Der er over 800 kilometer fra Skelefteå oppe i nord til Kent’s hjemby Eskilstuna, som ligger på linje med Stockholm. Den betragtelige afstand hindrer dog ikke en større flok unge kvinder fra førstnævnte bys Brännanskolan i at fremføre en så fin version af Kent’s ‘Sverige’ ved skolens sommerafslutning i 2011. I går havde vi nationaldag i Danmark, i dag er det Sveriges tur. Så syng, svenske Kent-ungdom, syng…

…Regnet slår mot rutorna nu
Men natten är ljus i ett land utan ljud
Och glasen glittrar tyst på vårt bord
Lika tomma som ord
Visst är kärleken stor
Välkommen, välkommen hit
Vem du än är var du än är
Välkommen, välkommen hit
Vem du än är var du än är

I de Springsteen-notesbøger, som er en del af boxsettet The Promise: The Darkness On The Edge Of Town Story (2010), er der flere undervejs-tracklister af hvordan albummet kunne se ud og hvad det skulle indeholde af de alt for mange sange, der blev indspillet. En af de senere tracklists starter med en sang med titlen ‘The Way (You Belong To Me), en meget enkel men effektiv kærlighedserklæring, der hørt kun vinder ved sit mørkt underspillede rum og ensomme melodiske sprog. ‘The Way’ blev dog skrottet og albummet startede, hvad de fleste nok ved, istedet med en helt anderledes udadvendt attentiongrabber, nemlig den nu Springsteen-essentielle ‘Badlands’, der med det samme trækker Darkness’ ubarmhjertige hovedtema stærkt op. Men hvad så med fine ‘The Way’?! Sangen blev i første omgang aldrig udgivet, ej heller nogensinde spillet live, og fik først et semi-offentligt liv langt senere, da den i 90’erne begyndte at dukke op blandt Springsteen-samlere på obskure outtake-bootlegs. ‘The Way’ blev også forbigået i 1998 da Springsteen udsendte sin Tracks-box med 66 hidtil uudgivne studienumre fra arkiverne, og fik sig således først en regulær udgivelse i 2010 på The Promise, Springsteen’s dbl-CD-udgivelse med uudgivne sange udelukkende fra Darkness-indspilningerne, men selv der dog kun som skjult og uannonceret bonustrack til allersidst. Således behandler Springsteen så helstøbt en kærlighedssang, der for andre mindre formående artister muligvis kunne have været karrieredefinerende. Ja, det hedder vel overskud. Lidt vraggods fra aborterede ‘The Way’ fik verden dog at høre allerede i 1980, godtnok da uden at vide det; to linjer fra sangens sidste vers, ‘Sometimes at night I lie awake / I pull you close and feel each breath you take…’ dukker op i det konkluderende vers på titelnummeret på The River som ‘At night on them banks I’d lie awake / And pull her close just to feel each breath she’d take…‘. Ja, en mester må gerne genbruge sig selv. Her er ‘The Way’…

Suede tager musikalsk et introspektivt blik på denne førstesingle fra The Blue Hour, der udsendes slut-september. Og ja, strygerne lyder umiskendeligt af Satan’s sovsekande, og er da også indspillet af City of Prague Philharmonic Orchestra i Tjekkiet’s hovedstad, præcis som dem fra Dagene Løber Som Heste (2009), fint med os…

The National blev gigastore, mindst ligeså talentfulde The Walkmen, deres samtidige kollegaer fra indie-New York, ignoreret, opløst og nærmest glemt. Well, så nådesløst spiller lykkehjulet i popworld. I disse år arbejder Walkmen-forsanger Hamilton Leithauser nu alene meget hårdt for anerkendelse og et større publikum. Her er han med sit band på en intens KEXP-session fra 2017. The Walkmen’s opløsning blev dengang af bandet selv kaldt en ‘extreme hiatus’, altså en ekstrem pause. Efterhånden kan man, Letithauser’s fine solokvaliteter tiltrods, meget nemt længes efter pausens ende og dens implicitte The Walkmen-genforening…

You Ain’t That Young Kid
A 1000 Times
In A Black Out
Sick As A Dog

Ja, det er trist med Royal Headache. Men her er deres landsmænd Rolling Blackouts Coastal Fever, og de findes endnu – og det musikalske slægtskab er tydeligt. Den 15. juni kommer der endda et nyt album fra dem.

Berlinbaserede Anton Newcombe udsendte med Brian Jonestown Massacre i fredags sit nye album Something Else. Her pladens luftigt skramlende åbningsnummer…

Fotograf Frank Stefano, der også står for coverfotos af Springsteen til Darkness on the Edge of Town (1978) og The River (1980) fortæller om dette billede:

– We did several different location shots for Nebraska. He came to Haddonfield [and] we took a drive to the New Jersey Pine Barrens one day. This particular shot was taken at a carriage house that he rented at the Navesink River in Monmouth County, where he actually recorded Nebraska. That was the bedroom where his TEAC 4-track deck was used to record Nebraska, that Gibson guitar was the same guitar that he used on the album. What I loved about it was this was a rented house, he’s sitting on a bed with the paint-by-numbers Gainsborough hanging on the wall, and this inexpensive-looking table lamp. This evokes to me what maybe a roadside motel out on Route 66 somewhere. It was pure rockabilly to me.

Tror min egen personlige romance med det mytiske USA er ligeså farvet alene af lyden, fortællingerne og sangene på Bruce Springsteen’s Darkness on the Edge of Town, som af samtlige de amerikanske film jeg nogensinde har set. For så stærkt billededannende står Springsteen’s nok allerbedste plade, der udkom i dag for 40 år siden. Må have været helt fantastisk, at gå forventningsfuld ned til sin pladebutik og købe dette så ydmygt dog karakterstærkt udseende album på dagen, fredag 2. juni 1978. Den glæde var ikke mig forundt, for Springsteen var nærmest ukendt land og ikke del af den nye efterpunkbølge da, så jeg faldt langsomt – utroligt nok føltes det dengang decideret som en guilty pleasure, husker jeg – for ham og albummet når jeg gik forbi min storesøsters værelse, hvor Darkness lå i høj rotation. Albummet kunne have haft et helt andet udtryk end det jeg hørte, for Springsteen skrev og indspillede hele 40-50 sange, hvoraf de endelige ti, dem, der i sammenhæng bedst kunne tegne det kuldslåede USA han ønskede at bevæge sig i på denne efterfølger til Born to Run (1975), blev udvalgt. Mange af de fravalgte sange har iøvrigt siden set dagens lys på udgivelser som dbl-albummetThe Promise (2010) og Tracks-boxen (1998). Her nedenunder følger en af værkets hjørnesange, ‘The Promised Land’ som åbner side 2, i en klassisk stor liveoptagelse fra Darkness-touren, der skyllede gennem Nordamerika helt hen til slutningen af 1978. For mig er ‘Badlands’, ‘Candy’s Room’, den mageløse ‘Racing In The Street’, ‘The Promised Land’, ‘Factory’, ‘Prove It All Night’, titelnummeret og de andre fra Darkness lyden af solbrændt, ildevarslende, mørkegrøn, bevægende sommer. En stærk følelsesladet energi, ja, men – og det er det specielle Springsteen kan – med en kerne af håb og sult efter liv i sig. Alt det musik kan når som bedst. Så nyd endelig Darkness on the Edge of Town højt i aften, hvadenten (helt Springsteen’sk…!) i en bil på vej afsted, eller zu hause med en kold øl i hånden.

Hvor mange kender til Shirley & Johnny? En engelsk duo som i slut-60’erne og start-70’erne lavede en række singler og et enkelt album, uden nogensinde tilnærmelsesvis at slå igennem. Bortset fra i Rumænien bag Jerntæppet, hvor de fik deres enlige album udgivet og vistnok også turnerede en enkelt gang. Det må have været nedslående. Shirley & Johnny’s plader ligger på grænsen mellem stort orkestreret soul og underholdnings-pop. Duoen spiller hovedsageligt covers af allerede eksisterende numre, men gør  dem til deres egne via en speciel stemmeklang på de overdådigt arrangerede britiske produktioner. Og hvorfor bruger vi så tid på den slags her?! Fordi Shirley & Johnny’s meget anderledes version af Dionne Warwick’s 1963-debutsingle, den Burt Bacharach og Hal David-skrevne ‘Don’t Make Me Over’, er ret fantastisk. Skru op og hør selv her…