En ny sang fra den – ifølge ham selv – 19-årige, spiseforstyrrede britiske alkoholiker Jim E. Brown, der fra sin hjemby Manchester i en lind strøm spreder ufiltreret selvmedlidenhed og livslede udover verden. Den beskrivelse kunne engang passe på Morrissey, som dog samtidig var et væsen, der besad tårnhøje idealer om raffineret æstetik, perfektion og den perfekte popmusik. Det gør Jim E. Brown tydeligvis ikke på dette bemærkelsesværdige nummer, som enten er satire på højt plan eller et biluheld mens det sker…

Sangeren i et af verdens i disse år mest glemte store rockbands fylder i dag 66 år. Hvordan kom det dertil, at dets så opsigtsvækkende stærke musik passivt tages for givet og ikke regnes for mere end forlængst forbi relevans? Måske ville det hjælpe på den problematik, hvis dagens fødselar lavede den soloplade, der ville bringe hans stemme ind i i dag. Men det kommer jo aldrig til at ske. Han er andetsteds i sit liv, og de to fra hans gamle band turnerer rundt i små, obskure sammenhænge, mest for sjov. Forsvindningsnummeret er lykkedes, de er væk fra spotlightet for altid. Tillykke til Michael Stipe.

Johnny Marr’s favoritsang blandt de godt 70 The Smiths nåede at indspille på kun fem hektiske år er efter sigende ‘That Joke Isn’t Funny Anymore’, slutnummeret på side 1 på Meat is Murder (1985), det andet regulære Smiths-album af de i alt fire. Det synes jeg er en vild oplysning, for den lidt forudsigelige, blege sang ville ikke engang komme i min egen top-40 over Morrissey/Marr-indspilninger.

Omvendt har Marr’s partner in Smiths-crime Morrissey afsløret, han på efterfølgeren The Queen is Dead (1986) uden held prøvede at få ‘There Is A Light That Never Goes Out’ smidt af tracklisten det endelige album, da han fandt den nu selvskrevne Smiths-klassiker for svag, for ligegyldig. Det er jo rystende dårlig dømmekraft.

Kan man udlede, at de to unikke sangskabere måske stod så tæt på deres eget værk, at de ikke har været istand til nøgternt at bedømme det? Når man hører Smiths-pladerne i dag er det med andre ører end dengang de udkom. Da var det et band i kosntant bevægelse, som klart var i en klasse for sig selv, men man perspektiverede jo ikke på den større bane, hvor Morrissey, Marr, Joyce og Rourke i dag står naturligt oppe i allerøverste liga sammen med de mest ikoniske engelske bands i rockmusikkens historie.

Men er der da ingen svagheder ved Manchester-bandet, som ridser i illusionen om det så perfekte? Jo, der er en alvorlig akilleshæl. De to første albums – The Smiths (1984) og Meat is Murder (1985) – lider begge under bandets i sig selv beundringsværdige idé omkring at udsende enkeltstående singler med eksklusive B-sider. The Smiths brugte i starten simpelthen så mange af deres bedste sange på singler, at de to første albums lider under det.

Tænk hvor langt stærkere debuten kunne stå – da ikke mindst nu i dag – med f.eks. ‘This Charming Man’, ‘Accept Yourself, ‘Wonderful Woman’ og ‘These Things Take Time’ på tracklisten i stedet for nogle af sine svagere, nærmest demo-naive Morrissey-jodlende-i- frigear-tracks.

En endnu større skygge af spildt mulighed hænger over Meat is Murder, der som to’er burde have placeret bandet centralt. Men en igen for broget samling sange tog aldrig stikket hjem, måske bedst eksemplificeret af den næsten syv minutter lange funkjam (!) ‘Barberism Begins At Home’. Man kan vist godt nævne et par numre eller fem, brugt andetsteds i mellemtiden, som ville have gjort dette værk langt mere helstøbt: ‘Heaven Knows I’m Miserable Now’, ‘Girl Afraid’, ‘William It Was Really Nothing’, ‘Please, Please, Please, Let Me Get What I Want’ og ‘How Soon Is Now’. Istedet måtte The Smiths ty til fyld som den førnævnte eller venstrehånds-markeringer a la ‘I Want The One I Can’t Have’, der stadig i dag lyder som fucking Housemartins, jeg mener, come on!

I en parallelverden var Suede små ti år efter ude i samme problemstilling omkring deres eget noget materiale-ujævne debutalbum, hvor lysende B-sider som ‘My Insatiable One’, ‘To The Birds’ og ‘The Big Time’ med held som indskiftere ville have indskrevet det i dag som den klassiker, de måtte vente til efterfølgeren Dog Man Star (1995) med at få noteret.

Men tilbage til The Smiths, har aldrig set hverken Morrissey eller Marr beklage de prioriteringer, der førte til de her betragtninger. Og i nutid dengang var det jo også vildt cool levende med et band, der bare udsendte og skød på alt hvad der rørte sig, uden taktiske overvejelser eller nogen kostbarhed. Og de to første albums formåede jo dog alligevel at begejstre, selvom de ikke kom som de håbede mesterværker. For der var sange på dem begge, som kunne det hele og endda lidt til. På Meat is Murder var favoritterne her ved første lyt præcis de samme som stadig i dag, nemlig de to første tracks på side to; ‘Nowhere Fast’ og så den her…

Ikke meget Nick Cave vi har fået hørt i 2025. Faktisk vil det til februar være blevet 12 år siden, han senest udsendte et album – Push the Sky Away – der var en fyldig del af soundtracket her. Cave løb kort tid efter ind i sin personlige tragedie, der ikke blot skulle ændre ham, men naturligvis også den musik han skabte, som herefter mere antog form af personlig terapi og religiøs søgning. Og The Bad Seeds? Gøgeungen Warren Ellis’ ankomst fik både kapelmester Mick Harvey og unikke Blixa Bargeld til at falde ud reden, Conway Savage gik bort i 2018 og Thomas Wydler har oftest været sygemeldt. Så det er blevet et helt andet og anderledes spillende band hen ad vejen. Dygtige erstaz-musikere, naturligvis, der nu mere akkompagnerer end de spiller op imod Cave. Slet ikke et band med den personlighed, timing og uforlignelige sans for sammenspillets dynamik, der var The Bad Seeds’ kendetegn de første par årtier rejsende i begsort rockmusik. Og det kan nok så mange maniske Warren Ellis-violinsoloer ude på de store arenaer ikke råde bod på. Derfor en kæmpe oplevelse, nærmest et vækkeur, da jeg i går var i rum med The Bad Seeds’ gamle coverplade Kicking Against the Pricks (1986). Er lidt bange for helt at have glemt, hvor fremragende og anderledes et band de så længe var sammen med deres enestående sanger. Det skal måske være et nytårsløfte herfra; at få genopdaget det guld som er de seks-syv store Nick Cave and the Bad Seeds-albums fra forrige årtusinde. Kicking Against the Pricks står som et af dem. Så overbevisende går åbningsnummeret…

Patti Smith bliver 79 i dag. Her er hun på en TV-scene i New York City 1998 med sin sjæleven Michael Stipe. Sammen med hans band fremfører de en sang at dø for, førstesinglen fra New Adventures in Hi-Fi (1995), det vel sidste mægtige R.E.M.-album. ‘E-Bow The Letter’ er ikke en klassisk R.E.M.-single med energi, Elvis-moves, singalong-omkvæd og alt det der, men hvad den mangler i bred masseappel gives til gengæld i late night-stemning og magnetisk fortællerfremdrift. Og så er Patti Smith’s rolle i sangen virkelig godt set…

Perry Archangelo Bamonte, først The Cure-baggearsmand fra 1984 til 1989, dernæst fast medlem af bandet som keyboardspiller, bassist og guitarist fra 1990-2005, samt senest medvirkende på verdenstouren der besøgte København, meldes i dag efter kort tids sygdom død, kun 65 år gammel. Her er han sammen med The Cure (til venstre på keys) på et af numrene fra sidste års monumentale Songs of a Lost World…