Der er altid mere. Følg vejens sving og der kommer nye strækninger. Og ligeledes leder sange uværgeligt videre til andre sange. Lyden på den bløde cover af ‘Please, Please, Please, Let Me Get What I Want’ her i går kastede således tanker hen mod Prefab Sprout fra Newcastle. Deres hyperrengjorte lyd og raffinerede musikalske træk smider ofte de, uhm, mere simple af os ryttere af hesten, men selv kan jeg dog tælle seks-syv sange, hvor Paddy McAloon’s udsøgte lektie ikke sender i grøften, men i stedet leder mod himlen.
Således denne sang, hvis udsøgte univers igen igen må have stemplet Prefab Sprout som de største outsidere i Newcastle’s så anderledes kantede og ligefremme gader. Vi er så langt fra genren punk som tænkes kan her, og alligevel bliver det svært at forestille sig andet mere modigt og punket end netop Prefab Sprout’s insisteren på det helt forfinede sarte i en hård by som Newcastle…
Der er ikke noget at undskylde. Har det også meget svært med utroligt meget af det, bandet har udsendt, hvis arrangementer og produktion står så sirligt – man kunne også bruge ordet ‘sterilt’ – man som lytter kan overmandes af klaustrofobi og få lyst til at skrige.
Jeg har altid godt kunnet høre, at Prefab Sprout var dygtige, og jeg har stor respekt for Paddy McAloon som sangskriver. Men jeg har desværre også altid syntes, at Prefab Sprout var usædvanligt kedelige. Undskyld.
Sådan ser Paddy McAloon ud i dag, 68 år gammel. Omsider er han på vej til at leve op til sit irske navn.