recorded at Wessex Studios, London • August, September, November 1979 • Released December 7, 1979
Musicians:
Joe Strummer • Lead vocals, rhythm guitar
Mick Jones • Lead guitar, backing vocals
Paul Simonon • Bass, backing vocals
Topper Headon • Drums
Guy Stevens • Production
Søndag med Tom Waits
Regnen sejler gråt denne søndag i København og hindrer dagslyset i at trænge igennem, hvilket gør den helt rigtige ramme til en vemodig evergreen med Tom Waits, weekendens 70-års-fødselar. Californiske Waits boede i 1980’erne i New York City sammen med sin kæreste og faste samarbejdspartner Kathleen Brennan, hvilket man nemt bilder sig ind ligger hørbart i musikkens dna på en sang som ‘Yesterday Is Here’ fra Frank’s Wild Years (1987). Tillykke til Tom Waits, hvis eksotiske eventyr i København med folkduoen Lasse og Mathilde vi må tage på et andet tidspunkt…
Dagens 40-års…
…London calling, yes, I was there, too
And you know what they said? Well, some of it was true…