Gud, hvor er de savnede, Dundee’s The Associates, der, anført af enfant terrible Billy Mackenzie, aldrig gik af vejen for de kreative benspænd, der både kunne henrykke og frustrere, men hvis uforudsigelige dumdristighed i Mackenzie/Rankine-konstellationen altid stod sprællevende. Her er det 1979-debutalbummets ‘Even Dogs In The Wild’ i en samtidig spoken word-version fra en gratis NME-kassette…

Vi havde Beach House her i går, som indenfor genren med det håbløse navn dreampop er blevet et stort navn. London’s Still Corners er der derimod endnu ikke mange, der har hørt om…

I en smagfuldt indrettet velhaverlejlighed i Göteborg sidder Sveriges superstjerne Håkan Hellström sikkert lige nu, vridende sin hænder i beundringens misundelse over dette nummer fra Avantgardet’s nye og i Sverige så kritikertiljublede album. Det er den her slags musik, denne uforstillede afsendertone, den her usminkede vitalitet, der selv flød fra Håkan inden hans charme blev Sveriges mest eftertragtede musikalske vare…

Men nogens er lysere end andres. The Birthday Party på en pub i Kilburn, London, fotograferet af David Corio, 22. oktober 1981.

I Love Shop’s historie står ‘En Nat Bliver Det Sommer’ som den første sang nogensinde. Dét er ikke helt rigtigt, for ‘Havanna Song’ blev til allerførst. Men da det ikke er en rigtig sang, men blot et instrumentalnummer som aldrig fik sin sangmelodi og ord, tæller det ligesom ikke. Begge numre har dog det tilfælles, de velsignes af Hilmers uforligneligt følsomme guitarspil. Omkring ‘En Nat Blev Det Sommer’ var det ligeved, den karakteristiske guitar-outro med de gentagne toner aldrig blev. Lang tid i studiet op mod debuten var det et klaver af nærmest Gerschwinsk karakter, der bar outroen tematisk, men det blev heldigvis ændret. I dag er det præcis 10 år siden Hilmer gik bort. Den her sang går ud med de varme tanke til ham…

Måtte desværre gå glip af Beach House’s europæiske aftener dette efterår. Torsdag udsendte dreampop-sensationen denne nye tour-video til en sang fra dette års 7…

75-årige Jan Persson, der døde torsdag morgen, var bredt kendt som en fornem jazzfotograf, der tog ikoniske billeder af den scenes verdensstjerner, når de kom forbi København. Men her på siden er det et helt andet fotografi, vi husker ham for. Da den flyskrækramte David Bowie og Iggy Pop lørdag 1. maj 1976, dagen efter den anden af to Station to Station-koncerter i København, skal med toget til London, hvor hele seks shows på Wembley Arena venter, er det netop Jan Persson som tager det fantastiske billede af de to på Hovedbanegårdens perron kort før afgang. Hvil i fred.

Vinylen med det nye Avantgardet-album, vi talte om her i går, kommer først i slut-november, men dets 44 lysende minutter findes allerede på digitale platforme. Her pladens tabermanifest af en åbningssang, der med rank ryg står udenfor det normrigtige, konventionelle samfund. Det er alt andet end nemt at indspille helt usminket rockmusik, der kan leve og ånde så ubesværet stærkt som denne. Det kræver de helt gode sange, det rigtige band til at spille dem, en lydhør musikalsk fødselshjælper/producer, men først og fremmest det i dag så yderst sjældne rockbrændstof, uhm, eksistentiel nødvendighed. Avantgardet har lige nu det hele.

…Alla blickar av förkastelse
När vi sitter på bussen hem
Dom kommer aldrig komma åt oss
För vi går alltid samma väg hem

Walk of shame
Vi går den igen
I ett samhälle med era normer
Är skammen vår bästa vän

Walk of Shame
Bara gå den igen
Bara sträck på din rygg och vandra stolt
På deras walk of shame…

En ung svensker rejser til England, bliver stofmisbruger, er ved at dø af det, vender hjem til Sverige, starter et indieband og bliver clean, skriver sange om sine drugeskapader, bliver hurtigt sammenlignet med The Libertines, spiller intense, kaotiske liveshows, hyldes snart som noget af det bedste og mest meningsfulde svensksprogede rockmusik længe. Det er meget kort fortalt historien om Rasmus Arvidsson fra Kalmar og hans band Avantgardet, der netop har udsendt tredje album, Alla Kännar Apen. Her en sang fra den nye udgivelse, hvor man ofte sidder med tanken, om den unge outsider-Håkan Hellström muligvis endelig har fået sin værdige arvtager i hjertevindende taberrock…

40 år siden i dag at Siouxsie and the Banshees med udsendelsen af deres debutalbum The Scream, en dyster, dissonant, klaustrofobisk affære, nærmest egenhændigt plantede den genre på musikkortet, der siden skulle vokse sig enorm og blive kendt om postpunk. Her en svimmel smagsprøve fra det så fremragende, foruroligende og nu retrofuturistiske album…

Var forleden på gaden og syntes pludselig noget i bylandskabet virkede bekendt. Tog et snapshot og kom videre. Ser billedet igen nu, og kan huske, hvad der ringer en klokke. Her fotograferer Esther Friedman sin kæreste Iggy Pop i 1977…

De spiller i Østberlin i aften, men kommer fra London. Bandet hedder Teleman og vi havde et par sange med dem her på siden for år siden, da de albumdebuterede og var support ved en engelsk sommerkoncert for Suede. Nu har Teleman netop udsendt tredjealbummet Family of Aliens, og fortsætter her en akavet men rig melodiøs musik, der geografisk kunne ligge et velfunderet sted mellem Sparks og Wire. Her en ret perfekt popsingle fra det nye album…