De lød som et Rolling Stones, der ikke kunne spille, deres sanger David Johansen som en Mick Jagger, der ikke kunne synge. På den måde kan New York City-bandet New York Dolls, som havde sin korte blomstring i 1973/74, nemt affærdiges. Men det ville være at misse deres musikalske pointe og betydning.
For det er vel næsten umuligt at finde et af de store bands fra New York’s senere punk-scene, som ikke blev skudt afsted af den løsslupne fest bandet bragte, af deres glamklædte, amfetamin-boblende brud med hippie-scenen, af vitaliteten i den simple musiks amokløb. Disse bands har senere i interviews og bøger fortalt henført om New York Dolls, der pludselig fik alt til at synes muligt. På den måde var de punk-attitude før punk for alle dem der blev punk i NYC. Nu meldes det derovre fra i dag, at bandets sidste overlevende medlem David Johansen er død.
Siden her oplevede ham solo med sit eget band på en belgisk festival i 1984, hvor der til ekstranumrene var besøg på scenen af de to gamle Dolls-medlemmer Johnny Thunders og Syl Sylvain. Sammen spillede de bla. nummeret herunder. Den sene eftermiddag på en mark i Flandern bragte David Johansen også en fest udover det sædvanlige. Æret været hans minde.
I 2021 var der premiere på Jonathan Alley’s dokumentar om australske The Triffids og deres omdrejningspunkt, alt for tidligt afdøde David McComb. Den har naturligvis, bandets størrelse taget i betragtning, aldrig været bredt tilgængelig herhjemme, men er nu pludselig dukket op i fuld længde på YouTube. Så forleden aften filmen, der, udover et yderst velkomment genhør med Perth, Western Australia-bandets filmiske musik, er (endnu) en slemt forstemmende historie fra musikbranchens altkværnende tandhjul. Lyder det som en advarsel? Sådan er det ikke ment. Dertil er The Triffids et alt for specielt band, David McComb en ditto sangskriver og brændende intens frontmand…
Setliste-observation fortsætter ufortrødent. 250 kilometer nord for Umeå blev det fredag aften Energi Sport Arena i Luleå, og igen var der ændringer. Samme pulje af numre, men ‘Körkarlen’ nu tilbage som nummer tre, ‘Norrut/Söderut’ helt nede et nyt sted efter ‘Centralmassivet’, og ‘Solen i den vänstra’, som plejer at ligge dér, flyttet op efter ‘Papirstunna väggar’. Gik kabalen op i Luleå, eller vil Östersund byde på nye eksperimenter, det må lørdagen vise oppe i Norrland. For det er sidste chance i relativ ubemærkethed inden Malmö City næste fredag…
I en verden af uro, turbulens og konflikt er det helt rart at møde Edwin Collins, den tidligere Orange Juice-sanger, og høre en ny håndspillet single med ham oppe fra sit skjul i det skotske højland…
Hvor opløftende, vores venner fra The Raveonettes er tilbage med en kulsort avant-delikatesse af twang og støj, bandets første nye selvskrevne materiale i otte år…
For de nok meget få af os der går op i den slags: Strukturelle ændringer i Thåström-settet torsdag aften, som adresserer et lille problem der måske har været med for mange stille numre i træk efter udgangssalvens tretrinsraket. Helt borte torsdag var ‘Smaken Av Dig’, men ellers giver rokeringerne på papiret kun god mening…
I aften genoptages Thåström-touren efter sidste uges midtvejspause. Denne weekend kører tre shows langt oppe nordpå i henholdsvis Umeå (torsdag), Luleå (fredag) og Östersund (lørdag). De fremmødte i de tre fjerne sporsthaller i Norrland vil blandt 21 sange på setlisten kunne opleve følgende radikale omfortolkning af Thåström’s gamle band Ebba Grön’s 1982-hit ‘Flyktsoda’. Oprindeligt var sangen sådan en typisk svensk letvægts-radiorocker, men på touren nu gives den i en helt anderledes tidsløs version, hvor den nye Thåström-guitarist Christian Kjellvander viser, hvilket elegant lydstof hans talent er gjort af…
November, 1977: I London udsender punkens art school-outsidere Wire sit debutalbum Pink Flag med hele 21 numre, men dog en spilletid på kun 35 minutter. Dette på to minutter og 19 sekunder er et af de længere på en koncis udladning, der med et karakteristisk zappende tekstfokus, usminket lyd og kras energi ikke minder om noget andet album før eller siden. Jo, måske dog akkorderne i starten af ‘Ex Lion Tamer’ her dukker op igen i The Cure’s ‘Just Like Heaven’, men ellers ikke…
Den berømte franske æblebrændevin kommer fra departementet Calvados i Normandiet, ikke langt fra kystbyen Etretat, hvor Peter Doherty nu fører et anderledes stille voksenliv med franske oste og babypasning. Hans nye single – anden forløber for det kommende soloalbum – er også henlagt til disse pastorale omgivelser, hvor en bonde og hans kone er indfanget i deres hverdag med fremstillelse af drikken med den svimle smag. Er det virkelig den flugtende, poetiske Peter Doherty vi kendte og elskede, der skriver sange om den slags? Ja, egentlig…
Seks år her tirsdag siden Talk Talk’s Mark Hollis forlod denne verden, hvilket næsten fortjener en sang fra hans hånd som markeringsfakkel. Dette langsomt, majestætiske udfoldende deepcut fra Talk Talk’s kreative hovedværk The Colour of Spring optræder også på den very best-opsamling, der genudsendes om et par uger…
Rimer elektronisk på hypnotisk? Begge ord passer ialfald på denne nye single fra amerikanske Youth Lagoon (AKA Trevor Powers), der i fredags udsendte sit nye album Rarely Do I Dream. Albummet tager udgangspunkt i fundet af en kasse med glemte amatørfilm fra hans egen barndom i Boise, Idaho. Lyden og stemningerne fra disse optagelser har dannet udgangspunkt for den nye samling numre, der øjensynligt skal tage lytteren tilbage til Powers’ egen fortid, men samtidig bringe det forgangne i spil i den nutidige verden. Har ikke hørt albummet endnu, så skal ikke kunne sige om disse målsætninger indfries, men denne single kan ialfald noget. Suicide’s børnebørn lever derude i smalltown USA og har det for vildt…
…Tear me down like the dream In the face of my daughter I feel sorry I’m a speed freak…
Dagens fødselsdag tilhører Kate Bush’s single ‘Hounds Of Love’, der blev udsendt dags dato i 1986. Albummet af samme titel var udkommet efteråret før til stor opmærksomhed og dette var nu tredje single taget derfra. Optagelsen her er fra The Brit Awards i London to uger før singlens udgivelse, hvor Bush stod nomineret i tre kategorier, men tabte Årets Kvindelige Artist til Annie Lennox, Årets Album til Phil Collins’ No Jacket Required og Årets Single til Tears For Fears’ ‘Everybody Wants To Rule The World’. Og hun var ovenikøbet ikke engang selv blandt de fem nominerede til Årets Producer (vinder Dave Stewart) for sin state of the art-produktion på albummet. Fuck award-shows.
The Stranglers spillede Saga på Vesterbrogade på deres tour for Aural Sculpture (1984), bandets 8. album. En solid aften på Vesterbro for en ny, forholdsvis pop-orienteret Stranglers-plade, der dengang ikke viste den store profil udadtil, men som siden synes være vokset til at stå som en af de absolut bedre i bandets så varierede diskografi. Denne B-side fra albummets anden single ‘No Mercy’ ville kun have gjort Aural Sculpture endnu bedre, men blev af uforklarlige grunde frasorteret. Interessant som dette rå og kantede band fra Guildford på sin helt egen måde formåede at lade en melankolsk melodisk åre udfolde sig og give det en forunderlig dobbeltidentitet…
Nu skal det hele her jo ikke handle om gammel musik fra dybt i det 20. århundrede. Fontaines DC overrasker denne fredag med en ny single, igen produceret af den snu iscenesætter James Ford, der viser at Irlands bedste rockband alt andet end lige ikke er løbet tør for gode sange. Dejligt at høre nyt fra dem så hurtigt…
