Kirsty

Engelske Kirsty MacColl døde dags dato for 25 år siden ved en ulykke i Mexico. Her er hun i sin mest elskede sangrolle, som duetpartner med Shane MacGowan på The Pogues’ ‘Fairytale Of New York’. Den sang er lige nu netop blevet genudsendt som single og med på 12″er-versionen er en liveversion optaget 17. december 1987 i Glasgow. Den fornemt komponerede/arrangerede sang er da blevet udsendt for første gang et par uger tidligere og nu på vej op af hitlisten, men slet endnu ikke den selvskrevne sæsonklassiker, juledramaet står som overalt i dag. Den aften på Barrowlands spilles ‘Fairytale Of New York’ live for allerførste gang. Kirtsy MacColl har ligget underdrejet af sceneskræk en tid, men hun overtales af The Pogues til at komme op til Glasgow og synge med foran et rowdy skotsk publikum. Det lyder som en god idé…

10 år med Lazarus

I går blev det på dagen ti år siden David Bowie udsendte ‘Lazarus’ som single, tre uger før dens moderalbum Blackstar udkom, tre uger og to dage før han selv døde. Samme aften kunne nordamerikanerne se nummeret opført på Stephen Colbert’s TV-show af holdet fra Bowie’s Broadway-jukebox musical Lazarus, som netop havde haft premiere tidligere i december. Det er naturligvis Michael C. Hall, der spillede rollen som Bowie/Thomas Jerome Newton-karakteren på Broadway, der synger for denne aften i CBS studierne i New York. Vi kender Bowie’s egen studieversion, så interessant her istedet at høre nummeret givet helt friskt og levende på udgivelsesdagen…

End the end

Mike Mills fra R.E.M. har fødselsdag i dag. Man kunne vælge hundrede andre og mere kendte sange med det lille store band fra Athens, GA til at markere dette med, men valget denne onsdag falder på åbningssporet fra Life’s Rich Pageant (1986). Hørte ‘Begin The Begin’ forleden nat og måtte nærmest måbe over, hvor voldsomt godt dette umiddelbart lidt ansigtsløse nummer egentlig står med sine knaldhårde rytmeguitarer, Mills’ rygrad af en steady bass og de smarte – men aldrig dumsmarte – transponeringer nummeret tager i sit seje træk fremover. Tillykke til Mike med ønske herfra om snart at få gang i den genforening af bandet, ingen tror på længere, men som verden sådan har brug for. Talent forpligter, så begynd igen.

Hunky Dory, don’t worry

I dag var en ung artist formodentlig blevet opgivet af branchen inden, men der var større tålmodighed med talenter, da David Bowie i sit fjerde forsøg endelig trådte i karakter og med Hunky Dory leverede det gennemført helstøbte album, hvor talentet blomstrede så det kunne ses af selv et blindt øje, her var en sund kerne af noget helt specielt og særegent. Hunky Dory blev udsendt 17. december 1971 med denne altid lidt oversete perle som sit slutnummer…

Orionstjernen

Hov, kalenderen åbner hukommelsen. Tre år siden dags dato og det kan med -14 grader have været årets koldeste aften i Stockholm. Vi gik skælvende i snevejret, sneen og mørket ude på det sydligste Söder og fandt frem til Orionteatern, hvor Thåström med band spillede næstsidste aften på den klubtour, der havde været forbi med afsnit i Helsingborg, GBG, Oslo, og nu sluttede med en håndfuld koncerter på Orion, et lille teater med meget højt til loftet. Der var udsolgt til allersidste mand med 500 mennesker, Thåström og band var på hjemmebane elektrisk sitrende, virkelig en sund, solid aften.

Senere gennem frostdampende Stockholm til hotellet ved Centralstationen, men ikke i seng før jeg alene et godt stykke bag midnat havde været ude at vandre på Sveavägen – forbi Olaf Palme’s mordsted og mindetavle – til Roslagsgatan op gennem Sibirien, hvor Hilmer og jeg en anden kold STHLM-vinter så mange år inden, sammen med Imperiet/Thåström-producer Stefan Glaumann, havde mixet sange i Mistlurs Studio til LS’s debutplade. Men det er en anden historie, og den her er bedre. Her en optagelse af de musikalske begivenheder i Orion på Söder den omtalte aften med sang nummer to og tre på setlisten…

Joe Ely RIP!

Som Pastoren skriver herunder, så er det en amerikansk musiker fra persongalleriet omkring The Clash’s storhedstid, der er forsvundet med Joe Ely’s bortgang. Men hvordan lød denne softspoken texaner så, når han sang? Her synger han han det på en optagelse fra 2010 om at leve evigt, og nej, det er ikke den med Oasis…

Måske flere er stødt på ham i den vidunderlige dokumentar Be Here To Love Me om Townes Van Zandt, hvor Ely i filmens åbning (fra 1:48) fortæller om sit første , helt tilfældige møde i 1968 med blafferen Townes på en landevej udenfor Ely’s daværende hjemby Lubbock, Texas…

Joe Ely er død

Joe Ely døde i går; han blev 78. For nogle er det måske lidt overraskende at denne dygtige countrymusiker fra Texas havde en tæt forbindelse til et ikke helt ukendt engelsk band, der ofte bliver nævnt her.

Joe Ely mødte The Clash i London; de udviklede stor respekt for hinanden og turnerede sammen. På ¡Sandinista! finder man da også linjen “Well there ain’t no better blend than Joe Ely and his Texas Men” (i sangen “If Music Could Talk”).

Jeg købte for mange år siden live-albummet Live Shots, der består af koncertoptagelser fra turneen lige efter London Calling. Det er et godt sted at starte.

Musik for voksne mennesker anno 2025

Trænger vi ikke til noget country efterhånden? Eller hvad med noget new wave?

Nu kan I i al fald læse en uprioriteret liste over albums, jeg har lyttet til i året, der snart vil være “sidste år”. Læs mere her – det er vores nye feature. Denne blogs anden forfatter har allerede skrevet om sit bud på årets album, der i hans tilfælde udkom i 1979. Men måske kommer han også med en bemærkning eller to.

Da JD bliver til NO

Ian Curtis tager sit eget liv, Joy Division er ikke mere. De tre tiloversblevne fortsætter som New Order. Deres første single udkommer ti måneder efter Curtis’ død. Den indeholder to sange som blev skrevet – den ene endda fremført live – med Joy Division. Det er guitarist Bernard Sumner som tager skridtet frem til mikrofonen foran bandet. Sikke en debut…

Postkort fra Verlaine

Et bittersødt postkort fra New York City og Television-guitargeniet Tom Verlaine, der ville være fyldt 76 i dag. Kunne hans ekspressive spil nogensinde opleves her i landet? Jo, Television spillede i 1977 i Daddy’s Dance Hall ved Vesterport, Verlaine gav ti år senere en fornem koncert med sit soloband i Carlton på Vesterbrogade, han var helt alene en aften i Musikcaféen i Magstræde (der var ikke udsolgt) i 1991, og han kunne senere opleves som en del af Patti Smith’s band i Amager Bio. Jo, og så var det gendannede Television i 90’erne på plakaten på Roskilde Festival.

Drinking brew for breakfast

Skal vi? Bør vi? Må vi virkelig? Årsfejringen af dette album er efterhånden blevet en kliché på denne side. Historien er blevet fortalt før. For 46 år siden i dag i Lehmannn Radio & TV i Viborg og spørge pligtskyldigt (men uden meget håb) på London Calling, dagens nye udgivelse med The Clash, som til stor overraskelse straks bliver fundet frem under disken – hvilken glæde! Men lad nu hellere høre om dit møde og oplevelse med dette dobbeltalbum, hvis ellers det har sat sig spor i hukommelsen. Mens der tænkes efter, så her et levende spor fra London Calling, sidste nummer på side 1, ‘Rudie Can’t Fail’…

Sandinista 45!

Sangeren rabler en masse sange af sig. Guitaristen tager mikrofonen på en håndfuld tracks. Bassisten synger for på et nummer. Trommeslageren har også et. Sangerens busker-ven, den violinspillende Tymon Dogg fra deres fælles besætterdage i London, synger en sang. Dennes små børn er også med i studiet og har et gammelt nummer, hvor de synger for med deres lyse stemmer. Måske billedet tegner sig her af det gigantiske musikalske kludetæppe The Clash’s tredobbelte album Sandinista! – der blev udsendt i dag for 45 år siden – er. Nogle stærke regulære sange, og så en masse (!) løse jams/stileksperimenter, der tilsammen udgør en meget uoverskuelig, dog generelt også sært varm, charmerende rodebutik. Et state of mind-album, hvor den afstukne kurs med konsekvens hele tiden ændres; verdens mest rastløse jukebox. Naturligvis havde albummet vundet i fokus ved at blive stærkt nedbarberet. Fo regulært markante sange, der ville have klaret sig med på en normal Clash-plade? ‘The Magnificent Seven’, ‘Something About England’, ‘Rebel Waltz’, ‘Somebody Got Murdered’, ‘Up On Heaven’, ‘One More Time’, The Equals-coverversionen ‘Police On My Back’, ‘The Equaliser’, ‘The Call Up’, ‘Washington Bullets’, ‘Charlie Don’t Surf’ og vel ‘Street Parade’, altså ungefähr kun 12 ud af de 36 tracks på de seks pladesider. Men nej, stædigheden vandt og dét er vel også smukt i en branche, der elleve ud af ti gange skærer hjørner, optimerer og tager den slagne, velbevandrede vej. Den kender vi kun for godt. Så tillykke til eventyrlystne og alt-for-meget-på-en-gang-insisterende Sandinista! i dag.

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.