Johnny Marr’s nye album Call The Comet udsendes i dag. Ved ikke helt om man skal investere, for svaghederne i præmissen er jo åbenbar. Lysende guitar-es men håbløst anonym sanger udsender album på en grobund af publikums længsel efter fordoms storhed. Det The Smiths-lignende øjeblik herunder er sendt afsted som effektiv lokkemad for alle os, hvis hjerter blev knust da The Marr og Morrissey gik fra hinanden. Men resten af numrene står jo for fanden til at være anderledes grå Skoda’er, kun umiddelbart skjult af Marr’s Jaguar-karosseri af lysende verdensklasseguitar. Har nogen af jer hørt albummet endnu?
Derimod har Lykke Li’s nye So Sad So Sexy forsøgsvis fået nogle gennemspilninger her den seneste uge. Må tilstå hendes vanligt sorgramte vokal står knivskarpt på afkølet dybklangsfacon, samt at der harmonisk indimellem sker stemningsfuldt gode ting undervejs. Ikke mindst på keyboardsiden, hvor nogle iskolde synths gør det rigtige. Men de toneangivende tætproducerede californske beats og de for R&B-klichéfyldte gæsteoptrædener fylder meget og er en stor skam. De tøjler en musik som til nu var hendes helt egen, og får den til at lyde anonym. Det bliver for for ordinært nutidsbevidst. En overordnet parallel til et band som de kortlivede og engang så PSB-omfavnede Eigth Wonder – Patsy Kensit, remember? – der lød helt oppe i tidens popskarpe hitfront da de udkom, men så hurtigt derefter håbløst banale og gammeldags, ligger lige for. Som der stod i overskriften på en svensk anmeldelse forleden af Lykke Li’s nye album: ‘Hun blev som de andre’. Kan det siges mere trist?
Her Johnny Marr’s drøm af en single, der omvendt lyder som fra dengang, han var noget helt for sig selv. Ser nu at The Guardian i dag giver ham fire ud af fem stjerner, og roser albummet til skyerne. Måske man alligevel skulle investere…?
Thåström begyndte sommertour på Bergenfest i Bergen sent torsdag aften. Regnen faldt så voldsomt i det østnorske, aftenens anden headliner Father John Misty forinden havde været tvunget til at aflyse sin bandkoncert, og istedet som improviseret duo rykke indendørs. Her er hvad Thåström varmede et gennemblødt norsk publikum med…
DJ Fontana, Elvis’ overskudssvingende trommespiller fra Sun-tiden og 14 år frem, er gået bort i Nashville, Tennessee – hvil i fred med Kongen! Nyd hans ubesværede swing her bag Elvis…
I aften til Bergenfest i østnorske Bergen påbegynder Thåström sommerens festivaltour. Spændende at få se hvad er på den setliste, som under touren sidste efterår var så perfekt lagt an. Skulle nogen iøvrigt være i Oslo i morgen aften, er der på Sentrum Scene mulighed for – og billetter til – sommerens eneste Thåström-indendørskoncert, der er blevet til da en festival, han skulle have spillet denne weekend i den norske hovedstad, er gået nedenom og hjem. 10. august spiller Thåström på Haven Festival i København, med B&W-smadder og affaldsforbrændingsskibakke som baggrund…
Det engelske 4AD-indieband Colourbox mente før VM i Mexico 1986, at en officiel World Cup-fanfare skulle lyde sådan her. Desværre var FIFA, UEFA, FA, BBC, ITV og vel samtlige andre bogstavskonstellationer omkring fodboldbegivenheden ikke enige med dem i den sag. Hvilket ikke afholder ‘The Official Colourbox World Cup Theme’ fra stadig at stå som et adrenalinbrusende fodboldsangs-indspark af mærkbar kvalitet. Og som den måske mest skamløse singleudgivelse på normalt så musikpolitisk korrekte 4AD.
Hvem ville ikke give næsten hvadsomhelst for at kunne træde ind i dette Blondie-billedets 1977-virkelighed, og gå ud i den tids nu mytisk smadrede, nedslidte, beskidte, neonglitrende, lowlife-farlige Manhattan?!
Det er efterhånden svært at komme udenom, så må hellere tune ind på det VM der torsdag begynder i Rusland. Købte den her single med Die Mannschaft i Flensburg, da jeg var 10. Elsker den naturligvis stadig…
Liverpool FC har her til morgen lanceret næste sæsons away-kit. Tøjsponsoren New Balance er gået efter en helt igennem historieløs lilla, der i bedste fald sender tankerne til den lokale fodboldklub i Firenze. Som skulle det nu være meningen med en LFC-udedragt. Moderne fodbold er løbet løbsk, og det fald bløder igennem i detaljerne.
Hvordan faldt det engang så spændende og højtflyvende band fra Canada så dybt? Arcade Fire har netop singleudsendt den vel allermest ordinære sang fra sidste års i forvejen undervældende Everything Now, og det endda med en yderst tvivlsom video til. Det her er så håbløst, en vi ikke bare umiddelbart kan ignorere det, som ønsket ellers først var. Hvilket måske næsten er en kvalitet i sig selv…
Punk-elektroduoen Suicide’s 1977-hit-der-aldrig-blev ‘Cheree’ er mere end noget andet bygget på et mørkt, vildført ekko af The Shangri-Las, The Ronettes, samt 60’ernes andre store amerikanske girlgroups, og er som sådan et uforglemmeligt nummer, der – trods åbenlys popkvalitet – vel ikke lyder som noget andet overhovedet…
Ovre på The Quietus fortæller Garbage-frontkvinde Shirley Manson om sine favoritplader. En af dem er The Clash’s 1982-udgivelse Combat Rock:
They were one of, if not the first, rock & roll male bands that I was really attracted to. I am definitely a female-orientated person, that’s just the way I am. I don’t go gaga over every single male rockstar that comes out, I sort of tend to be way more interested in the female narrative. But who can resist The Clash? [Laughs] even I could not resist The Clash.
I was thrilled by the sound and also the style; they felt like a real gang to me. It really captured my imagination and I wanted to be in The Clash. They still are, arguably, one of the coolest male rock bands of all time, if not the coolest rock band of all time. There’s not anybody really that touches them. I love the political bias in their writing and I love the raucousness of it – and I thought they were fucking hot as fuck [laughs].
Again, just amazing songs. Like, I associate ‘Rock the Casbah’ with a lot of great parties that I went to around about that time. There was a lot of finger-fucking going on to The Clash, an innocent but erotic memory. My sexuality was beginning to really explode when I discovered The Clash so I always associate it with that kind of hotness. It’s just The Clash equals hotness. End of story.
Hende her kender jeg ikke. Men nummeret lyder lovende, og det kommer fra hendes nye album, der hedder Sweet Unknown. Og ligesom f.eks. Erika M. Anderson og Lina Tullgren er hun faktisk ikke svensker, men amerikaner. Det är lite förvirrande ibland.
Naturligvis i fuldt astronautgear kører Spiritualized-mastermind J. Spaceman rundt i Joshua Tree, Californien, og besøger undervejs mindesmærket for faldne Gram Parsons. Det altsammen på videoen til den brandnye ‘I’m Your Man’ – nej, ikke L. Cohen-sangen – der kommer med meddelelse om udsendelsen af et nyt Spiritualized-album kaldet And Nothing Hurt senere denne sommer. Sangen her er af en art, Primal Scream’s Bobby Gillespie ville give sin højre hånd for at have skrevet…
