Sådan lyder det i alfald næsten her på Aretha Franklin’s dødsdag, hvor Elvis med stor autoritet og musikalsk stedsans livetackler det kridhvide dog besynderligt soulsmagende Simon & Garfunkel-hit ‘Bridge Over Troubled Water’. En sang Aretha Franklin også selv indspillede sin egen og meget anderledes frittolkede udgave af i 1971, året efter Elvis’ så gennemført gotisk-mørkebrune That’s the Way It Is-studieversion. Aretha Franklin blev født i Memphis, Tennessee tre år før den da nyudklækkede teenager Elvis flyttede med sine forældre til byen fra Tupelo. Nu har de to ikke bare Memphis, men også dødsdatoen 16. august tilfælles. Syng, Elvis, syng den bro…
Eller rettere: Elvis synger den samme Bob Dylan-sang, som Thåström i den Nationalteatern-svenske oversættelse ‘Men Bara Om Min Älskade Väntar’ også tager under kærlig behandling. Dylan siges iøvrigt selv, at have Elvis’ version af ‘Tomorrow Is A Long Time’ som favorit blandt den myriade af covers der er lavet af hans sange. Man hører denne optagelse fra 26. maj 1966 og forstår straks hvorfor; verdensklasse med et meget stort v…
Ja, overskriften er titlen på vores absolutte favoritsang her med Madonna Louise Ciccone, der i dag fylder 60. Andre gode singler med hende? ‘Frozen’, ‘Sorry’, ‘Hung Up’ og ‘La Isla Bonita’. Sidstnævnte ville Pet Shop Boys kunne have hævet fra indtagende til noget meget større, nært beslægtet som den synes med deres egen ‘Domino Dancing’.
1968: Efter alt for mange harmløse, endda ydmygende filmår i den mest tarvelige ende af Hollywood vender Elvis 3. december tilbage til musikken som centrum. Ved den stort anlagte Comeback Special præsenteres USA og en måbende verden for en helt anderledes Elvis på stram line. Beatles, Stones og alle de andre rockstars, som nu løber med rocknrollstafetten, ligner på dette tidspunkt mere eller mindre bedøvede hippier, men ikke Elvis, der er shapet op og skruet ned i et sort lædersuit, som set her, hvor han positivt uforsødet smadrer sig igennem en mantralydende Jimmy Reid-bluessang fra 1959…
…men 16. august 1977 forlod Elvis denne verden. Hans utidige skørlevnedsdød som kun 42-årig er der kogt ikke så lidt sødsuppe på siden, men alligevel giver det et stik i vel ikke så få af os hvert år når datoen kommer på igen. Således også i dag, hvor det forstemmende tab af uskyldighed Elvis’ død symboliserer, får stillbilleder til af en ung, bekymringsløs mand fra Tupelo på vej afsted i livet…
I denne imposante kolos, Detroit’s siden 1987 nedrevne Olympia Stadium, spiller Elvis Presley show fredag 11. september 1970, få dage efter at hans sensommer-Vegas-periode er stået ud. I forbindelse med Elvis’ dødsdag nu torsdag beskæftigede en Facebook-diskussion sig i dag med noget så centalt, som hvornår Elvis så allermest skarp ud. Vores bud her kunne nemt være netop den dag i Detroit. Her skriver Kongen autografer udenfor Olympia…
Her setlisten fra aftenen, indeholdende old, new, borrowed and blue…
That’s All Right
I’ve Got a Woman
Amen
I Walk the Line
Love Me Tender
I’ve Lost You That Lovin’ Feelin’
Polk Salad Annie
Release Me
Polk Salad Annie
Johnny B. Goode
The Wonder of You
Detroit City
Heartbreak Hotel
Blue Suede Shoes
Whole Lotta Shakin’ Goin’ On
All Shook Up
Blue Suede Shoes
Hound Dog
Bridge Over Troubled Water
Funny How Time Slips Away
Suspicious Minds
Can’t Help Falling in Love
I dag fylder Franz Beckerlee 76 år. Mange har i dag glemt, at han startede som saxofonist og to gange fik årets jazzlegat, inden han kastede sig over rocknroll og blev en af de største danske rockguitarister nogensinde med sin særegne, Hendrix-inspirerede lyd. Efter Gasolin’ forsøgte han sig med en solokarriere, inden han foretog endnu et stort spring i sin karriere og blev billedkunstner og billedhugger.
Her er et sjældent klip med Franz Beckerlee fra Ungdomsredaktionen med de også legendariske Poul og Nulle.
Sveriges bedste punkband Ebba Grön gik i opløsning i 1983 og gav vej til Imperiet, der skulle blive 80’ernes vel største svenske rockorkester. Og stille gik det ikke for sig, som ses og høres så tydeligt på denne liveoptagelse af dommedagshymnen ‘Bibel’ fra fjerdealbummet Synd (1986). Som nummeret skrider frem og eksploderer, da går forsanger Joakim Thåströms stemme igennem som en skærebrænder, hans øjne stråler som en uregerlig brand på et større polsk apotek. Arkiver under ‘i’ som intens…
Juni 1963: The Faboulos Cassius Clay træner på Picadilly Circus, London før sin kamp mod byens egen Henry Cooper. Overflødigt at nævne hvem der vinder i 5. runde.
Aftenen var ladet med regn og mørke. I Malmö City gik en byfest med snurrende karuseller, svingende gynger og pariserhjul med blinkende neonstriber. Der var lykkeboder, hvor hovedgevinsten var Marabou-chokolade. I byens snævre gader bølgede et menneskehav blandt tingeltangel til salg. Man kunne købe droner og billig make-up. Plastiksmykker og mini-donuts. På Gustav Adolfs Torg var der talrige foodtrucks blandt alverdens streetfood-madboder af træ og teltdug. Etiopisk Kulturforening stod repræsenteret med eksotiske retter fra Addis Ababa. Et andet simrende sted kunne man få elg på wok. Der var skånsk æggekage og german döner. Selv noget så almindeligt som fish & chips. Lange træborde var sat ud og bænket op af spisende familier. Fra en mellemstor scene på Gustav Adolfs Torg lød til højlydt bifald tyrkisk knæksang og mellemøstlige discorytmer med for overdreven bas. Ikke langt derfra, på Stortorget, faldt regnen lettere ubeslutsomt foran en høj scene, der var ved at blive gjort køreklar. På et hævet aflukke bagerst på torvet kunne man købe øl. Der var sikkerhedsvagter ved indgangene dertil, som skulle hindre de tørstige i at tage deres nyindkøbte alkohol med ud igen. Ja, Sverige er Sverige. Først syntes der ikke voldsomt mange på torvet, men folk kom sivende til fra alle retninger, og pludselig var pladsen helt fyldt op af lavmælte svenskere. Da var der fem-ti minutter til showstart, og himlen over Rådhuset bag scenen var blevet kulsort. Her er hvad Thåström kl. 21.15 gik på og lykkedes save Malmö City midtover med…
Körkarlen
Bluesen i Malmö
Kort biografi med litet testamente
Karaokebaren
Kom med mig
Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce
Beväpna dig med vingar
Fanfanfan
Alltid va på väg
Old Point Bar
St Ana katedral
Var e’ vargen
Om Black Jim
+ + +
Alla vill till himlen
Centralmassivet
Da nordirske The Undertones i juni 1978 indspiller debutsinglen ‘Teenage Kicks’ er forsanger Feargal Sharkey endnu teenager. Det er han ikke længere da singlen udsendes 21. oktober samme år. Londonderry-bandet opnår hurtigt en vis berømmelse, specielt da BBC-discjockey John Peel forelsker sig for altid i ‘Teenage Kicks’, som han spiller to gange i træk på sit show den første aften han har den. The Undertones udsender en strøm af catchy singler og fire albums inden opløsningen i sommeren 1983. Sin of Pride (1983), det sidste af dem og muligvis det bedste soulinspirerede (!) nordirske album nogensinde, køres hjem af Feargal Sharkey’s så specielle og pressede vibrato-stemme, men vinder dog ikke The Undertones ny tid at leve på, presset som de de er af store pladeselskabsforventninger og interne stridigheder, specielt mellem guitarist/sangskriver John O’Neill og Feargal Sharkey.
Efter opløsningen medvirker Sharkey på ‘Never, Never’, en fin single med Vince Clarke’s The Assembly, det før en solokarriere byder på tre yderst mainstreamproducerede soloalbums, kendetegnet af de to 1985-hits ‘A Good Heart’ og ‘You Little Thief’. I 1991 trækker Feargal Sharkey stikket til egen karriere og går istedet ind i pladeselskabs- og msuikbranchen, hvor han har arbejdet lige siden. Da The Undertones i 1999 bliver gendannet vil Feargal Sharkey ikke være med, og bandet må finde ny forsanger. Naturligvis lykkes de ikke finde en, der andet end lyder som et svagt ekko af den oprindelige kanonstemme. Som i dag fylder 60 år. ‘Teenage Kicks’ og mange andre The Undertones-sange fra dengang lyder dog stadig så umiddelbare, påtrængende og vitale, at en oplysning som denne, om sangerens nu så voksne alder, først og fremmest synes uvirkelig. For på rygraden vil Feargal Sharkey og co. altid være de næsten uskyldige unge mænd med for korte lange bukser, dårlig hud, bizarre accenter og eksplosionerne af eufori. Sådan her begyndte det…
