I år kom der et bokssæt med Let It Be, der i denne sammenhæng er det fjerde album med The Replacements. Hvis man spørger mig, er det på dette album, der omsider kommer styr på deres musikalske udtryk. Første nummer på Let It Be er “I Will Dare”, der i sig selv er en klassiker og et stærkt eksempel på hvad Paul Westerberg formåede som sangskriver.
The Replacements holdt ikke af musikvideoer (og i det hele taget ikke af musikbranchens bud på hvordan musik skulle promoveres), og deres første af slagsen var mest anti-videoer.
Men her er en video til “I Will Dare”, der blev til i forbindelse med bokssættet. Hvor mange referencer til andre sange og til bandets historie kan I finde? (Der er en hel del undervejs.)
På B-siden af Siouxsie and the Banshees’ A Kiss in the Dreamhouse-single ‘Melt’ – udsendt i november 1982 – ligger en populær traditionel fransk julesang. Der findes endda en fransk TV-playback af den, hvor specielt The Cure’s Robert Smith, som var med på guitar i Banshees på det tidspunkt, får vist sin manglende entusiasme for projektet…
Der er altid mere. Følg vejens sving og der kommer nye strækninger. Og ligeledes leder sange uværgeligt videre til andre sange. Lyden på den bløde cover af ‘Please, Please, Please, Let Me Get What I Want’ her i går kastede således tanker hen mod Prefab Sprout fra Newcastle. Deres hyperrengjorte lyd og raffinerede musikalske træk smider ofte de, uhm, mere simple af os ryttere af hesten, men selv kan jeg dog tælle seks-syv sange, hvor Paddy McAloon’s udsøgte lektie ikke sender i grøften, men i stedet leder mod himlen.
Således denne sang, hvis udsøgte univers igen igen må have stemplet Prefab Sprout som de største outsidere i Newcastle’s så anderledes kantede og ligefremme gader. Vi er så langt fra genren punk som tænkes kan her, og alligevel bliver det svært at forestille sig andet mere modigt og punket end netop Prefab Sprout’s insisteren på det helt forfinede sarte i en hård by som Newcastle…
Måske denne optagelse er mere passende i stemning og lyd til dagen i dag. Engelske The Dream Academy, et designerblødt neo-hippieband hvis vist eneste gevinst var denne single, løfter en The Smiths-sang op og gør den Simon & Garfunkel-billedskøn, så stjernerne tindrer…
En glædelig hjerternes fest fra Pastor Webmaster og jeg til jer alle. Kunne have valgt den før spillede ‘Fairytale Of New York’ som musikalsk ledsagelse, men i år må De Gyldne Løver med irsk blod i hjertet vige for det stive hvide beat fra Nordengland med en sang, der har placering i LS-folklore. Desuden var det netop PSB’s version af ‘Always On My Mind’, der i julen 1987 holdt den verdens bedste julesang med The Pogues fra førstepladsen på den engelske singlehitliste. Og sådan kan skæbnen være så lunefuld, selv ved juletid. Spørg bare den lille pige med svovlstikkerne om dét. Måske det er hende Neil Tennant her synger ud til fra Top of the Pops’ varme studier i White City, London…
Diskuterede med en svensk Stockholm-bekendt, der som siden her i 1990’erne har Morrissey stående meget højt på den musikalske himmelhvælving. Vi kom til at tale om Södermalm-bandet Weeping Willows og deres sanger Magnus Carlson – ham med et ansigt som en dreng fra en hjerteskærende trist børnefilm fra 1964 – og udsagnet kom, at Weeping Willows-singlen ‘Stairs’ fra 2004 er “den bästa Moz-låt som Morrissey själv aldrig gjorde”. Jeg hører efter lige nu og kan kun erkende, det synes rigtigt. Og Magnus Carlson har ovenikøbet en stor nok stemme, samt de elegante fraseringer, til at kunne leve sig fuldstændig ind i rollen som forbilledet, hvis det altså er det som er hans store drøm. Men jo, det lyder sådan på denne stolte forkyndelse af Morrissey’s fortabte verden…
David Lynch døde i år, 15. januar. En af hans store gaver var talentet for at kunne bringe ro til kaos og vice versa. Som her på denne nærmest doowop-lydende sang fra 2013, hvor Lykke Li synger for, en harmonisk drømmetilstand, dog med en ildevarslende skygge lige på grænsen af synsfeltet. Twin Peaks revisited i både stemning og attraktion…
Bob Marley har skrevet sangen, Johnny Cash synger første vers/omkvæd, Joe Strummer tager andet vers, de to deler andet omkvæd og så fremdeles. I dag ville det scenarie være AI, et illusionernes ligegyldige skuespil, men i sommeren 2002 var den slags virkelighed, affødt af et arrangeret møde i et studie i Los Angeles, hvor Cash indspillede med Rick Rubin. Joe Strummer døde pludselig få måneder senere, 22. december 2002…
Bryan Ferry har i går delt denne TV-reportage fra 1986 om det engelske modeunikum Antony Price, Ferry/Roxy Music’s tøjdesigner, art director og coverstylist, der døde forleden i London…
Hvem har ikke brug for et fyrtårn på årets korteste dag?! Fra de år hvor Interpol fløj med brede vinger; dette nummer slutter den anden af de første tre plader, der stadig står tindrende klart. Sikkert ikke til at høre, men hørte netop Antics (2004) her voldsomt meget, da vi var i Berlin i januar 2005 for at indspille og formgive Vejen Hjem Fra Rocknroll-albummet…
Det er lige før jul i London, 1974. Den travleste mand i engelsk rocknroll-showbiz lige da er muligvis Roxy Music-frontfiguren Bryan Ferry, der siden bandets debut i sommeren 1972 har udsendt hele fire studiealbums med Roxy. Som om det ikke er mere end rigeligt, har han også fundet tid til at indspille og lancere to soloalbums i samme periode, glimrende plader, der med en enkelt Ferry-sangs undtagelse består af covers fra populærmusikkens sangskat. Årets sidste store opgave for travle Ferry er tre solokoncerter – Newcastle > Birmingham > London – med stort band, der 19. december konkluderer med en aften i selveste Royal Albert Hall. Denne sidste koncert af de tre fik en forsinket men velkommen pladeudgivelse for fem år siden. Liveplader lever sjældent op til det de gerne skal, nemlig at bringe lytteren den vitale nærhedsfølelse af næsten at være tilstede, men det formår den optagelse fra Royal Albert Hall med en storsyngende Ferry og hans sublimt spillende band, hvor ikke mindst den hårdtslående Roxy-trommeslager Paul Thompson lægges positivt mærke til. Her er det Bob Dylan, der fortolkes på aftenen. Den heftige sangtekst er virkelig noget udover det sædvanlige og kan ses under kommentarer.
Et stykke dekadent Berlin denne lørdag, sendt med Bettina Köster, mest kendt fra postpunk-årene i Vestberlin som sangerinde i kvindebandet Malaria!. Før det var Köster co-grundlægger af den undergrunds-centrale tøj- og kunstbutik Eisengrau, samt NDW-bandet Mania D. Efter Malaria!’s opløsning i 1984 boede hun en lang årrække i New York City, hvor hun arbejdede indenfor filmbranchen. Siden er hun vendt tilbage ikke bare til Tyskland, men også til musik, og her er hun for syv år siden med sin egen version af ‘Der Novak’, en lettere depraveret vesttysk populærsang fra 1956, som hun med sin livsbrugte stemme og forfinede dog rå seen-it-all-udstråling tager sit helt eget sted hen. Den heftige sangtekst er virkelig noget udover det sædvanlige og kan ses under kommentarer.
Koncertsektionen på denne side er netop blevet opdateret, så det kommende forårs aftener landet over med Duus, Tyrrestrup, Kjeldsen, Damgaard og Unmack nu kan tjekkes og sættes kryds i kalenderen ud fra.
Den tour vil naturligvis præsentere det nye LS-album I Love You, Goodbye, der nu har fået endnu et positivt vidnesbyrd med sig. Det står journalist Erik Jensen for på det seriøse musiksite allthat.dk, hvor den hvide hest tildeles fem stjerner i en anmeldelse på 5438 anslag, der kan læses lige her.
Troede et øjeblik U-BAHN var et band med et nummer der hed ‘This Eternal Decay’, men desværre forholder det sig lige omvendt, hvilket gør alt så langt mere ordinært. This Eternal Decay fra den evige stad Rom er helt sikkert en hurtigtvirkende postpunk-bouillonterning, men at håbe på mere end det vil vist kun ende i tårer…
Vi havde her onsdag ‘Begin The Begin’, den heftigt tunge begyndelse på R.E.M.’s fjerde album Life’s Rich Pageant (1986). Men hvad sker der så umiddelbart efter på den pladeside, som måske har R.E.M.’s mest overbevisende udlæg af numre i karrieren? Jo, tempoet bankes ubesværet i vejret og grebet strammes yderligere med ‘These Days’, en disciplineret kegle af energi, der som nummer har stærk klang af manifest, for “we are young despite the years / we are concern, we are hope despite the times…”, som der stålsat gentages. Efter de mange tålmodige afveje, de så omstændige konstruktioner på den regntågede forgænger Fables of the Reconstruction (1985), kom denne hvirvelvindsenergi velgørende vital. Life’s Rich Pageant var allerede efter to numre pladen, hvor R.E.M. smed hvalpefedtet og fremstod udvokset. Ikke flere mumlede tekster eller stikken hovedet i sandet, derimod et toptrimmet ungt rockband, der syntes klædeligt beruset af at opdage mulighederne i eget brede vingefang…
