Det nu 25 år gamle riot grrrl-band Sleater-Kinney fra Olympia, Washington udsender i dag sit niende album, det andet siden genforeningen i 2014. The Centre Won’t Hold, produceret af St. Vincent’s, ser det kompromisløse band som nyfødt duo, da trommeslager Janet Weiss forlod folden i juli, umiddelbart efter indspilningerne var afsluttet. Sådan her lyder Sleater-Kinney anno 2019…
Dagens udligning: 42 år i live, 42 år nu borte….
Det er til oktober ti år siden Sonic Youth de facto gik i opløsning gennem Kim Gordon og Thurston Moore’s skilsmisse, der fulgte ovenpå sommeralbummet The Eternal. Her en optagelse derfra af ‘What We Know’ på fransk Canal+, der bitterligt klart viser hvad gik tabt med NYC-bandet, der kunne spille majestætisk støjrock som vel ingen andre…
I Stockholm i dag har Thåström modtaget en fornem pris.
Kan en stilfuld musikvideo redde en håbløs sang? I tilfældet med Iggy Pop’s nye albumforløber ‘James Bond’ bliver svaret et bestemt nej. Selv i anden ombæring her, nu med formildende billeder af Iggy som elskelig slidt hanhund, lyder ‘James Bond’ som det bedst tænkelige argument for et opkald til Josh Homme, den så anderledes inspirerende legekammerat fra sidst…
Oh, Jonathan. Tiden er blevet omkring 1971-72. Du bor i Boston, Massachusetts. Dine drømme kredser næsten besat meget om The Velvet Underground. Dit eget band hedder The Modern Lovers. I tager ud til Californien et forår og indspiller en række sange, endda med John Cale, et af dine fire store VU-forbilleder, i producerstolen. Men det musikalske klima er kompliceret, og du ved heller ikke selv, så det skal blive punkåret 1976 før Beserkley Records får de rå optagelser udsendt. Men da er du et helt andet sted henne. Her så ensomme ‘Hospital’ fra The Modern Lovers…
Fact: Dagen før sin død spiller americana-legenden Gram Parsons minigolf (!) med Jonathan Richman og de diskuterer at indspille sammen i fremtiden.
Fact: Keyboardspiller på dette tidspunkt i The Modern Lovers er en vis Jerry Harrison, der siden skal blive anderledes verdenskendt som medlem af New York City-bandet Talking Heads.
Fact: Trommeslager på dette tidspunkt i The Modern Lovers er en vis David Robinson, der siden skal blive anderledes verdenskendt som medlem af Boston-bandet The Cars.
I dag fylder Franz Beckerlee 77.
Det er snart mange år siden, han lagde guitaren på hylden for at koncentrere sig om billedkunst. Men her er et af de numre, jeg husker ham for. På “The Last Jim” må det være salig Jørgen Ingmann, han har ladet sig inspirere af.
Da jeg i sidste uge var til festival i Göteborg fulgtes jeg som bekendt med en jævnaldrende svensker fra koncerten med Orville Peck, og han (dvs. svenskeren) betroede mig, at Gasolin var et af de navne, han altid har holdt af – og især Franz Beckerlee satte han højt. “Franz Beckerlee är bättre än Jimi Hendrix!” sagde han.
Bauhaus-sanger Peter Murphy, som i disse uger har et længere soloengagement på en Greenwich City, New York-klub ved navn Le Poisson Rouge, meldes hospitalsindlagt efter et seriøst hjerteanfald. Livet er skrøbeligt, de resterende aftener aflyst, og god bedring alt hvad ønskes kan til postpunkens engang så visuelle Count Dracula af natlevende bleg hud, skinnende sort hår og knivskarpe kindben. Og hans Bauhaus? De lød sådan her dengang de fandtes som band…
Foto & ©: Godlis – Second Ave. at night 1984
Så er det blevet countrytid igen. En af årets bemærkelsesværdige udgivelser er Walk Through Fire med Yola, der er noget for genren så atypisk som en engelsk sangerinde med afrikansk baggrund. Dette er hendes debut som solist og er produceret af Dan Auerbach fra The Black Keys.
Herunder er er lige en sang mere med Yola.
Liverpool – Chelsea, onsdag, kl.21.00, 3+/Istanbul
I anledning af aftenens Super Cup-finale i Istanbul mellem Liverpool og Chelsea, på Besiktas’ stadion ved bredden af Bosporus, herfra lidt fokus på det tyrkiske darkwawe-band She Past Away, hvis tredje album Disko Anksiyete (‘disko angst’) netop er udkommet. Hvis The Cure kom tilbage og i musik lød ca. som She Past Away gør det her på ‘Durdu Dunya’, ville mange af os vist ånde lettede og lidt lykkeligere op…
Nyrestaureret af musikvideokunstneren Nacho og netop lagt op på Vimeo, her instruktøren John Smith’s kunstneriske doku Shine So Hard, om da helt nye og så formstærke Echo and the Bunnymen’s koncertbesøg på Buxton Pavillion i Yorkshire, den iskolde postpunk-vinter 1980/81…
CL-kval i Parken mod Crvena Zvezda? Nej, i DR-byen gøres der her klar til VM-74 i Vesttyskland. Man har flottet sig og indkøbt matchende jakkesæt med stor fodbold på venstre bryst…
Allerførst var der to bands som lyste klart på stjernehimlen over mine forældres hus ude i de fjerne provinser: Gasolin’ og så Sparks. Sidstnævnte red med på samme glam-hitlistebølge, som Sweet og Slade her til lands var kronede konger af, det selvom David Bowie og Marc Bolan/T. Rex ellers leverede både rammer og indhold til festen. Sparks, de var for outsider-mærkelige og asexuelle til at nå helt bredt ud. Da ikke mindst fordi Ron Mael, den keyboardspillende part af de to brødre, bandets kreative kerne, gjorde dyd ud af at ligne en ung Adolf Hitler, hvilket nok ikke ligefrem satte mange teenagepigehjerter i brand. I anledning af Ron’s 74-års fødselsdag i dag, her en af bandets største singler fra det Sparks-gyldne år 1974, hvor de udsendte deres to stærkeste albums, Kimono My House og Propaganda. Tak skæbne, man fik lov at opleve hitlistemusik af denne kaliber og luksuriøse særhed…
PS – Endnu et bevis på Sparks’ format dengang? Deres trommeslager hed Dinky Diamond.