David Bowie’s udstråling og performance på Top of the Pops for næsten præcis 30 år siden får straks hans kollaboratører i Pet Shop Boys til at blegne og blive to grå mus. Der er vist kun ét ord for den slags; karisma. Og hvad kan man sige om David Bowie og Brian Eno’s nummer? Det kom med energi som en frisk brise, men stor langtidsholdbarhed var ikke dets fremmeste styrke, hverken i melodi eller nu dette hitsøgende lyddesign af PSB til endnu et kapitel i den fortsatte historie om Bowie-karakteren Major Tom…
Goodbye Spaceboy
BBC6 markerede også 10-årsdagen for Bowie’s bortgang forleden. Her en halv times udsendelse hvor Pet Shop Boys’ Neil Tennant bl.a. fortæller om sin opvækst med og sit forhold til ham, 70’erne i London, Bowie’s musik, hans seksualitets betydning, glam og PSB’s senere Bowie-samarbejde på ‘Hello Spaceboy’. Velartikulerede Tennant, naturligvis en glimrende fortæller, gør det her til god radio.
Roser og champagne
Jeg var i Stockholm en varm augustaften for et par somre siden. Boede i et enormt værelse med højt til loftet oppe på 1. etage i et gammelt hotel på Strandvägen, den lyse promenade langs udflugtsbåde og restaurantskibe, der går fra city hen mod Djurgården. Sent på aftenen gik jeg en tur for at finde en bar, og i stedet for at dreje op til venstre mod Sergels Torg, fortsatte jeg ligeud ad den store, stærkt trafikerede Birger Jarlsgatan. Kom forbi et specielt udformet torv, Stureplan, som jeg forlængst havde glemt alt om, indtil det nu pludselig dukkede op som visuelt centrum i videoen herunder.
Lars Winnerbäck lavede sin seneste plade Neutronstjärnan (2023) med Kent-duoen Jocke Berg og Martin Sköld som producere. Det høres så klart her på ‘Rosor & Champagne’, som i både lyd og akkorder næsten kunne være en Kent-sang. Tekstens er elegant skrevet af Winnerbäck, men dens let desillusionerede fortællerståsted i livet kunne også nemt være Jocke Berg’s. Og hør så lige den høje oktavvokal, der kommer ind og ligger under Winnerbäck’s lead fra 0.52. Den lyder jo også næsten som…
All-time Low
Teksten på billedet herover er løgn fra afsenderen, for David Bowie’s pladeselskab RCA var ikke imponerede, da de hørte den færdige Low, hans i Berlin netop færdiggjorte nye album, der blev udsendt 14. januar 1977. Anmeldelserne var heller ikke noget at skrive hjem om. Ovenpå den rigt orkestrerede forgænger Station to Station (1976) var der da også noget sært skitseagtigt, nærmest ufærdigt og sammenkastet, over denne upretentiøse, først meget kortfattede plade, hvis anden halvdel til gengæld ændrer karakter og bliver dvælende instrumentale stykker, evigt langt fra både popmusikkens gængse hovedveje og tidens kommunikative energi i den punkbølge, som da viste vejen frem.
Når man hører pladen nu, så er det “som at høre fremtid blive opfundet i real time“, som en beskrivelse af Low udtrykte det på nettet forleden. En kantet ikke-traditionel lyd på fragmenterede musikstykker, der langt mere er brudstykker af numre end de er egentlige sange. Og en sanger, der ikke har noget floromvundent at sige (som han ellers altid plejede op til da), men blot observerer og tager sin temperatur med få ord, samt en håndfuld nøgne, hurtigt fremkaldte billeder. Ja, og så er der ovenikøbet side to, der tager bort, afsted, på et helt andet trip. Low fylder 49 år i dag – nyd den højt!
Det kolde hvide beat
Ikke alle danske klassikere har det store publikum de fortjener. Den skæbne er også tilfaldet dette stringente, iskolde synthnummer med københavnske SS Say, et af fænomenet Martin Hall’s mange projekter i 80’erne. Udover Martin Hall var SS Say nu afdøde Henrik Möll på bass, samt den her så stærkt syngende Inge Shannon. Trioen udsendte kun denne 12″er, i dag et særdeles eftertragtet objekt i de mere velassorterede brugtpladebutikker…
Texas knows he’s miserable now
I tredje forsøg lykkedes det endelig Morrissey at få sin amerikanske januar-tour sat igang. Her er hvad blev spillet lørdag aften i Boeing Center i San Antonio, Texas:
There Is A Light That Never Goes Out
Billy Budd
Alma Matters
Suedehead
Paint A Vulgar Picture
First Of The Gang To Die
Lost
Best Friend On The Payroll
Irish Blood, English Heart
How Soon Is Now?
Life Is A Pigsty
I Know It’s Over
Let Me Kiss You
Everyday Is Like Sunday
The Loop
Jack The Ripper
I Will See You In Far Off Places
Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me
Tre ting: 1.) Den setliste er virkelig strammet op i kvalitet siden sommerens europæiske tour. 2.) ‘Make-Up Is A Lie’, hans horrible nye single, blev ikke spillet. 3.) For første gang siden 1997 er The Smiths’ Strangeways-højdepunkt ‘Paint A Vulgar Picture’ på en Moz-setliste. Da var den hjerteskærende sang om musikbranchens råddenskab med dén lørdag aften i Store Vega. Samt to dage efter i Lisebergshallen i Göteborg, hvor nogen heldigvis trykkede på record…
Bowie i Paris, 1977
Popstjerner med omløb i hovedet, forfriskende, er det ikke? Dagens mand her, David Bowie, altid interessant at lytte på, her i et interview hollandsk TV optager med ham i Paris 14. oktober 1977, udgivelsesdagen for “Heroes”. Her fortæller han også første gang kyssehistorien ved Muren med Visconti, men i sagens da af gode grunde hemmelige natur i en noget anderledes version end sidenhen…
S†arman savnet
Denne iskolde lørdag markerer tiårsdagen for David Bowie’s død…
Mere ny musik, nat og dag
Kalenderåret 2026 byder allerede på sine første nye toner. Her er det skotske Twilight Sad – dem der altid spiller support til The Cure, hvis Robert Smith er fan af dem – med en bastant, mørk singleforløber til martsalbummet It’s The Long Goodbye…
Still ill
Morrissey er begyndt dette år med at aflyse sine første to shows på den amerikanske koncertrække, der skal genrejse det efterhånden noget ramponerede ry efter nu senest den aflyste sydamerikanske tour i efteråret. Men Manchester’s egen Mussolini har også gjort noget uvant denne fredag, nemlig udsendt ny musik i form af denne single, forløber for et nyt album på Sire der udsendes slut-februar. Stemmen lyder upåklageligt i disse år, det er ingen hemmelighed, men sangskrivning, ord, produktion; der bydes på rædselstomme kalorier hele vejen rundt. Kan disse tre minutter være Morrissey’s første AI-musik?
Og tillykke til mesteren selv!
Et fremragende nummer fra Elvis Presleys comeback special fra 1968. Det er hans reaktion på mordet på Martin Luther King. David Bowie er en lige så stor stjerne som Elvis, men uden Elvis ingen Bowie (og vel heller ingen Bassey eller Sexmith).
I dag fik jeg en opringning fra min moster Anna, der ligesom Elvis er født i 1935. Hun ønskede mig tillykke og vi fik en god snak. Tænk, hvis de to havde mødt hinanden!
Tillykke, Ron!
Og nu vi alligevel er i gang med at hylde mine med-fødselarer, må vi ikke glemme Ron Sexsmith, der faktisk både deler fødselsdag og fødselsår med mig. Ligesom Elvis og David er min canadiske tvilling Ron en god mand, og jeg ville ønske, han ikke så så trist ud så tit.
Tillykke med de 89, Shirley
Ud over Elvis Presley og David Bowie er jeg så heldig at dele fødselsdag med Shirley Bassey. I dag fylder hun 89. Her er hun med en sang, hendes landsmænd The Manic Street Preachers skrev til hende i sin tid. Sangen lyder på én gang som noget, den walisiske trio selv kunne have indspillet (nok med en lidt anden tekst), og noget, der hører hjemme hos James Bond.
Uden Pastoren i Schöneberg
Det er 8. januar 1977 på bøssebaren Neues Ufer på Haupstraße i Schöneberg og hvilken stimmung! Iggy Pop, Romy Haag og David Bowie ses her blandt andre vestberlinere, samlet for at fejre Bowie’s – men helt sikkert også den unge Pastor Webmaster’s 13-års – fødselsdag. Pastoren selv kan ikke være tilstede denne lørdag; måske han er til badminton i en sportshal flere hundrede kilometer væk i Nordjylland, måske han aldrig fik sparet lommepenge nok sammen til togbilletten ned over Hamborg og over til venstre, måske den invitation bare aldrig dukkede op? Men stille nu, David Bowie, som bliver 30, vil synge en sang for og fra fremtiden, ikke mindst for dagens danske fødselar, som vi også herfra vil hviske et stille “tillykke” med på vejen…
John Cale
Den vægtige violaspillende waliser fra The Velvet Underground. Siden bruddet med Lou Reed fulgte en lang udfordrende producer- og solokarriere, der fortsætter den dag i dag. I 1980’erne så vi ham ofte i Danmark. Historien bliver fortalt, at han turnerede så intenst og så ofte i den periode, fordi der – helt ligesom hos hans gamle bekendte Nico – var et dyrt misbrug som skulle financieres. Det hvileløse element i hans musik var aldrig til at gå fejl af, den kantede natur, et menneske altid i bevægelse. Her en af hans bedste – og mere klassiske – sange, udgivet i tre forskellige versioner gennem årene, dette den midterste fra Music For a New Society (1982). Musikvideoen her er et stykke amatørarbejde, men som den slags ofte går, så bevæger dens ensomme minimalisme forbløffende stærkt…