Sangen til Ole Jastrau, Sort Sol, Dan Turéll, Harriet Anderson og Vesterbro som sådan sunget lørdag aften i København.
Köpenhamn

Sikke en aften med Thåström på Frederiksberg! Her en fyldestgørende anmeldelse fra en stærkt sansende og velskrivende Bo Heimann i POV International. En enkelt sidebemærkning herfra kan vel kun være, at københavner-publikummet gav decideret baghjul i stemning og aktiv medleven til de svenske haller, Thåström til nu på denne tour har besøgt. Samt også at bemærke, hvordan verdens forandring derude påvirker publikums forhold til de ord der bliver sunget ud fra scenen. Taler helt konkret om her, hvordan sætningen i ‘Stora Langa Gatan’, om ham naboen, der forbander ‘dom onda presidenter’ denne weekend er blevet modtaget med jubel fra hallerne, noget der på ingen måde skete for bare få uger tilbage.

Harriet

Malmö

Arenaen i Malmö City blev en solid opvarmning for Thåström og band, før de i dag krydser Ørsundsbroen for i aften at stå klar til KB-Hallen på Frederiksberg. Titiyo gæstede for første gang på denne tour og den måske bedste sang der er skrevet om København – nej, Gasolin’ har altså ikke ramt den mere rent – var pludselig på setlisten…

Thåström
Fredag aften er det Malmö City, lørdag aften spiller Thåström i KB-Hallen på Frederiksberg, hans hidtil største koncert på dansk jord. Her den monumentale sang med Malmö i centrum, som dog ikke er med på setlisten. Promoklippet er indspillet i både Store Vega og Malmö Arena…
Damned!

Desværre er der atter mandefald denne uge i den engelske punk rocks hall of fame. I går døde således The Damned’s guitarist Brian James, der i den første tid med sit band var med til at danne skole for hvordan genrens adrenalinspeedende guitar skulle spilles og lyde. Han forlod The Damned efter deres to første albums og spillede derefter først med sit eget band Tanz Der Youth, siden adskillige år med Stiv Bators i Lords of the New Church, men også undervejs med både Iggy Pop og australske The Saints. Jeg stiftede bekendtskab med James dengang på The Damned’s ‘New Rose’ (som også var skrevet af ham), den første engelske punk-single, der blev udsendt i oktober 1976. Mand, det gjorde indtryk! Brian James er nummer to fra højre på singlecoveret herover, samt i lyserød skjorte på promo-videoen. Æret være hans støjfulde 160 km/t-minde!
Ceremoni

6. marts 1981 pladedebuterer resterne af Joy Division (efter Ian Curtis’ selvmord) som New Order. Singlen ‘Ceremony’, som jo faktisk er dette nye bands indspilning af en Joy Division-sang, udkommer som 7″er med sit diskret prægede guldcover, mens Factory Records-chefdesigner Peter Saville for alvor tryller på 12″eren, hvis grafisk formfuldendte grønne design ses herover. Og musikken det bærer på? Side 2 (også et JD-nummer) byder på storladen men knugende sorgmusik med den dødsslæbende ‘In A Lonely Place’, mens hovednummeret ‘Ceremony’ med inisisterende fremdrift og sin anderledes nære lyd åbner op for det, medlemmerne i New Order har allermest brug for, nemlig en frisk start…
W9

Birds of a feather flock together? Et snapshot fra det vestlige London i går formiddags. På et bord foran en fortorvscafe nydes en kop og årets første varmende sol af den tidligere Bowie-guitarist Earl Slick, Sex Pistols-bassist Glen Matlock og The Jam’s Paul Weller.
Postkort
Dette kommer ind fra Beirut, Libanon, der tydeligvis også er blevet ramt før eller siden af postpunkens helende kraft. Så meget synes ialfald klart ud fra denne nye single med trioen Postcards, der med Ripe udsender sit femte album i slutningen af marts. ‘Dust Bunnies’ er forløbersinglen…
Inspiration

Forleden blev der her givet udtryk for at David Johansen og hans New York Dolls lyder mere end bare meget som den specielle rocknroll, der er blevet udvundet af The Rolling Stones, men her er det omvendt Mick Jagger og co, som på deres egen yderst veloplagte Some Girls-single ‘Respectable’ fra 1978 tydeligvis nu også har fået lyttet den anden vej. Da Some Girls udsendes har Bianca Jagger netop begæret skilsmisse fra Mick Jagger, hvilket muligvis/muligvis ikke kan være brugbart at have i baghovedet, når teksten til denne sang råbesynges ud…
…Well now you’re a pillar of society
You don’t worry about the things that you used to be
You’re a rag-trade girl, you’re the queen of porn
You’re the easiest lay on the White House lawn
Get out of my life, don’t come back
Get out of my life, don’t come back…
Høyem
Norske Sivert Høyem, stemmen fra Madrugada, har for to uger siden, til sin egen nærmest Raveonettes-lydende backing, indspillet denne version af Lana Del Rey’s ‘Born To Die’, altid en stærk sang uanset hvad…
Sister

Der kan desværre godt gå uger hvor jeg i travlhed ligesom glemmer lidt, hvor overlegent godt og klart et band Manchester’s The Smiths er. Men så fortæller en sang pludselig det hele om deres rystende klasse på få minutter. Forleden var det 1985-singlen/bagatellen ‘Shakespeare’s Sister’ som ringede ind og gav den lektie…
Mandag
En ny single fra det snart albumaktuelle NYC-postpunkband Bambara, hvor en gæsteoptræden af Madeline Johnston – AKA Midwife – lyser både omkvæd og outro op, hvilket løfter nummeret gevaldigt op…
Lou
Borte men alt andet end glemt, Lou Reed, der blev født i dag for 83 år siden i Brooklyn. Så her en markering af New York City’s syngende stemme og sjæl med et nummer om ham og hans musik, samt et af ham selv. Favoritsang blandt så mange med Lou Reed denne søndag? Det bliver en vi hørte på 7″er-single fredag aften, hans nærmest hedonistisk-storswingende bagatel ‘I Believe In Love’…
Øjeblik, New York Dolls’ David Johansen der ellers gik bort denne weekend banker på døren. Han vil også gerne være med til at fejre sin 70’er-kollegas fødselsdag. Jamen, kom dog indenfor…
Deborah

Musikvideoen er indspillet ved Union City Dock i New Jersey på den opsigtsvækkende adresse Frank Sinatra Drive 901 i Hoboken. Sangen er fra Blondie’s fjerde album Eat to the Beat (1980), hvor den indre bandkemi for alvor begynder at knage efter for meget travlhed i lang tid. Alligevel lykkes det at begå en stilistisk spraglet, men på alle måder berusende og markant state of the art-opfølger til gennembrudskometen Parallel Lines fra efteråret før. ‘Union City Blue’ er som opfølger til ‘Dreaming’ albummets anden single, dets egentlige – og logiske – kæmpehit ‘Atomic’ bliver af uforklarlige grunde først udsendt som fjerdevalg. Musikken til svævende ‘Union City Blue’ er lidt atypisk for Blondie begået af bandets engelske bassist Nigel Harrison. Klassisk amerikansk popmusik med et slående ansigt…