Vi havde her onsdag ‘Begin The Begin’, den heftigt tunge begyndelse på R.E.M.’s fjerde album Life’s Rich Pageant (1986). Men hvad sker der så umiddelbart efter på den pladeside, som måske har R.E.M.’s mest overbevisende udlæg af numre i karrieren? Jo, tempoet bankes ubesværet i vejret og grebet strammes yderligere med ‘These Days’, en disciplineret kegle af energi, der som nummer har stærk klang af manifest, for “we are young despite the years / we are concern, we are hope despite the times…”, som der stålsat gentages. Efter de mange tålmodige afveje, de så omstændige konstruktioner på den regntågede forgænger Fables of the Reconstruction (1985), kom denne hvirvelvindsenergi velgørende vital. Life’s Rich Pageant var allerede efter to numre pladen, hvor R.E.M. smed hvalpefedtet og fremstod udvokset. Ikke flere mumlede tekster eller stikken hovedet i sandet, derimod et toptrimmet ungt rockband, der syntes klædeligt beruset af at opdage mulighederne i eget brede vingefang…
Der er vi ikke helt enige. Men jeg synes så heller ikke Tim på nogen måde havde brug for et nyt mix. Kan jo godt høre, det nye hifi-mæssigt lyder bedre og mere korrekt, men identiteten i det gamle album – elsker det! – ligger også i den lidt kæntrende lyd. Oplever noget sært sterilt over at høre de så velkendte sange i nyt karosseri.
Ville Fables mon blive en bedre plade med ny lyd? Tænker om pladen simpelthen er dårligt optaget, om lydteknikeren har været sin opgave voksen mere end det er et egentligt mix-problem, for det er jo konsekvent hele pladen fra start til slut, som synes så akavet lyd-utilpas.
Fables of the Reconstruction er fra 1985, samme år som Tim med The Replacements. Og også Fables of the Reconstruction fortjener et nyt mix.
Fables of the Reconstruction har virkelig en besynderlig sound, men til gengæld – og hvor mange plader kan man egentlig sige det om? – lyder albummet ikke som nogen som helst andre. Det står helt egenrådigt i sin egen mærkværdigt udynamiske og klangfattige men meget insisterende ramme, en tynd sonisk grød, der ikke smager af andet end den trøstesløse regn og kolde fugt, som ifølge R.E.M. var konstant under indspilningerne i England.
Life’s Rich Pageant er et album, jeg altid har holdt meget af. Det er samtidig det første album med R.E.M., der har en ordentlig lyd, hvor vokalen og instrumenterne står tydeligt og balanceret frem og hvor den frygtede “firserlyd” ikke dominerer.
Albummet, der kom før, Fables of the Reconstruction, er til gengæld et eksempel på dårlig lyd. Og det er endda produceret af Joe Boyd, som var producer på de første to albums med Nick Drake. Mit gæt er at Boyd satte alle kanaler på 3 og forlod studiet, da indspilningerne begyndte.
De første to albums med R.E.M. har mange dejlige sange, men trommerne lyder som vådt pap og lyden er i det hele taget præget af mellemtone. Det er synd.