Ikke meget Nick Cave vi har fået hørt i 2025. Faktisk vil det til februar være blevet 12 år siden, han senest udsendte et album – Push the Sky Away – der var en fyldig del af soundtracket her. Cave løb kort tid efter ind i sin personlige tragedie, der ikke blot skulle ændre ham, men naturligvis også den musik han skabte, som herefter mere antog form af personlig terapi og religiøs søgning. Og The Bad Seeds? Gøgeungen Warren Ellis’ ankomst fik både kapelmester Mick Harvey og unikke Blixa Bargeld til at falde ud reden, Conway Savage gik bort i 2018 og Thomas Wydler har oftest været sygemeldt. Så det er blevet et helt andet og anderledes spillende band hen ad vejen. Dygtige erstaz-musikere, naturligvis, der nu mere akkompagnerer end de spiller op imod Cave. Slet ikke et band med den personlighed, timing og uforlignelige sans for sammenspillets dynamik, der var The Bad Seeds’ kendetegn de første par årtier rejsende i begsort rockmusik. Og det kan nok så mange maniske Warren Ellis-violinsoloer ude på de store arenaer ikke råde bod på. Derfor en kæmpe oplevelse, nærmest et vækkeur, da jeg i går var i rum med The Bad Seeds’ gamle coverplade Kicking Against the Pricks (1986). Er lidt bange for helt at have glemt, hvor fremragende og anderledes et band de så længe var sammen med deres enestående sanger. Det skal måske være et nytårsløfte herfra; at få genopdaget det guld som er de seks-syv store Nick Cave and the Bad Seeds-albums fra forrige årtusinde. Kicking Against the Pricks står som et af dem. Så overbevisende går åbningsnummeret…