Kort før sin utidige død i 1977 begår Marc Bolan en sang sammen med sin ven David Bowie. ‘Madman’ bliver i kølvandet på hans fatale bilulykke aldrig til noget, men den oprindelige lofi-demo/rehearsal (kan høres i sin rå-ustrukturerede gru herover) dukker inden længe op på en bootleg, som det da nye London-band Cuddly Toys hører. De indspiller og udsender ‘Madman’ som deres debutsingle i 1979…

Ovenpå tre perfekte singler med mørkere Siouxsie Sioux-stemme, skarpere popsange og en for hende helt omlagt synth-lyd, havde vi her set meget frem til Sharon Van Etten’s nye album Remind Me Tomorrow, der udkom i fredags. Førsteindtrykket har desværre skuffet, da albummet umiddelbart ikke formår leve op til de omtalte singlers skarptskårne new pop-univers. Håber pladen vokser ved flere lyt, men indtil da her Van Etten’s besøg med Springsteen-lydende ‘Seventeen’ på Jimmy Kimmel Live i sidste uge at varme sig på. Stærke sager efter 3:07, da paraderne falder…

Det synes Echo and the Bunnymen-überego Ian McCulloch ialfald selv om bandets Ocean Rain-forløbersingle ‘The Killing Moon’, der udkom i går for 35 år siden. Han er nu ikke helt galt på den, for mere køligt majestætisk og ophøjet musik skal man lede længe efter…

Manchester-bandet The Durutti Column – AKA guitar-es Vini Reilly, der siden hjalp Morrissey’s solokarriere igang – udsendte i 1981 med LC et af de bedste albums nogensinde på Tony Wilson’s postpunk-legendariske Factory Records. Her ‘Never Known’ det specielt atmosfæreperfekte åbningsnummer på side 2…

Har haft travlt langt fra bloggen de sidste par dage, hvilket betød, at Françoise Hardy’s 75-årsdag i går blev forbigået i højest upassende stilhed. Bedre sent end aldrig er her i den anledning det skønne nummer, hvis fjerlette musik nærmest lyder som en fransk pendant til Velvet Underground’s ‘Sunday Morning’ fra præcis samme år, 1967. På tidspunktet 1:06 i følgende musikklip sætter omkvædet ind, for første og eneste gang i sangen, verden bliver pludselig et langt bedre sted at være, og ikke et øje vil være tørt…

Grimme højhuse og sammenbidte unge mænd i mod-tøj. Man kan næsten se på The Jam’s andet album – udsendt i november 1977, kun seks måneder efter debuten In The City – hvordan indholdet lyder; en vred, hvid beatmusik uden en eneste omvej ud i musikalske overdrev, krydret med lige dele krads socialrealisme og idoliserende musikalske Who/Kinks-referencer. Jeg købte This is The Modern World i 1978. ‘London 1978’ er der lidt vandaliserende skrevet med kuglepen på innersleevet, og som huskes blev albummet købt på en sprogrejsetur til England. Men noget stemmer ikke her, for vinylen er et skandinavisk tryk.

Under alle omstændigheder var albummet et af dem jeg hørte allermest som 14-15-årig. Men siden ikke ofte. For The Jam blev hurtigt så meget bedre end her. Næste års All Mod Cons var et syvmileskridt fremad, og 1979-albummet Setting Sons af endnu højere kvalitet. Så This Is the Modern World lød meget hurtigt som det den var, nemlig en for hurtigt skrevet opfølger til debuten.

Lørdag middag – som optakt til Liverpool-kampen i Brighton – hørte jeg en best of, der udkom for et par år siden i forbindelse med en stor The Jam-udstilling i Liverpool. Flot er den med sine tre vinyler i mod-rigtigt hvidt, blåt og rødt. Men det føltes sært forkert, at høre en (iøvrigt glimrende) ny opsamling med et band engang kendt så nært. I de år var The Jam ligeså store som The Clash, også i min verden. Men hvor sidstnævntes musik er blevet stående lyslevende og nutidigt åben, så lyder The Jam nu anderledes som en lukket tidslomme, et fint men fjernt minde om noget der var.

Derfor blev opsamlingen gemt væk, og de rigtige albums og singler fra dengang istedet trukket frem. Altså the real thing! Og her var det så, jeg vel for første gang i mit voksenliv hørte This Is The Modern World som samlet album. En mærkelig oplevelse. For vel virkede pladen nu musikalsk karrikeret og decideret tekst-naiv i sit indignerede take på England anno 1977. Jo, den har endda en protestsang om trafikken i London kaldet…’London Traffic’. Men samtidig kunne jeg intuitivt genkende dens glemte sange og de stærke billeder, de engang sendte afsted. Og pinagtigt huske, jeg så afslutningsnummeret ‘In The Midnight Hour’ som en af de bedste The Jam-sange nogensinde. Lagde dengang ikke mærke til Wilson Pickett’s navn under titlen, og anede iøvrigt ikke hvem han var. Troede det her var en stærk original. De historieløse har også følelser.

Så afslutningen på denne The Jam-historie? Har slet ingen lyst til at forsøge samme first love-eksperiment med Sham 69, Boomtown Rats, Vibrators, Generation X eller andre for tarvelige punkbølgebands, som en overgang syntes attraktive dengang. Og About The Young Idea – The Very Best of The Jam-opsamlingen, der føltes forkert i lørdags?! Den er nu afhændet.