Bauhaus er ofte mere imponerende end husket. Hør nu bare denne vilde 1982-eksprestogsversion af Brian Eno’s ‘Third Uncle’. Hvordan den engelske postpunk som sådan havde lydt uden amfetamin får vi aldrig at vide…

Ja, faktisk. The Verve’s Richard Ashcroft, ham med den mægtige stemme, der kan give enhver engelsklydende sang bredt vingefang, udsender til oktober nyt soloalbum. Den så håbløst betitlede Natural Rebel – ja, er det ikke sådan noget man som uopfindsomt pladeselskab ville kalde sin budgetopsamling med Bob Marley-obskuriteter?! – varsles overraskende godt ind af førstesinglen ‘Surprised By The Joy’, der med slank lyd, let beat, et medlevende strygerarrangement og Ashcroft’s lokomotiv af en stor stemme tegner en vellykket popsang…

When going soft is the new hard…

Amerikanske Low udsender på fredag sit nye album Double Negative. Fire numre er allerede sluppet ud, og de viser et frygtløst rockband, usentimentalt på vej afsted i et helt nyt musikalsk landskab, der gennem processerede lydflader og ophakkede vokalbidder opnår en særegen skønhed. Her officiel video på albummets åbningstrack…

Det der med at ramle ind i en ukendt svensk sang med nogen man aldrig har hørt om før. Og straks tænke, at Kent har sat et klart kvalitetsløftende aftryk på svensk popmusik, både hvad brug af sangord og melodisk udsøgthed angår. Og gå hurtigt videre i tankerækken, til der, hvor beklagelsen over at Joakim Berg og co. ikke laver musik sammen mere, kommer snigende. En bittersød tanke, fordi gendannelsen af Kent inden uoverskueligt længe må blive en realitet. Og så ellers høre Love Antell-selvmordssangen her en gang til, fordi den med ringende guitarer og ung evigheds-melankoli er langt bedre end sin egen skygge…

Du går ner för gatorna som om du äger dom
Och inget alls kan skada dej
Runt natriumlampor en gloria av tusen watt
Som om inget alls kan skada dej
Men du vill kasta dej från tak
Och framför tågvagnar
Det kanske tröstar dej en stund
Att få vara för alltid ung
För alltid ung

Önska dej själv nånting medan du faller
Och innan du tar i gatan
För inget alls kommer skada dej
Men vem behöver mer, om du för alltid vet
Att inget alls nånsin kan skada dej?
Så vackert stjärnorna slår ner
När du blåst huvet med GHB
För dom som vill lämna alltihop
Brinner hellre upp än bleknar bort
För alltid ung

Stjärna där

Nu faller stjärnorna som regn
Under den svarta himmelen
Så fick du alla att se till slut
Hur en spotlight brinner ut
För alltid ung
Nu är du för evigt och för alltid ung
För alltid ung
Jag kommer alltid se dej så
För alltid ung

© Love Antell

Så fornemt ser Spirutalized’s nye album And Nothing Hurt – med titel skrevet i sølvgrå morsekode – ud. Ifølge de første anmeldelser ude fra verden kan der kvalitetsmæssigt meget vel være tale om den egentlige opfølger til Jason Pierce & co’s mesterlige og meget specielle Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space (1997).  Et første lyt kunne godt pege i den retning. Vi glæder os til at høre mere.

…I could be faithful, honest and true … dependable all down the line
But if you want wasted, loaded, permanently folded … I’m your man…

3. juni 1966: En berusende VM-sommer i England er under opsejling da The Kinks udsender singlen ‘Sunny Afternoon’, en smart skrevet popsang, der oser af England, music hall, anglofilt klassesamfund og tilbagelænet, ja, sommersolskin. Sangen ligger i juli et par uger på førstepladsen på den engelske singlehitliste, så alt er godt i Kinksland. Blandt bandets hardcoretilhængere er det dog b-siden, der bliver det blivende hit.

Ray Davies har samtidig skrevet en kantet sang til de mere rå The Animals, men får et nej tak fra Newcastle-bandet. Derfor indspiller The Kinks selv sangen – atypisk for en Ray Davies-sang med bror Dave på lead vox – og sætter den på b-siden af ‘Sunny Afternoon’. Det pågående resultat går lige hjem hos The Kinks’ helhjertede følge af mods, der lever deres liv for weekender, blå piller og hurtige fornøjelser. ‘I’m Not Like Everybody Else’ bliver med sin trodsige modstand mod konformitet deres slagsang, og derfor med det samme en erklæret koncertfavorit.

At ‘I’m Not Like Everybody Else’ få år tilbage – dog i en nyere liveversion med Ray på lead vox – optrådte prominent som slutmusik i et afsnit af Sopranos, har endelig givet The Kinks-sangen den opmærksomhed, dens oprindelige placering dækkede for. Ja, b-sider, mand!

Hvis The Triffids fra Perth i det tiår lyste den australske vestkyst musikalsk op, stod Brisbane, Queensland-bandet The Go-Betweens for samme funktion på østkysten. Og fremragende, bortgemte single-b-sider kunne de også. Singlen ‘Man O’Sand To Girl O’Sea’ udkom i oktober 1983, og det er ikke dens Robert Forster-skrevne/sungne A-side, en rodet og for eksalteret jeg-vil-have-dig-tilbage-beatsang, den huskes for. B-siden derimod, Grant McLennan’s tidsløst iørefaldende og nærmest drømmesynsagtige ‘This Girl, Black Girl’ tager stikket hjem, og er blevet stående med tiden som en af de helt store ‘hemmelige’ The Go-Betweens-sange. For den fandt aldrig vej ind på næste The Go-Betweens-album, 1984-udspillet Spring Hill Fair, hvor dens A-modspil ‘Man O’Sand To Girl O’Sea’ til gengæld optræder igen, i en nyindspillet men stadig undervældende version. Ja, b-sider, mand!