Diskuterede med en svensk Stockholm-bekendt, der som siden her i 1990’erne har Morrissey stående meget højt på den musikalske himmelhvælving. Vi kom til at tale om Södermalm-bandet Weeping Willows og deres sanger Magnus Carlson – ham med et ansigt som en dreng fra en hjerteskærende trist børnefilm fra 1964 – og udsagnet kom, at Weeping Willows-singlen ‘Stairs’ fra 2004 er “den bästa Moz-låt som Morrissey själv aldrig gjorde”. Jeg hører efter lige nu og kan kun erkende, det synes rigtigt. Og Magnus Carlson har ovenikøbet en stor nok stemme, samt de elegante fraseringer, til at kunne leve sig fuldstændig ind i rollen som forbilledet, hvis det altså er det som er hans store drøm. Men jo, det lyder sådan på denne stolte forkyndelse af Morrissey’s fortabte verden…